Anne Zibrandtsen
Selvudvikling

Anne tog på solo-roadtrip gennem Europa

Anne Zibrandtsen fik nok af en kalenderstyret hverdag. Hun tog orlov fra sit lederjob, og i langsomt tempo kørte hun Europa tyndt i sit gamle folkevognsrugbrød. Hun opfordrer os andre til at gribe nuet og gøre noget ved drømmene i stedet for at vente på et bedre tidspunkt, som måske aldrig kommer.

Anne Zibrandtsen bladrer i sine fotos på mobilen, mens hun begejstret fortæller om sit eventyr på egen hånd.

– Det er nærmest umuligt at sige, hvad der var højdepunktet. Umiddelbart var det at vandre på vulkanen Etna på Sicilien, men mødet med de mest fantastiske mennesker må være overskriften på mine oplevelser.

På Google Maps har Anne plottet en skov af røde og orange punkter ind på den rute, som hun endte med at tilbagelægge. Fra Sydjylland til Sicilien ad små sideveje.

– De røde er alle campingpladserne, jeg har boet på. De orange er attraktioner, jeg besøgte. Det eneste, jeg havde bestemt på forhånd, var, at jeg ville vandre på Etna og besøge Normandiet. Men ellers besluttede jeg mig for bare at være til stede i nuet og lade tilfældigheder og andre menneskers anbefalinger styre, hvilken vej jeg skulle køre.

LÆS OGSÅ: Tør du rejse alene? Få gode råd til at kaste dig ud i det

Ned i gear

53-årige Anne har gjort dét, som de fleste af os bare nøjes med at drømme om. Hun hev et halvt år ud af kalenderen og bevægede sig ud i det blå på må og få. Bag rattet i sit højtelskede folkevognsrugbrød, som hun kærligt kalder Charlie, rejste hun alene rundt i Europa. 

– Jeg har længe drømt om at tage ud på den her rejse, og nu skulle det være. Jeg ville ikke vente, indtil jeg bliver pensionist som 68-årig. Hvem ved, om det så kan lade sig gøre? Min mor døde i en tidlig alder, og det motiverede mig til at udleve min drøm nu, mens jeg har modet, helbredet og økonomien til det.

Den første spæde tanke om eventyret begyndte at spire efter Annes skilsmisse for seks år siden. I mange år havde hun hængt i en klokkestreng i en kalenderstyret hverdag, hvor familieliv og karriere skulle kombineres.

– Jeg har arbejdet hårdt, fra jeg var helt ung. Først gjorde jeg karriere i IT-branchen, og siden har jeg levet med fuld fart på i overhalingsbanen. Alt i min tilværelse har været planlagt 24/7, 365 dage om året. Jeg begyndte at mærke en trang til at hive i nødbremsen og tage en pause.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Da hun blev single, og døtrene siden flyttede hjemmefra, begyndte Anne for alvor at mærke udlængslen og trangen til at gøre noget utraditionelt.

 – Jeg kunne have købt nogle nye mursten, men det var for kedeligt. Jeg havde set et billede af et folkevognsrugbrød, og det smeltede sammen med bevidstheden om, at jeg havde brug for at prøve simpel, slow living. Når du kører i en veteranbil, er du nødt til at forlade overhalingsbanen og komme ned i gear, helt bogstaveligt. Da først tanken havde taget form, gik der ikke lang tid, før Anne forelskede sig i Charlie. Få dage efter, hun havde set annoncen, var hun ejer af rugbrødet.

Fat i alle skruer

Det krævede en del knofedt at gøre Charlie klar til langfart. Anne har altid været vild med biler og har teknisk snilde. Så i halvandet år var værkstedet hendes andet hjem, hvor hun sammen med en dygtig mekaniker selv var med til at restaurere rugbrødet fra 1966.

– Der er ikke den skrue, jeg ikke har haft fat i. Det betød meget for mig selv at være med til at sætte Charlie i stand, for så kendte jeg stort set hver en millimeter af den, og jeg kunne klare mindre reparationer undervejs. Det blev der også brug for nogle gange.

For Anne blev de fire vigtigste ingredienser i opskriften på at gøre drøm til virkelighed: fantasi, et folkevognsrugbrød, fingersnilde og fast vilje. Anne er skoleleder hos FOF, og i første omgang var bestyrelsen forbeholdne over for at give hende fri til at tage på farten så længe.

– Det handlede ikke om, at jeg var stresset eller kørt sur i det, for jeg elsker mit job. Men den her drøm fyldte så meget, og jeg var fast besluttet på at realisere den, uanset om jeg var nødt til at sige op. Det var jeg slet ikke et sekund i tvivl om.

Og hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Anne kom på landevejen med syv måneders ubetalt orlov i bagagen.  Familie og venner var en smule betænkelige i begyndelsen, da hun fortalte om sin beslutning.

– Mine to piger syntes helt sikkert, at jeg var en mærkelig mor. De kendte i hvert fald ikke andre mødre, der kunne finde på den slags. Men til sidst var de vist en smule stolte af mig. Min gamle far var bekymret for min sikkerhed, men det blev heldigvis gjort til skamme. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig utryg, tværtimod.

Den klassiske vogn gav ekstra krydderi på oplevelserne, for den skabte kontakt med mange forskellige mennesker. Hun har fundet gode venskaber på sin vej; unge som ældre fra forskellige lande.

– Det er mødet med mennesker, der har formet min ydre og indre rejse. Jeg er rørt over, hvor mange åbne og venlige mennesker jeg mødte. Jeg opdagede, at når jeg selv var åben, kunne der opstå kemi på utrolig kort tid, uanset alder og baggrund. Flere af dem, jeg mødte, er næsten som en slags familie for mig nu.

Fandt den indre ro

Anne mødte det autentiske hverdagsliv på sin rute så langt væk fra alfarvej som muligt. Men den egentlige mission var at få tid til at indhente sig selv undervejs.

– Symbolet på, at det lykkedes, var en morgen, hvor jeg havde overnattet ved foden af Etna. Der var helt stille, og jeg skuede ud over vinmarker på den ene side og vulkanen på den anden side. Det er svært at forklare, men i det øjeblik blev jeg fuldstændig fyldt op af indre ro og glæde, hvor jeg mærkede, at jeg er mere end tilfreds med mit liv, fortæller Anne bevæget om den særlige oplevelse.

LÆS OGSÅ: På kursus i udlandet: Rikke, Marianne og Eva rejser for at lære

Mere spontan

Der har været enormt stor interesse for Annes tur, og Facebook flød over med kommentarer om, at det var sejt gjort. I starten kom det bag på hende, men ved nærmere eftertanke er det nok alligevel ikke så overraskende, mener Anne.

– Jeg tror, at mange af os længes efter at bryde ud af hverdagens trummerum, men vi tør ikke gøre alvor af det. Der er altid en undskyldning. Jeg kan kun anbefale, at du griber nuet og bare gør det, uanset hvad du drømmer om. Vi har det med altid at vente til et bedre tidspunkt, som måske aldrig kommer.

For Anne har læringen fra det langsomme liv på landevejen først og fremmest været at følge sin lyst:

– Jeg er holdt op med at planlægge alt og blevet mere spontan i forhold til at gøre, hvad jeg føler for. Også når det betyder, at jeg er nødt til at sige nej.

– Jeg har også fået et nyt mantra: Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre.

 

 

Læs mere om: