Moden kvinde, der smiler og hviler hænderne under hagen
Selvudvikling

Psykologen: Sådan skaber du positive forandringer i hverdagen

30. august 2018
af Hanne Vinther Mikkelsen, redigeret til web
Foto: Panthermedia og Jonna Fuglsang
Forandring fryder, fastslår forskning. Du bliver simpelthen lykkeligere af at gøre noget andet end det, du plejer. Og det behøver ikke at handle om store livsomvæltninger – også små ­forandringer i hverdagen tæller. Få psykologen Camilla Holmsgaards bud på, hvordan du bevæger dig ud af din komfortzone.

Få psykolg Camilla Holsmgaards råd til, hvordan du skaber positive forandringer i din hverdag

Hvis du gør, som du plejer, får du det, som du plejer. Alligevel er de fleste af os fantastisk dygtige til at finde argumenter mod fornyelse. Er det egentlig ikke lidt latterligt, at jeg vil gå til latindans? Hvorfor skifte frisure? Eller vinterbade?

Du kender sandsynligvis selv dét, at små og større forandringer bliver ved tanken. Vores indre vanedyr er den værste modstander, fastslår psykolog og ekspert i personlig udvikling Camilla Holmgaard.

– Vanens magt er meget større, end vi umiddelbart erkender. Jeg møder mange mennesker, som virkelig gerne vil gøre noget nyt og anderledes, men de bliver ved med at gentage mønstre, som enten keder dem eller ikke fungerer.

Biologien blokerer

Der er en videnskabelig forklaring på, hvorfor vanedyret ofte vinder.

– Det er ren biologi, når du lover dig selv at gå i gang med at løbe, men ender i sofaen, som du plejer. Din hjerne er doven, og den blokerer helst for udfordringer og udvikling. Hjernen foretrækker, at du gentager dét, som den er tryg ved.

– Vores urhjerne belønner os altså for at gentage det samme, men det er alligevel ikke umuligt at udfordre den med noget nyt. Hvis det skal lykkes, skal du begynde med at stille dig selv et simpelt spørgsmål, forklarer Camilla Holmgaard:

– Hvorfor? Det er det helt centrale spørgsmål, og du skal svare ærligt. Er forandringen for din egen eller for andres skyld? Desuden skal følelserne i spil.

– Vi træffer beslutninger med vores hoved, men glemmer at have hjertet og følelserne med. Du skal mærke efter og oprigtigt kunne sige: Hold da kæft, hvor det dansegulv bare kalder på mig.

– Når du sætter dig et mål, skal du også kunne se det for dig, siger Camilla Holmgaard.

– Du skal visualisere det. Se dig selv som latindanser, vinterbader, slankere, i nyt job eller bolig, eller hvad du nu gerne vil. Du skal virkelig ville det. Du kan også prøve at se dig selv om ti år, når du har fulgt dine nuværende faste mønstre, og så vurdere, om du vil være tilfreds med det.

LÆS OGSÅ: Fem tips til at skabe forandring i dit liv

Små forandringer tæller også

– Når du først har formuleret dit ønske med følelserne og set det forme sig for dine øjne, skal du tackle endnu en forhindring, forklarer Camilla Holmgaard.

– Nemlig din opdragelse som en samfundsborger, der ikke spilder tid på svinkeærinder.

– Danskerne er enormt rationelt tænkende og effektive i både arbejds- og privatliv. Det kan lukke af for en verden, hvor vi gør noget, som umiddelbart kan virke unyttigt, men det giver resultater på din mentale bundlinje at ruske op i rutinerne, lover psykologen.

– Din hjerne bør pottes om mindst hvert syvende år. Skift jorden og gød med nye udfordringer, oplevelser og vaner. Det åbner for en ny bevidsthed, når du tør gøre noget nyt. Og små forandringer kan også gøre en forskel.

– Supersimple ændringer i hverdagen kan give ny energi. Snup cyklen. Gå en tur i skoven. Spis på en ny restaurant.

Psykolog Camilla Homgaard

Camilla Holmgaard er autoriseret psykolog og ekspert i personlig udvikling. Hun bor i Aarhus med sin mand og to drenge på 10 og 14 år.

Dagligdagens eventyr

Camilla Holmgaard har selv efterprøvet sine råd. Fra de forsigtige til de mere fundamentale fornyelser. Blandt andet besluttede hun at ændre sin morgenrutine, så hun fik lidt mere tid til sig selv.

– Nu står jeg op en times tid før resten af familien, og det frirum nyder jeg.

Hun er også begyndt at bade i havet hver dag og overvejer nøjere, hvad hun siger nej til. For et ja kan åbne døren til et af dagligdagens eventyr.

– Jeg var automatisk ved at afvise det, da jeg blev spurgt om at være frivillig i baren til en koncert. Men det var en fed oplevelse, og jeg mødte nogle skønne mennesker.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i mål med dine drømme

For nylig har Camilla, hendes mand og to drenge også skiftet stort hus og have i forstaden ud med en lejlighed i byen.

– Da jeg begyndte at mærke efter, blev jeg klar over, at min krop og sjæl kaldte på mere simplicitet. Min erfaring er, at når man først tør åbne op for forandring, fører det mere med sig.

Ifølge Camilla Holmgaard er nøgleordene beslutsomhed og motivation, når du skal gøre tanke til handling.

– Vi bruger meget energi på at knibe udenom. For ud over den biologiske forklaring kan det også handle om magelighed. Vi orker ikke lige i dag. Men så tag ét lillebitte skridt ad gangen.

LÆS OGSÅ: 7 tips til at lære at tackle din frygt, når tingene forandrer sig

Psykologens fem råd:

  • Hvis du skal prøve noget nyt, så begynd med at tænke grundigt over, hvad du savner, eller hvad der kan gøre dig gladere.
  • Spørg dig selv:
  • Hvorfor vil jeg gøre noget nyt?
  • Visualisér dit ønske, og hav fokus på målet. Se dig selv til en ny fritidsinteresse, på et nyt rejsemål, på deltid, i nyt job, som single, slankere, eller hvad du nu overvejer.
  • Du skal ikke forandre hele dit liv på fem minutter. Tag ét skridt ad gangen.
  • Husk, at små forandringer i hverdagen også tæller.

Du bliver lykkeligere:

Videnskabelige undersøgelser viser, at nye oplevelser kan gøre dig lykkeligere. Den amerikanske psykiater og adfærdsforsker C. Robert Cloninger har sammen med sit forskningsteam i Washington fulgt 2.000 voksne mennesker igennem 10 år. Her kunne de fastslå, at de forsøgspersoner, der i høj grad havde lysten og trangen til at opleve nyt og møde nye mennesker, langt oftere definerede deres liv som godt sammenlignet med de øvrige forsøgspersoner. Blandt andet fordi forandringer og nye oplevelser i det lange løb førte til udvikling og konstant bevægelse på det personlige plan.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også