Selvudvikling

Kristina er clairvoyant: ”I mange år følte jeg det som en forbandelse”

Kristina Fjeldgaard Thorsen har altid haft clairvoyante evner, men i mange år gjorde hun alt, hvad hun kunne, for at fortrænge sine oplevelser og klarsyn. Først da hun i midten af tyverne blev syg af kræft, gav hun sig hen til det spirituelle univers.

Stereotypen på en spåkone er en sorthåret sigøjner med store guldøreringe, der spår om din fremtid i en krystalkugle. Men det er meget fjernt fra den moderne udgave af en synsk kvinde i skikkelse af Kristina Fjeldgaard Thorsen.

– Der er stadig folk, der ser det som markedsplads-underholdning. Selv om der er kommet en langt større anerkendelse af spirituelle evner, har jeg mødt mange fordomme. Jeg er blevet opfattet som mildest talt mærkelig, når jeg fortæller, at jeg er clairvoyant.

47-årige Kristina har en klinik ved Randers, hvor hun giver sine kunder vejledning ved hjælp af klarsyn eller kort. 

I mere end 20 år har Kristina arbejdet som clairvoyant og tarotkort-læser ved siden af sit almindelige job hos fagforeningen HK. Umiddelbart kan hendes verdslige og spirituelle verden virke uforenelige.

– Det kan virke som en kontrast, men i virkeligheden komplementerer de hinanden smukt. Både som medlemsrådgiver og spirituel coach bruger jeg min intuition og indlevelsesevne. Det er den instinktive fornemmelse for andre mennesker, der er afgørende, når jeg skal hjælpe, uanset deres situation. 

Legede med de afdøde

Tidligere talte Kristina ikke højt om sine særlige evner. Tværtimod tav hun i mange år.  Hun har ellers vidst, siden hun var lille pige, at hun havde uforklarlige evner til at se, mærke og høre noget, som andre ikke kunne.

– Første gang, jeg oplevede det, var jeg omkring otte år. Jeg var ude for at lege om aftenen, da jeg tydeligt hørte skridt lige bag mig. Da jeg vendte mig om, var der ikke nogen, men skridtene blev i mange år ved med at følge mig, hvor jeg gik hen.

Forældrene troede, deres lille pige legede, at hun havde en usynlig ven, som mange andre børn gør. Men Kristina talte og legede med de afdøde, som befolkede hendes bevidsthed.

– Jeg troede jo, det var noget, som alle gjorde. Jeg oplevede også tit klarsyn – både om, hvad andre havde gjort eller ville gøre, og hvad der ville hænde dem i fremtiden. Det var først, da jeg blev lidt ældre, at jeg fandt ud af, at det var bedst at lukke ned for de evner, eller i hvert fald ikke snakke om dem.

 

LÆS OGSÅ: Bettina er engleformidler: "Jeg har fået lys og kærlighed lukket ind i mit liv" 

Sygdom blev vendepunkt

I årene derefter kæmpede Kristina med at acceptere, at hun havde oplevet, at der kunne være mere mellem himmel og jord.

– Jeg følte det mest som en forbandelse, som jeg brugte mange kræfter på at fortrænge. Jeg ville bare gerne være som alle andre.

Først da Kristina blev syg af kræft som 25-årig, kunne hun ikke længere undertrykke sin længsel efter at give sig hen til det spirituelle univers.

– Jeg fik behov for at være mere tro mod mig selv og for at dyrke det åndelige og de nære menneskelige relationer. Det var i den tid, jeg lærte at se mine evner som en gave.

I dag bruger Kristina tarotkort i sine seancer. Men egentlig behøver hun dem ikke. Kortene er bare konkrete formidlere af hendes klarsyn, som hun forklarer det:

– Jeg ved allerede, hvad kortene vil vise, inden jeg trækker dem. Jeg har set svaret som et indre billede, og kortene bekræfter det egentlig bare. Men det kan gøre det lettere for andre at forholde sig til, når det bliver vist i fysisk form.

Kristina Fjeldgaard Thorsen vejleder kunder via telefonen, på Facebook, hjemme hos sig selv og på helsemesser.  Hun sætter en tyk streg under, at der ikke er tale om spådomme om fremtiden.

– Nogle tror, jeg forudsiger udsagn om, at ”du møder en høj, mørk mand om tre måneder og vinder en kæmpegevinst i lotto”. At få lagt tarotkort er ikke en specifik forudsigelse af, hvad der vil hænde. Kortene kan give vejledning om, hvilken vej du skal vælge, når du er i tvivl om både små og store spørgsmål i dit liv.

Størstedelen af kunderne, som søger Kristinas vejledning, er modne kvinder.

– De står ved en skillevej i livet, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Nu har de fået tid og lyst til at se indad og fremad. Det er tit meget konkrete spørgsmål, som kvinder på 40+ har, især om kærlighed, knas i parforholdet, karriere og familierelationer.

I den seneste tid har Kristina også oplevet, at tarotkort-læsning og clairvoyance er blevet en trend blandt helt unge kvinder.

 – I det hele taget mærker jeg en meget stor interesse. Derfor har jeg netop startet en spirituel kvindegruppe. Det er både unge og ældre kvinder med forskellig baggrund, som synes, det er et spændende univers at gå på opdagelse i. Jeg tror, det skyldes, at mange har behov for at flytte deres fokus fra det ydre og materielle til de indre værdier, mener Kristina Fjeldgaard Thorsen.

 

LÆS OGSÅ: Filosoffen: Derfor er kvinder mere spirituelle end mænd

Om tarot­kort og clair­voyance:

Et sæt tarotkort består af 78 kort. Tarotkort er delt op i to kategorier, som kaldes for den store og den lille Arkana. Hvert kort repræsenterer forskellige aspekter af livet.

Clairvoyance er sammensat af to franske ord, "clair" og "voir", som betyder ”klar” og ”se”. En person med clairvoyante evner kan kommunikere med den åndelige verden.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Fakta om Kristina:

  • Kristina Fjeldgaard Thorsen, 47 år
  • Bor i Råsted ved Randers
  • Tarotkort-læser, clairvoyant og regressionsterapeut, prinsesse-slottet.dk
  • Uddannet markedsøkonom og arbejder som rådgiver hos HK
  • Gift, mor til tre døtre og to bonusbørn

Læs mere om: