Særligt sensitiv en massage udviklet specielt
Selvudvikling

Særligt sensitiv? Pas på din krop

22. august 2017
af Andrea Bak
Foto: Helga C. Theilgaard
Er du særligt sensitiv? Så har du nok efterhånden lært, at særligt sensitive skal passe godt på sindet og beskytte sig mod det, der stresser. Men kroppen reagerer også på de mange indtryk. Nu kan du få en afstressende behandling, der er skabt til en særligt sensitiv krop – måske er den noget for dig? Og hvordan ved man egentligt, om man er særligt sensitiv? Tag testen her.

Jeg er særligt sensitiv. Lige siden jeg for knap ti år siden læste den amerikanske psykolog og forsker Elaine Arons bog ”Særligt sensitive mennesker” har jeg vidst, at den handlede om mig. Pludselig forstod jeg, at det ikke handlede om hysteri, når jeg fik spat af en summende emhætte, af cigaretrøg, eller når jeg simpelthen ikke kunne abstrahere fra konflikter i min familie, selv om de dybest set ikke handlede om mig.

Det er nogle af den særligt sensitive persons udfordringer. Og styrker, hvis man lærer at bruge dem rigtigt. Det har jeg gjort, og jeg har indrettet mit arbejdsliv og mit sociale liv derefter, og jeg bliver nu kun sjældent overmandet af verden omkring mig. Dejligt! Hvad jeg derimod ikke har luret, er, at de mange infiltrationer i skuldre og nakke, mine søvnproblemer og hyppige hovedpiner hænger nøje sammen med, at jeg er særligt sensitiv.

Ikke før jeg stødte på Linda Primdahl Jensen og hendes afstressende behandling for særligt sensitive. Jeg har ikke tal på, hvor mange sportsmassager og Body SDS-behandlinger jeg har fået i mit liv for at få has på muskelspændingerne i min krop. Sandheden er, at jeg aldrig rigtig har syntes, det var specielt dejligt. Men så fortalte min veninde om en behandling, hun havde fået, hvor man for det første ikke skulle have sit tøj af, hvor intet gør ondt, og hvor intet bliver hevet i. Og som rent faktisk virker. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men jeg bestiller alligevel en tid.

Særligt sensitiv med hyperaktivt nervesystem

Inden behandlingen spørger Linda Primdahl Jensen nøje ind til, hvad jeg gerne vil have ud af behandlingen, og hvilke behandlinger jeg har prøvet før. Hun synes ikke, det lyder skørt, da jeg fortæller, at jeg ofte er gået fra en massagebriks og har følt mig endnu mere anspændt end før.

– Det skyldes, at den særligt sensitive har et hyperaktivt nervesystem, som sanser meget mere end andre mennesker. Derfor føles berøringer og smerte mere voldsomt, og hvis du samtidig har frosset lidt, hvis olien har duftet for stærkt, eller hvis musikken har været distraherende, får dit nervesystem ikke den ro, det kræver for at komme i dyb afspænding, fortæller hun.

Linda Primdahl Jensen er selv særligt sensitiv, og hun forklarer, at hun har arbejdet med fænomenet i flere år. Og at hun dybest set har skabt en behandling, som hun gerne selv ville have haft, men aldrig har kunnet finde.

– Behandlingen får kroppen til at slappe helt af og fjerner ophobet stress i musklerne. Når folk går herfra, oplever mange for første gang i deres voksne liv, at de er helt afslappede og i fuld kontakt med kroppen, og at de er landet i sig selv.

Behandlingen varer som udgangspunkt en time, hvilket som regel er rigeligt for en person, der er særligt sensitiv, forklarer Linda Primdahl Jensen:

– Den særligt sensitive har et mere fintfølende sanseapparat, som gør, at der ikke skal arbejdes så meget med kroppen, før den tager imod hændernes hjælp.

Efter behandlingen har jeg en dejlig varm og summende fornemmelse i hele kroppen. Jeg er også meget sulten og tørstig, og Linda Primdahl Jensen forklarer, at det er helt naturligt. Hun forbereder mig på, at det kan vare resten af dagen, og at mit energiniveau kan svinge en del.

Therese Glahn: Jeg er særligt sensitiv hvad angår uretfærdigheder

Tag testen

ER DU SÆRLIGT SENSITIV?

1) Jeg er opmærksom på detaljer og nuancer i mine omgivelser.

2) Andre menneskers humør påvirker mig.

3) Jeg er tilbøjelig til at være meget følsom over for smerte.

4) Jeg kan have brug for at trække mig tilbage fra folk i løbet af stressede dage.

5) Jeg er særligt sensitiv over for virkningen af koffein.

6) Jeg bliver let overvældet af ting som klart lys, stærke dufte, grove tekstiler eller lyden af en alarm eller ambulance.

7) Jeg har et rigt indre liv.

8) Jeg føler ubehag ved høje lyde.

9) Jeg bliver dybt berørt af kunst og musik.

10) Jeg er samvittighedsfuld.

11) Jeg bliver let forskrækket.

12) Jeg bliver let bragt ud af fatning, når jeg har meget at gøre på kort tid.

13) Når andre føler sig utilpas i de fysiske omgivelser, har jeg ofte en fornemmelse af, hvad der kan få dem 
til at føle sig bedre tilpas.

14) Jeg bliver generet, når mange mennesker forsøger at få mig til at gøre mange ting på en gang.

15) Jeg anstrenger mig for at undgå at begå fejl og glemme ting.

16) Jeg undgår helst voldelige film og tv-udsendelser.

17) Jeg bliver opbragt, når der sker meget omkring mig.

18) Når jeg bliver sulten, får jeg en stærk reaktion, som forstyrrer min koncentration og mit humør.

19) Jeg bliver rystet over forandringer i mit liv.

20) Jeg bemærker og nyder udsøgte dufte, smagsoplevelser, lyde og kunstværker.

21) Jeg forsøger at prioritere mit liv, så jeg undgår oprivende og overvældende situationer.

22) Når jeg skal konkurrere eller bliver observeret, mens jeg udfører en opgave, bliver jeg så nervøs, at jeg gør det langt værre, end jeg ellers ville.

23) Da jeg var barn, mente mine forældre og lærere, at jeg var genert.

DET VISER TESTEN

Hvis du kunne sige ja til tolv eller flere af udsagnene, er du sandsynligvis særligt sensitiv. Hvis kun et eller to udsagn er sande om dig, men i allerhøjeste grad er sande, kan du også have grund til at kalde dig selv særligt sensitiv eller HSP (highly sensitive person). Kilde: ”Særligt sensitive mennesker” af Elaine Aron, www.hsperson.com

5 gode råd til dig,

...DER KENDER EN SÆRLIGT SENSITIV

1. Accepter, at I er forskellige. Særligt sensitive er ikke hysteriske eller overfølsomme. Kræv ikke af dem, at de bliver ligesom dig.

2. Giv særligt sensitive ro. Måske elsker du at shoppe lørdag formiddag, tage i Tivoli fredag aften eller arrangere sommerhustur for alle vennerne. For særligt sensitive kan det være en udfordring med aktiviteter, der byder på mange indtryk. Vis forståelse for, at særligt sensitive måske ikke har samme behov som dig.

3. Nyd godt af særligt sensitives blik for kunst og æstetik. De oplever kunstudstillinger, teaterforestillinger og musik meget intenst, og ofte opfatter de helt intuitivt det smukke og enestående i et kunstnerisk værk. Lad dig inspirere af deres oplevelser og måder at se verden på.

4. Vær stille sammen. Særligt sensitive har brug for at trække sig tilbage for ikke at blive overstimuleret. Lav aktiviteter, som skaber ro – også for dig. I kan måske gå til yoga sammen, meditere, få massage eller bare være sammen uden nødvendigvis at tale.

5. Tilgiv særligt sensitive. Når de bliver overstimuleret, kan de blive meget afvisende, ophidsede og vrede. De vil have brug for at trække sig tilbage og finde ro for at blive sig selv igen.

Kilde: Pyskolog Ted Zeff, drtedzeff.com.

Læs også