Kost og helbred

Skal man drikke postevand eller flaskevand?

Vi drikker flaskevand som aldrig før, men får vi egentlig noget for pengene, eller kunne vi lige så godt drikke vand fra hanen? Få svaret her.

Egentlig har vi rent vand i hanen, men alligevel køber vi en masse vand på flaske. Vi har spurgt Claus Jørgensen, der er cand.scient. i mikrobiologi og ph.d., hvad han foretrækker. Han arbejder blandt andet med drikkevandshygiejne og sygdomsfremkaldende organismer i miljøer. Han er ansat på DHI, som er en selvejende, international rådgivnings- og forskningsorganisation inden for områderne vand, miljø og sundhed.

Får vi mere kvalitet, når vi køber en flaske vand til 30 kr. end en til 3 kr.?

Vand på flaske kan være kildevand, naturligt mineralvand eller emballeret drikkevand. Man betaler typisk mest for kildevand, som skal stamme fra en ren kilde eller for mineralvand, som er kildevand med et særligt indhold af mineraler, mens emballeret drikkevand oftest er billigt. Men nej, reelt får man ikke mere kvalitet for pengene.

LÆS MERE: Vand er vigtigt når man træner. Læs hvorfor lige her!

Hvad får man så for pengene?

Man køber historien om vandet. Det er blevet in med flaskevand. Nogle drikker det også af en ubegrundet frygt for, at vandet fra hanen ikke er sundt nok.

Er flaskevand sundere end postevand?

Kvalitetskravene til postevand er høje og ofte skrappere end til flaskevand, og drikkevandet herhjemme er noget af det bedste, der findes. Så nej, flaskevand er hverken renere eller sundere end vand fra hanen. Undersøgelser viser, at flaskevand ofte indeholder flere bakterier end hanevand, dog ikke i et omfang, der kan gøre os syge. I øvrigt er det kilde- og mineralvand, vi køber på flaske, i mange tilfælde pumpet op fra grundvandet, ligesom hanevandet i Danmark er.

Afgiver plastemballagen gifte?

Plast, der bruges til drikkeflasker, skal godkendes for at sikre, at plasten ikke afgiver uønskede stoffer. Derfor er det normalt ikke et problem med afgivelse af væsentlige mængder sundhedsskadelige stoffer fra emballagen. Men flaskevand er en miljøbelastning. Energiforbruget til produktion og distribution af flaskevand kan være 500 gange højere end til produktionen af drikkevand, og bagefter skal flaskerne bortskaffes.

LÆS MERE: Vand er en ud af fem naturlige og effektive energiboostere. Her kan du finde ud af hvad de fire andre er.

Hvornår synes du, at flaskevand er et bedre valg end postevand?

Når postevand ikke er tilgængeligt, f.eks. når man er på farten. Hvis man er i udlandet og utryg ved, om vandet indeholder bakterier eller kemikalier - eller hvis man ikke kan lide smagen af sit postevand.

Gratis sunde tips på facebook?

Vil du gerne have gratis sunde tips direkte på facebook? Så vær med i sundhedsgruppen, som er resultatet af et samarbejde mellem SØNDAG, Femina, ELLE, Q og Mad & Bolig. Giv gruppen "Sunde tips - hver dag" et "like" lige her.

Læs mere om: