Dans som terapi
Motion og øvelser

Er dans din nye terapi?

Dans er blevet populært, fordi det er sjovt og medrivende, men kan de rytmiske bevægelser mere end at få pulsen op og gøre det ud for den daglige motion? Helle Winther underviser og forsker i dans og danseterapi, og hun er ikke i tvivl – dans er ikke bare sjovt, det er også livsbekræftende og har en terapeutisk effekt.

Dans kan mere end at give god motion. Det kan også gavne det mentale helbred og få os til at være mere til stede i nuet. Hverdagen er fyldt med gøremål, arbejdsopgaver og opdateringer online, som vi skal følge op på. Vi skal i dag være tilgængelige mange steder på én gang, og derfor føler mange en trang til at finde en indre ro. Her mener Helle Winther, der underviser og forsker i dans og danseterapi, at dans kan hjælpe folk med at blive mere nærværende.

- Bevægelse til musik kan hjælpe dig med at være tilstede i nuet, for musikkens rytmer og dansens sanselighed giver dig mulighed for at mærke din krop, fortæller hun. Helle Winther mener også, at dans kan skabe overskud og kontakt med andre mennesker. Mange oplever, at dans giver en stærk fællesskabsfølelse.

- Dans er et kollektivt fænomen og skabes ofte i samspil med andre, fortæller Hun. Helle Winther gør det dog klart, at du sagtens kan bruge dans som træning, men at essensen af dans mere handler om bevægelsesglæde, flow og samspillet med andre.

- Det er lidt ligesom en leg. Børn leger heller ikke, fordi det er sundt. De bliver i stedet grebet af legen, og på samme måde er det med dans. Du bliver grebet af dansen og tænker derfor ikke over, hvor meget du bevæger dig, fortæller hun.

 

LÆS OGSÅ: Dans Ballroom Fitness med SØNDAG

Dans alene eller med andre

Men hvad så, hvis du er en af de mange, som danser for dig selv hjemme i stuen og synes, det er skønt? Så kan du roligt danse videre. Helle Winther mener nemlig, at der både er fordele, når du danser for dig selv, og når du danser sammen med andre.

- Når vi danser alene, har vi mere fokus på os selv og vores egen krop. Når vi danser med andre, giver og modtager vi energi til hinanden. Danser du sammen med andre, kan du opleve flow, umiddelbarhed og spontanitet, fordi du ikke helt kan styre, hvad der kommer til at ske. Her bliver berøring også vigtigt.

- Når to mennesker danser sammen, er de ofte igennem dansefatningen i en slags omfavnelse, hvilket både er dejligt og livsbekræftende at se på, men også betydningsfuldt, fortæller hun og mener, at det er overset, hvor vigtig berøring er for mennesker.

- Berøring påvirker mennesker både følelsesmæssigt og socialt og kan få dem til at føle sig velkomne og anerkendte.

 

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Dans på recept?

Fremtiden for dans og danseterapi ser fra Helle Winthers synsvinkel positivt ud.

- Der er et stort potentiale og mange muligheder i dans, som slet ikke er blevet udviklet endnu. Vi har jo motion på recept, så jeg kan også sagtens forestille mig, at vi kunne udvikle dans på recept. Dans vil også kunne nedsætte risikoen for at få mange af de livsstilssygdomme, som et stort antal danskere hvert år rammes af. Og for mange mennesker kan musikken og fællesskabet være med til at skabe motivation og positiv energi, hvilket er vigtigt, hvis man skal have dans eller motion på recept.

- Hvis vi for alvor skal sætte udvikling i dette, er det vigtigt at skabe synergieffekt mellem uddannelse, forskning og samarbejde mellem professioner. Dermed kan vi nå langt både i forhold til at implementere dans på recept- og dans som terapiform i det moderne samfund.

Så skru op for musikken, bevæg dig og brug tid på at mærke dig selv. Det er godt for både krop og sjæl.