Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Vores hjem forfalder, hvordan råber jeg min mand op?"

"En ejendom som vores med bygninger, have og plantage skal passes og vedligeholdes, og grundet gigt er jeg ikke længere til gulvvask, stiger og den slags, og min mand har nærmest lagt det fra sig. Det bedste ville være at flytte til noget mindre krævende, men det vil min mand ikke høre tale om". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg ved godt, at hvis jeg vil have noget forandret, må jeg begynde med mig selv. Men lige nu ved jeg ikke, hvor jeg skal starte.
Min mand og jeg er oppe i årene, pensionister, har en landejendom, interesser, venner, et nogenlunde helbred og økonomi samt børn og børnebørn, som dog bor langt væk. Altså har vi alle muligheder for et godt liv.
 
 
At jeg stadig gerne vil leve udadvendt og aktivt, mens min mand er blevet inaktiv, socialt tilbagetrukket, mere uordentlig end før og uden lyst til nye aktiviteter, er sådan set ikke det store problem, for så indretter vi os sådan.
 
Men en ejendom som vores med bygninger, have og plantage skal passes og vedligeholdes, og grundet gigt er jeg ikke længere til gulvvask, stiger og den slags, og min mand har nærmest lagt det fra sig. Vi kan endnu betale for hjælp til rengøring, vedligeholdelse ude og inde, træfældning og sådan noget, men det varer jo ikke ved. Vi har ikke ubegrænsede midler.
 
Det bedste ville være at flytte til noget mindre krævende, men det vil min mand ikke høre tale om. Det næstbedste er, som jeg ser det, at han bliver aktiv i vedligeholdelsen af ejendommen, så den igen fremtræder pæn og ryddelig, men hvad kan jeg gøre, for at det sker? 
Som det er nu, tærer det på mit humør, og det slider på de positive følelser for min mand, og den situation vil jeg gerne forandre.
Venlig hilsen En mismodig kone
 
 

Kære Mismodige kone

Du kan tro, jeg forstår, at du hænger med næbbet... det er svært at være glad, hvis man ikke er grundlæggende enige om, hvordan det skal køre derhjemme. Hjemmet er jo basen, hvorfra alt andet udspringer. Du er i en fastlåst situation, hvor det må være svært at glædes over alt det gode, livet rummer. Og glædes over det gode, det skal vi – for om et øjeblik kan alt være forandret. Du er allerede indstillet på at opleve mange ting alene, fordi din mand ikke mere har lyst – du skal ikke også leve med, at jorden under dig ryster.
 
 
At din mand hverken vil sælge eller være praktisk aktiv – den går ikke. Jeg synes, du skal sætte dig ned sammen med ham og forhandle igen – og sige det, som det er: Du kan ikke fungere, når du skal skæve uroligt til bunden af pengetanken og vente på, at huset falder sammen om ørerne på jer. Hvis I to skal fortsætte, skal I sammen finde en god, holdbar, økonomisk tryg løsning. Sådan er det bare. Hvis I kan blive enige om det, kan I inddrage nære venner eller voksne børn i debatten.
 
Jeg tror desværre ikke, at din mand kan tage sig sammen, men måske han ikke selv har erkendt, hvor flad han er. Han lider måske af en uerkendt depression, eller han har mistet sit pep og sine kræfter på grund af alder. Det sker sommetider, og så må man tage konsekvensen.  Hvis han allerede nu har svært ved at passe hus og have, skal I tage stilling til fremtiden. En flytning er anstrengende og bliver endnu vanskeligere om fem-10 år.
 
Bed ham om at tage en samtale med sig selv og komme tilbage til dig med en realistisk plan for de næste 10 år – og nedsæt eventuelt en rådslagningsgruppe af nære, I har tillid til. Så må I tage den derfra.
Mange hilsner Nikoline
 
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.