Selvudvikling

Pernille og Zuzan fandt modet og opsøgte deres fortid

Ryd op i din fortid. Hvis du har svært ved at slippe tanken om at kontakte en tidligere relation, er det vigtigt, du først tænker igennem, for hvis skyld du gør det. Mød Pernille og Zuzan, der begge fandt modet og opsøgte deres fortid.

Pernille blev genforenet med sin faster efter 40 år

Nu måtte hun gøre noget ved den tanke, hun havde gået med i flere år, for tænk, hvis det pludselig var for sent. Det var sådan, Pernille Rasmussen havde det, da hun besluttede at opsøge sit eneste familiemedlem, nemlig sin faster.

Pernille Rasmussen er 47 år, erhvervspsykolog og stressekspert. Da hun er 10 år, forlader hendes far familien, og hun mister kontakten til både ham og hans familie. Pernilles livssituation er anderledes end de flestes: Hun har i dag ingen biologisk familie omkring sig, begge hendes forældre er døde, og hun har ingen børn, søskende, fætre eller kusiner. Der er kun denne faster, som med jævne mellemrum dukkede op i hendes tanker.

– Men det spørgsmål, der også følger med, er ”hvorfor?”. Hvorfor skal jeg kontakte hende, og hvad skal formålet være? Jeg havde det jo godt, og det var også gået godt uden hende i alle de år. Grunden til, jeg alligevel overvejede det, var, at jeg som barn virkelig godt kunne lide hende, og samtidig ville hun formentlig også kunne give mig nogle svar på de spørgsmål, jeg har om min far og min opvækst.

– Min far døde, da jeg var 18 år, og min faster er den eneste, der ved noget om hans liv. Min tøven handlede om, at jeg var bekymret for at rippe op i det med min far og i de ting, der var svære. Desuden vidste jeg jo heller ikke, hvordan jeg ville blive modtaget af hende.

 

 

På spontant besøg

Efter mange overvejelser beslutter Pernille sig for at søge efter sin faster. Hun ved, at fasteren har en tøjbutik i Odense, men finder hurtigt ud af, at den er lukket. Efterfølgende søger hun på nettet, men finder ingen adresse, så hun forsøger i stedet at kontakte en af butikkerne over for fasterens tidligere butik.

– Det er jo ren ”Sporløs”, siger Pernille og griner.

Det viser sig, at butiksejeren kender hendes faster og kan give et tip, så hun kan finde adressen. Pernille beslutter sig for bare at dukke op. Så en dag, hvor hun er i Århus og skal hjem til København, står hun af i Odense og begiver sig ud til en villavej i udkanten af byen.

– Jeg bliver nervøs og tænker over, hvad jeg har gang i. Jeg får en masse flashbacks fra min barndom og overvejer at vende om, men en stemme inden i mig siger, at jeg skal gennemføre det. Da jeg når frem, ser jeg, at hoveddøren står åben.

Pernille fortæller videre, at hendes faster kommer, da hun ringer på døren, og at hun sagtens kan genkende hende.

Da Pernille Rasmussen ikke havde noget familie tilbage, besluttede hun at opsøge sin faster, som hun ikke havde set i 40 år. I dag har det fået en meget nær relation.

 

– ”Hej, det er Pernille”, siger jeg, og så kan jeg ikke huske mere. Vi taler i munden på hinanden. Hun bliver glad for, at jeg er kommet, og hun fortæller mig senere, at jeg får vandet græsplænen den dag, fordi jeg græder så meget. Oplevelsen er følelsesmæssig vild. Det er meget rørende, men også surrealistisk at stå med et familiemedlem, jeg ikke har set i 40 år, men som jeg alligevel føler mig forbundet med i løbet af to sekunder. Vi ligner hinanden, vi har den samme humor, og vi taler sammen, som om vi har kendt hinanden altid.

LÆS OGSÅ: Gitte forsker i sin slægt: "Det er en umådelig gåde"

 

En ubetinget kærlighed

Det viser sig, at timingen er perfekt. Pernilles faster har som 77-årig afhændet sin butik, og hun har nu tid til at være sammen med Pernille. I de fire måneder, der er gået, siden Pernille tog kontakt, har de nået en masse, selv om de bor langt fra hinanden: Fasteren har holdt velkomstmiddag for Pernille, de har overnattet hos hinanden, haft loppemarked sammen, set Cirkusrevyen, spist i Nyhavn og været til hinandens fødselsdage.

– Jeg har tænkt over, hvorfor jeg ikke gjorde det noget før, men jeg tror ikke, jeg var klar til det, for det er en modningsproces. Min mor døde for syv år siden, og tanken om at kontakte min faster var der ikke rigtig, da hun levede. Den dukkede op, da jeg pludselig stod uden familie.

Pernille fortæller, at mødet med hendes faster har betydet mere for hende, end hun havde forestillet sig.

– Vi mennesker har brug for en fortælling om os selv uden for mange uafklarede spørgsmål. Hvis vi ikke har svar, skaber vi måske en historie, der er forkert. Og mødet med min faster har ændret min oplevelse af mig selv. Jeg fik for eksempel at vide, at min faster og onkel var blevet ved med at sende gaver til mig, som de dog fik retur af min mor. De ville altså gerne have haft kontakt med mig. De fortalte mig også, hvor glade de havde været for mig, da jeg var lille. Jeg har haft mere kærlighed omkring mig i mit barndomsliv, end jeg selv kan huske.

– Jeg har i mit voksne liv altid haft et godt netværk, men man skal ikke underkende betydningen af familierelationer. For et år siden tænkte jeg, at ”jeg har mange tætte venner, veninder og en kæreste, og det er fint”. Men familiekærlighed er en ubetinget form for kærlighed. Det var en vild oplevelse at blive mødt af en, der var vild med mig, som jeg var, siger Pernille.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du få en lækker Södahl plaid i velkomstgave

 

Zuzan opsøgte sin gamle klassekammerat

Det er ikke en særlig køn historie, jeg kan fortælle, og det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af.

Sådan starter Zuzan Linnet Degani, da hun går i gang med at fortælle, hvad der skete, da hun besluttede sig for at opsøge en klassekammerat, hun ikke havde behandlet godt i sin skoletid. Når hun træder frem, er årsagen, at hun gerne vil inspirere andre til at gøre noget ved det, der nager dem.

Zuzan er 45 år, coach, mentor og foredragsholder. Og så er hun desuden gift og mor til tre børn. I takt med at hendes børn vokser op og kommer i skolealderen, tænker hun over, hvad der skal til, for at børn trives, og hvilke konsekvenser det kan have for dem senere i livet, hvis de bliver udsat for mobning.

– Det slår mig, hvor hæsligt jeg selv ville have det, hvis mine børn blev mobbet, og jeg begynder at tænke på en pige, jeg ikke behandlede særlig pænt i min egen skoletid.

Dengang gik Zuzan i klasse med en pige, som hun mobbede. Pigen har spanske forældre, mange brødre og boede i et Pippi Langstrømpe-agtigt hus. Hun var anderledes og et let offer, da hun havde svært ved at stå op for sig selv, forklarer Zuzan.

– Jeg var en ledertype, og jeg mobbede hende verbalt. Jeg kan ikke huske, hvad jeg konkret sagde, men jeg ved bare, at jeg talte rigtig grimt. Jeg kommenterede hendes tøj og dét, hun sagde, og så inkluderede jeg hende ikke i det sociale. Pyh, jeg kan blive helt dårlig af at tænke på det.

LÆS OGSÅ: Kristina var mor til fem og gift på 20. år, da hun forelskede sig i sin ungdomskæreste

 

Gav en undskyldning

For halvandet år siden er Zuzan i et forløb hos en coach. Her kommer de ind på, om der er nogen, som Zuzan skylder en undskyldning. Og jo, det er der.

– Det er ikke en rar erkendelse, at jeg har trådt godt og grundigt på min klassekammerat. Den adfærd, jeg havde, kunne potentielt set have skadet hende i et ret stort omfang. Det er det, der er min drivkraft. Jeg er nødt til at gå tilbage. Jeg er som type drevet af lykke og af at have det godt, og det at skulle gå tilbage og undskylde min opførsel er ikke let. Jeg er ude af min komfortzone, men jeg er nødt til det. Jeg har lovet mig selv at være tro mod mine kerneværdier – og en af dem er at være autentisk og stå ved den, jeg er.

Zuzan skriver til sin gamle klassekammerat og spørger, om hun har lyst til at mødes til en kop kaffe. Hun skriver samtidig helt bevidst, at der er noget, hun gerne vil sige til hende.

– Jeg ved, at jeg må forpligte mig. Hvis jeg på dagen ikke selv har mod til at sige det, vil hun sandsynligvis spørge, hvad det var, jeg kom for at sige.

Klassekammeraten inviterer Zuzan ud til den virksomhed, hun ejer sammen med sin mand. De har ikke set hinanden i næsten 30 år, så Zuzan har taget blomster med. Klassekammeraten sidder på parkeringspladsen og venter. Indenfor har hun dækket op med kaffe, sodavand og kager.

– Tænk engang at blive mødt på den måde, når man har opført sig så nederdrægtigt. Hun er rigtig sød, hun viser mig rundt, og hun fortæller. Jeg er lyttende og forsøger samtidig at finde ud af, hvor hun er i dag. På et tidspunkt siger jeg, at jeg er kommet, fordi jeg har brug for at fortælle hende, hvor forfærdelig ked af det jeg er over, at jeg mobbede og drillede hende. Jeg fortæller, at jeg har tænkt meget på det, og at jeg angrer det, jeg gjorde.

– Hun står stille, kigger på mig og siger så: ”Jamen jeg var nok heller ikke helt nem at omgås. Jeg fortalte røverhistorier”. Det kunne jeg godt huske, men siger straks til hende, at i min verden er det ikke nogen undskyldning for min adfærd. Hun siger tak til mig, fordi jeg undskyldte, og vi giver hinanden et kram, før jeg kører. Da jeg sidder i bilen, banker min puls, men jeg mærker også en ro og en stolthed, fordi jeg har været autentisk og ærlig.

Det er nu et år siden, de mødtes, og efterfølgende har de også haft kontakt med hinanden. Blandt andet blev Zuzan og hendes familie inviteret til en grillaften.

LÆS OGSÅ: "Efter min mors død havde jeg det, som om jeg havde overlevet en livstruende situation"

 

En bedre smag i munden

– Det har været en kæmpe læring at stå ved, at jeg har trådt i spinaten. Jeg synes, det er vigtigt at kunne sige: ”Det er jeg fandeme ked af. Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?”.

Det spurgte Zuzan sin klassekammerat om, og hendes svar var: "Ikke noget, men tusind tak, fordi du sagde det". Zuzan forklarer:

– Det har været vigtigt for mig at lægge mig fladt ned og give min klassekammerat muligheden for at træde i karakter og sige, hvis der er noget, jeg kan gøre. Det er i mine øjne en bevidst og ansvarlig måde at kommunikere på.

– Den dårlige samvittighed, jeg har båret på, er forløst. Jeg tænker over, hvem vil jeg være, og hvad vil jeg være en rollemodel for. Jeg er nødt til selv at gå vejen, ellers er det bare tomme ord, og det kan hverken jeg eller andre bruge til noget. Det flytter noget, når vi handler, og det gav mig også en bedre relation til mig selv. Jeg vil fra min inderste kerne opfordre andre til at tage skridtet og handle ansvarligt, selv om det er svært. Man får en bedre smag i munden, og det giver en indre ro at være ærlig og stå ved den, man er – eller har været, siger Zuzan. Når vi vil rydde op i vores fortid, handler det dybest set om, at vi vil skabe fred i vores hjerte. Men spørgsmålet er, hvordan vi bedst gør det. Nogle gange skaber vi faktisk mest fred ved at arbejde med vores egne følelser. Andre gange skaber det mest indre ro at opsøge det menneske, som bliver ved med at dukke op i baghovedet, siger relationscoach og sociolog Lone Lund Jørgensen.

Hun foreslår derfor, at man til at begynde med går i enrum med sig selv og tænker over, hvad det egentlig er, man vil. Hun understreger, at graden af refleksion naturligvis handler om, hvilken type relation det drejer sig om. Ønsker man at opsøge et menneske, fordi man vil lette sit hjerte eller har brug for at få renset luften? Eller er det mere lystbetonet: Man vil for eksempel gerne have fat på en sød kollega, man mistede kontakten med.

LÆS OGSÅ: Din placering i søskendeflokken: Dét fortæller den om din personlighed

 

Ekspertens bedste råd: 

Find formålet: Det er vigtigt at gøre klart for dig selv, hvad det vil give dig, og hvilket formål du har med at tage kontakt til en tidligere relation. Dit formål skal være vigtigere end din frygt og dermed være din ledestjerne, så det kan løfte dig ud af din frygt. 

Føl frygten – og gør det -alligevel: Frygten vil være der under alle omstændigheder. Hvis du mærker frygt og hjertebanken, er det et tegn på, at det, du står overfor, er vigtigt. Træk vejret, og tillad frygten at være der. 

Vær åben for resultatet: Du ved ikke, hvordan det ender, men det er en succes ligegyldigt hvad, fordi du gjorde noget ved det, der kaldte i baghovedet.

Læs mere om: