brok
Selvudvikling

Brok dig mere - og få det bedre

Ikke mere brok! Eller måske netop mere brok. Er du sådan én, der beklager dig med jævne mellemrum? Fortsæt endelig! At brokke sig – af og til – er sundt.

Brok, brok, brok… Klager og klynker du af og til – og får det dig til at føle, at du er et dårligt menneske? Tag det roligt, det er lige modsat.

Livet er aldrig helt o.k. Nogle gange er det bare mindre ikke-okay. Det betyder, at der faktisk altid er et eller andet, man kan brokke sig over. Det egentlige problem er, at vi bliver presset til at lade som om, livet ikke er hårdt. Vi forventes at svare ”Det går godt”, når folk spørger os, hvordan det går. Sådan skriver den amerikanske psykolog Barbara Held i bogen ”Stop Smiling, Start Kvetching”.

Ved at give os selv lov til også at have fokus på det negative – og at beklage os over det – kan vi faktisk hjælpe os selv med at håndtere livet, når det er hårdt.

Friheden til at beklage sig kommer fra evnen til at se virkeligheden i øjnene og acceptere, at livet er svært ind-
imellem. Det skaber ifølge Barbara Held en værdighed, som står i kontrast til den konstante positive indstilling, som hævder, at der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlige klæ’r.

Jo, vejret er rigtig dårligt somme tider! Og når det er, kan det være rigtig befriende at få lov at brokke sig over regnen og blæsten, mens man sidder indenfor med en kop varm te og en knitrende ild.

– Vi må generobre retten til at klage, også selv om det ikke fører til positive forandringer, forklarer hjerneforsker Katarina Gospic.

Brok kan gøre dig stærkere

Undertiden kan brokkeri også lede til virkelig positive forandringer af dårlige forhold – på arbejdet, i forhold, i samfundet. Og vi kan føle os mindre udsatte, når vi fortæller andre om ting, der ikke fungerer – og får anerkendelse tilbage. Det skaber tryghed, styrke og fællesskab.

Læg også mærke til, at brok ofte er udadrettet: Vi klager over politikerne, vejret, maden. Selvfølgelig påvirkes vi negativt, hvis vi i lang tid dvæler ved ting, der er sket for mange år siden, eller konstant fokuserer på noget, der ikke fungerer godt nok og ting, vi savner. Det er fordi, at det, vi ofte tænker på, har en tendens til at fylde mere i vores tanker. Det bliver ligesom motorveje. Jo mere opmærksom vi er på alt det negative, jo mere negativt føles det. Det er med til øge stressniveauet i hjernen og kroppen og forværrer vores relationer. For der er ingen, der orker at høre på brok konstant.

Men der er stor forskel på at dvæle et øjeblik – og så at klage konstant over ting, der er svære for os.

 

LÆS OGSÅ: Kender du nogen, der brokker sig for meget?

Det er en myte, at brokkeri er skadeligt

For ikke så længe siden ramte en stribe af artikler diverse avis-hjemmesider og sociale medier med budskabet om, at ”brok skader hjernen”. En påstand, der overhovedet ikke findes belæg for. Forskningen, der henvises til i artiklerne, er en tolv år gammel undersøgelse om træthedssyndrom, som bygger på dyrestudier – og på teorien om, at træthed fører til dårligere regenerering af nerveceller i visse dele af hjernen. Det har med andre ord ikke spor at gøre med ”klynk” eller ”klager”.

I stedet for er det sandsynligvis lige modsat! Det er velgørende og afstressende at give sig selv lov til at klage løs af og til.

Læg mærke til, at den falske tese om, at det skulle være dårligt eller til og med farligt at brokke sig, antyder, at det er os selv, vi skal ændre på, når noget ikke fungerer.

Men det er ikke alt, der handler om vores egen motivation og indstilling. Det er mindst ligeså tit de ydre omstændigheder omkring os, der krakelerer, når vi udsættes for for høj arbejdsbelastning på jobbet, er arbejdsløse og urolige, syge, trætte…

Så at opfordre til mindre brok, bliver som et dobbelt slag i ansigtet.

Der er meget i livet, som vi ikke har magt til at påvirke og forandre. Hvis vi kan acceptere, at tilværelsen er hård i perioder,og give os lov til at klage over, at tingene er, som de er, så behøver vi ikke lægge en masse energi i at være påtaget positive. Og det gør os mere rolige.

– Alt kan ikke fikses, og alt kan ikke omsættes til positiv lykke. Der findes andre holdninger i livet, som værdighed og virkelighedsopfattelse, som er værd at stræbe efter. En del kan du måske ændre på, når du har accepteret det, men en del af det negative er sikkert kommet for at blive. Accepter det. Og det er o.k. at klage og kritisere, opfordrer Katarine Gospic.

Læs mere om: