https://imgix.femina.dk/media/7d9abd456254495f9a7f8398f356d332.jpg
Selvudvikling

Hvilken frygtstrategi har du?

16. februar 2012
af Kirsten Beyer
3 frygtstrategier, som vi alle mere eller mindre bevidst benytter os af, og som kan forhindre os i at nå vores mål.

I sit arbejde med begrebet »frygt« har forfatter, foredragsholder og coach Anja Vintov indkredset tre frygtstrategier, som vi alle af og til, i større eller mindre omfang og mere eller mindre bevidst, benytter os af.

Her er 3 af egoets frygtstrategier, som kan forhindre os i at nå vores mål.

Egoets frygtstrategier

Anklageren
Er typisk den brokkende type, som anklager andre for, at hun eller han ikke opnår det ønskede. Det er altid mandens, chefens eller kollegaens skyld. Anklagerens facon kan lægge en dæmper på den gode energi i relationer og venskaber.

Når man har travlt med, hvad andre gør, behøver man ikke se sin egen frygt, utilstrækkelighed eller udviklingsmuligheder i øjnene. Anklageren havner ofte i en offerrolle og formår ikke at tage ansvar for sine egne behov.

Perfektionisten
Overkontrollerer for ikke at fremstå som en fiasko. Gør alt for, at der ikke er en finger at sætte på hans eller hendes arbejde.

Perfektionisten ender ofte i en martyrrolle - for kan andre ikke gøre det godt nok, så må jeg jo selv - og knokler ofte langt mere, end sundt er.

Lurepasseren
Holder sig på den sikre side. Går ofte noget af vejen, men holder altid en kattelem åben. Finder tit på årsager til ikke at kunne komme i mål, for på den måde at overbevise sig selv om, at havde der f.eks. været tid, var det også lykkedes.

På den måde kan lurepasseren holde fiaskofølelsen fra døren. Problemet er, at lurepasseren aldrig når helt i mål med sine projekter og derfor heller ikke høster den fulde tilfredsstillelse. Lurepasseren kan frygte både fiasko og succes.

Kilde: Anja Vintov

Læs også