Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Vores nye naboer i sommerhuset er for frisindede"

25. juli 2019
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"For tre år siden fik vi nye naboer i sommerhuset, og man må sige, at de har lidt anderledes grænser end os. De soler sig gerne som vorherre har skabt dem, og de bliver ofte meget kærlige. Jeg har min mand mistænkt for at finde forestillingen hos naboen lidt underholdende – men jeg bryder mig ikke om det". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her

Kære Nikoline Werdelin

Jeg vil gerne høre din mening om et emne, jeg har diskuteret med min mand. Vi har i mange år haft et dejligt sommerhus, der ligger åbent i landskabet med en stor naturgrund, hvor der er frit udsyn til naboerne. Eftersom vi er pensionister, tilbringer vi meget tid her og nyder roen og naturen, ligesom vi ofte har besøg af familie og venner.
For tre år siden fik vi imidlertid nye naboer, et yngre par uden børn, og man må sige, at de har lidt anderledes grænser end os. De soler sig gerne som vorherre har skabt dem, og de bliver ofte meget kærlige. Når de har venner på besøg, er der også meget larm og leben derindefra, og det foregår til langt ud på natten. Jeg føler, at vores fristed er blevet invaderet, og jeg bryder mig rent ud sagt ikke om deres frisind, slet ikke når børnebørnene er på besøg. Jeg har foreslået min mand, at vi taler med dem, men han synes, jeg er for nærtagende. Jeg har ham mistænkt for at finde forestillingen hos naboen lidt underholdende. Hvad mener du? Med venlig hilsen TM LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Må jeg vise min bare overkrop?

Kære TM

Ja, naboer er vi overladt til på godt og ondt, når vi bor så tæt, som vi gør i dag... også når vi bor på landet. Jeg har ikke andre forslag, end at I planter hække og opsætter små læhegn omkring de steder, hvor I mest færdes mest, og lader hybenroser, snerler og brombærbuske få frit lejde. Og så ville jeg gå over og invitere naboerne på en kop kaffe på terrassen, “Hvad siger I til at hilse på hinanden og snakke lidt om naboskabet? Måske vi kunne indgå nogle supergode aftaler!” Ved kaffen kunne du foreslå, at de sender dig en sms, når de skal holde et ordentligt brag, så du kan træffe dine forholdsregler – og ellers skruer lidt ned for volumen.
Jeg tror, det har sin tid... de færreste, der fester igennem hele tiden, har råd til et sommerhus i længden. Og de fleste, der ligger nøgne og bliver meget kærlige, får små børn. Og så må de holde sig vågne om natten af helt andre grunde. Det er jo heldigt, at din mand glæder sig over udendørsteatret. Så er der kun én plaget sjæl i huset. Men hvis ingen af ovenstående teorier holder, ville jeg sælge og flytte. Det, der gør mig lykkelig i sommerhus, er, at der er mere måne, mere hav, flere marker, træer, egern, harer og fugle. Og færre gående, løbende, larmende, dyttende, snakkende mennesker. Mange hilsener Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også