Annonce
Selvudvikling

Lene er født blind: "Jeg har et godt liv og husker at leve det"

Der er nemt til smil og latter hos Lene Fritzbøger Andersen, og det kan hendes synshandicap ikke ændre på. Den aktive kvinde har førerhunden Ronja ved sin side, og så trækker hun på andres syn, når hun skal have et ærligt råd.

Giver det mening at gå i biografen eller rejse, når man er blind? Kan man være forfængelig, når man ikke kan se sig selv i spejlet? Må andre egentlig ae en førerhund …? 

Jo, spørgsmålene kan hobe sig op, og på visit i Lene Fritzbøger Andersens hyggelige hjem i Espergærde får man kvalificeret svar. Alt står snorlige, møbler bliver undveget med stor præcision, og Ronja, hendes førerhund, ligger trofast ved hendes side.

- Du skal dog ikke begynde at flytte rundt på noget, lyder det muntert ude fra køkkenet, da hun laver teen, der ligeledes bliver skænket med sikker hånd.

Selvstændighed og knubs

Lene, 52, er født med grøn stær og har et sjældent syndrom, Axenfeld-Rieger. Hun har desuden et kunstigt øje. Hun har aldrig kunnet se andet end mørke, lys, skygger - og farver, hvis de er meget tæt på. 

Kigger man ud i den velholdte have, er det ældre ægtepar, der går rundt og luger, en af grundene til, at Lenes liv på flere områder ikke har adskilt sig væsentligt fra andre normaltseendes. Det er Lenes forældre, Eva og Gunnar.

– Jeg er taknemmelig for, at mine forældre har sat krav til mig og forventet noget af mig, f.eks. at jeg tog en uddannelse og fik et job. Jeg har både cyklet, stået på skøjter og sejlet med dem. Jeg har fået lov til rigtig meget, og det har både givet mig selvstændighed og knubs. Jeg kom også på en kommuneskole og siden på gymnasiet i stedet for på en blindeskole, fortæller Lene. 

– Jeg er nok typen, der ser glasset halvt fyldt, og jeg synes, jeg har et godt liv - og husker at leve det, siger Lene, der er uddannet engelsk-spansk korrespondent.

Lige før Lene efter endt uddannelse tog på højskole på Ærø, skete der noget epokegørende i hendes liv: Hun fik sin første førerhund. Det er ikke noget, man bare får, for der er mange krav, der skal opfyldes, før man kan kalde sig førerhundebruger.

At komme sikkert frem

Lene ved mere end andre om den udredningsproces, man skal igennem for endelig at få sin firbenede hjælper. Hun er nemlig i dag ansat i førerhundeordningen i Dansk Blindesamfund som blindefaglig konsulent. 

– Man skal have en alder, hvor man kan tage vare på en hund, og ens syn skal være dårligt nok, så man ikke kommer til at overtage føringen fra hunden. Desuden skal man have mulighed for at komme på gaden, så hunden bliver luftet. Man skal have besøg af Førerhundeordningen, så vi kan vurdere både hjemmet og behovet, og der vil også være kurser hos os. Endelig skal man også kende sine ruter godt. Det er mig som førerhundebruger, der ved, hvor jeg skal hen, og min førerhund, der sørger for, at jeg kommer sikkert frem: Førerhundebrugerne er GPS’en, hunden er chaufføren, forklarer Lene. 

Min ene halvdel

Selv betegner hun sine førerhunde gennem tiden, nu Ronja, som sin ene halvdel. 

– Der mangler noget, hvis ikke jeg er sammen med Ronja. Bare her nede ved fødderne, hvor jeg lige kan ae hende. Det er et kæmpe makkerskab. Og det er os to sammen i et fedt samarbejde, der giver den mest fantastiske følelse. Og gør mit liv langt mindre ressourcekrævende. 

Og så kommer svaret på, om vi andre egentlig må give Ronja opmærksomhed:

– Ja, når hun ikke har selen på. Når hun bare er her, ville hun blive ked af det, hvis ikke du aer og leger med hende. Jeg var en dag i et supermarked med hende og hørte en kvinde sige: ”Nååh, hvor er du en sød hund! Jamen, jeg ved jo godt, jeg ikke må snakke med dig …” Så sagde hendes mand: ”Hvorfor fanden gør du det så?” Der var jeg færdig af grin. Et godt råd: Spørg altid ejeren, inden du kontakter en førerhund, uanset om den har sele på eller ej.

Man bruger især retrievere og schæferhunde til førerhunde. En færdiguddannet førerhund kan hele 34 forskellige kommandoer. Læs mere om Dansk Blindesamfunds arbejde med førerhunde her.

Biograf og pilates

Lene er en aktiv kvinde. Særdeles aktiv. Ud over at passe sit fleksjob, går hun til reformer-pilates to gange om ugen og spiller show-down, som er en slags bordtennis og airhockey for blinde. Hun nyder også at ses med venner. De går til koncerter og i biografen - og hvordan en sådan oplevelse hænger sammen med at være blind, forklarer Lene gladeligt: 

– Nogle film og tv-serier er der lavet synstolkning på, dvs. der kører et lydspor ved siden af, der fortæller, hvad der sker både i handling og stemning. Før en biograftur downloader vi en app, der hedder Movie Reading, hvor man kan hente lydspor til de danske film, der er synstolket. De to lydspor bliver så synkroniseret. Så vi sidder med høretelefoner og lytter, mens filmen spiller og kan både høre selve lydsporet fra filmen og synstolkningen. På den måde kan jeg både gå i biografen med andre blinde og med seende.

Der skal være ærlighed

Hun er typen, der ser muligheder frem for begrænsninger. Og rækker hånden ud, når egne evner ikke rækker. Med matchende sæt tøj og fine smykker er det nærliggende at spørge, om man kan være forfængelig som blind. 

– Det er ikke nemt, og jeg er nok snarere praktisk anlagt. Det er svært at kende sin stil, når jeg aldrig har set mig selv, men jeg allierer mig med en veninde eller min mor. Min veninde kan sagtens finde på at sige: ”Dét der får du simpelthen ikke lov til at købe”. Der skal være en ærlighed, for de er mine øjne. Men hvis jeg kunne se bare en dag, ville jeg cykle en lang tur, kigge på mennesker og så ville jeg ose i butikker. Bare at kunne blive inspireret… 

"Det har jeg da folk til!"

Det med at bruge andres øjne, drager Lene ofte nytte af. Hun elsker nemlig at rejse.

– Allerede med mine forældre rejste jeg meget, bl.a. til Kina og Rusland. Og så har jeg været på vandreture i Schweiz, Irland og på Bornholm med andre blinde. Vi er fire synshandicappede, der har været på Tenerife med to førerhunde flere gange. De seende i gruppen fortæller mig, hvad vi ser, og så mærker jeg på og sanser alle ting, fortæller Lene og kommer så til at grine: 

– Jeg kan huske en mand i den grupperejse, mine forældre og jeg var på til Kina. Han prøvede at være lidt kæk og sagde til mig i flyet hjem: ”Jah, du fik jo ikke set så meget på denne her tur”, og så røg det ud af mig: ”Nej, det har jeg da folk til.”

Hver dag mister 6 danskere synet

Dansk Blindesamfund er en interesseorganisation for mennesker med synshandicap, som er opbygget og ledet af mennesker, der er blinde eller stærkt svagsynede. De uddanner bl.a. førerhunde, og her kan din donation gøre en forskel. Hvert år udgiver Dansk Blindesamfund en hvalpekalender med kommende førerhundehvalpe. Støtter du Dansk Blindesamfund får du automatisk kalenderen hvert år. Du kan også få kalenderen og støtte deres arbejde ved at sende en SMS til 1217, hvor du skriver ‘HVALPE’, så donerer du 150 kr. og får mulighed for at få kalenderen tilsendt. Se mere her. 

 

Læs mere om: