Thomas Evers Poulsen
Motion og øvelser

Mød Thomas Evers Poulsen

Thomas Evers Poulsen har været med i samtlige udsendelser, siden han vandt det første program med skuespiller Mia Lyhne. Året efter var han med i dommerpanelet, men siden har han været på dansegulvet i hver eneste sæson - og nu gør han det igen i efteråret 2018

Mød Thomas Evers Poulsen til SØNDAGs store dansearrangement Ballroom Fitness - klik her (OBS! Få billetter tilbage) >

Thomas Evers havde aldrig troet, at Vild med dans skulle fortsætte så længe.

- Normalt siger man vist, at et underholdningsprogram kører i tre til fire år, men nu har vi været i gang i 11 år, fortæller Thomas om programmet, der i høj grad har været med til at gøre ham til et meget kendt ansigt i Danmark.

- Da jeg startede, var målet jo bare at nå trofæet. Jeg er 100 procent konkurrencemenneske i alt, hvad jeg gør, om det er brætspil, madlavning eller dans. Jeg går altid efter guldet. Og det var først med årerne, at jeg fandt ud af, at Vild med dans kunne noget andet også. For det første at vise et andet menneske, noget jeg holder så meget af. Min passion. Få dem til at tage det ind og få dem til at udvikle sig. Det er faktisk større for mig i dag, det at se hvor meget kan jeg udvikle dem på så mange forskellige parametre. Det er det, jeg synes er så spændende, og derfor jeg bliver ved med at sige ja.

- Selvfølgelig er det rigtig hårdt arbejde, men det at se et andet menneske blomstre, det bliver man simpelthen afhængig af. For selv om det er det mest naturlige for mig, så kan det være noget af det mest angstprovokerende for andre.

- Jeg kan huske, da jeg dansede med Ena Spottag i 2015. Det har altid været latindansene, der var sådan de forførende, som folk har haft det lidt svært med, og så skulle vi danse standard, og der står man jo mave mod mave, og så siger Ena, ”Gud, hvor er vi tæt”.

”Tæt?”, siger jeg, det har jo slet ikke tænkt på. Men det er jo rigtigt, der er man jo tæt hele tiden, hvor i latin, der er man jo væk fra hinanden og der var det mere spillet i det, men i standard har vi jo decideret kontakt hele tiden.

Thomas Evers lod sig overtale

Samtidigt med at første sæson af Vild med dans løb over skærmen, blev Thomas overtalt til at undervise i pardans på en danseskole i Farum, fordi indehaver Elisabeth Dalsgaard havde spottet hans evner til at få det bedste ud af en helt uprøvet danser.

- Da Elisabeth ringede første gang midt i den første omgang Vild med dans og ville have mig til at undervise på hendes danseskole, tænkte jeg bare, nej det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til. Jeg havde jo kun undervist elite par, og nu skulle ud og undervise i noget begynderdans, det kunne jeg slet ikke se mig selv. Men jeg syntes, at jeg var nødt til sige nej på en pæn måde, så jeg tog op for at møde hende og havde besluttet, at hvis det nu var, så ville jeg i hvert fald kun sige ja frem til jul. Men da jeg gik derfra, havde jeg sagt ja til hele sæsonen, og jeg endte med at undervise der i 10 år, for jeg fandt jo ud af, at det simpelthen gav mig så meget. Her så jeg mennesker komme og være lidt trætte, men de smilte altid, når de gik.

Thomas Evers Poulsen er en af underviserne til Ballroom Fitness den 26/8 og 30/9 - køb din billet her >

Farvel til trygge rammer

Thomas blev selv ”ramt” af dansen, fordi der var en pige i børnehaven, der manglede en partner, og de spurgte om de måtte tage ham med.

- Og min forældre sagde ja, ja – god fornøjelse med det, griner han.

- Og så blev jeg bare hængende, for dans blev mit frirum, der hvor, jeg følte, jeg var god til noget. Hvor jeg kunne slappe af, hvor jeg ikke blev mobbet, kan man sige. Skolen var hverken kammerater eller niveaumæssigt noget for mig, men dans - det vidste jeg, at jeg var god til, så derfor havde jeg det rigtig godt der.

I anden sæson af Vild med dans fik Thomas mulighed for at prøve kræfter med dommerjobbet, og det havde han det faktisk rigtig godt med. Det passede ind i hans øvrige arbejdsliv, fordi det kun krævede, at han mødte ind om fredagen til udsendelsen. Men da tredje sæson kom, blev han spurgt, om han ville danse igen.

- Jamen, det kan jeg ikke, tænkte jeg - jeg har jo job og skal besøge kunder, så jeg talte lidt med min mor om det, og hun sagde, ”du har danset i så mange år og har så gerne villet det her, så måske er det nu, du skal hoppe ud i det. Og det kunne jeg godt se. Jeg var ung og skulle nok kunne få job, hvis det ikke lykkedes med dansen. Og så sagde jeg op, farvel til løn til den første og pension, og så ud i uvisheden, som det jo er.

Og det gik jo heldigvis godt, men selvfølgelig har der været op- og nedture undervejs, og det har kostet blod, sved og tårer at nå dertil, hvor Thomas er i dag – at han har det mest positive syn på livet.

- Jeg har valgt at ville have det godt. Vi har alle sammen gode og dårlige dage. Jeg kan bare ikke bruge de dårlige dage i fremtiden, men jeg kan gøre noget for at ændre dem til det positive og så holde fast i det. Det handler om valg, om hvordan man tilgår tingene. Jeg er altid i godt humør. Og hvis der så dukker noget negativt op, så vælger jeg bare ikke at lade det hænge fast. Jeg kan ikke bruge det til noget alligevel. Og jo, jeg har oplevet meget negativitet, men jeg kan ikke gøre noget ved det, så det er bare med at kigge fremad. 

Mød Thomas Evers Poulsen til SØNDAG Ballroom Fitness:

Den 26. august i Kolding og den 30. september i Ringsted kan du komme med til et brag af en dansefest sammen med Thomas Evers Poulsen, Elisabeth Dalsgaard og Steen Lund. Læs mere, og køb din billet her - OBS! Få billetter tilbage!