Brev til Nikoline Werdelin: "Vores forelskelse vækker forargelse"

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er en 56-årig kvinde, der hele mit liv har været single. Det har af forskellige årsager passet mig godt, og jeg har fået skabt en rolle til mig selv som familiens og vennekredsens tante og den evige pebermø. Jeg har et godt job, mange interesser, en stor vennekreds samt to søstre og deres familier, og jeg mente, jeg havde en god tilværelse.

Nu er der imidlertid sket det, at jeg for kun anden gang i mit liv er forelsket, og det er lykkeligvis gengældt. Det var ham, der ”fandt” mig gennem fælles bekendte. Jeg tænkte slet ikke i de baner, og det er mange år siden, jeg overvejede, om kærligheden kunne finde mig. Men det kunne den! Vi har det så dejligt og hyggeligt sammen, og nu forstår jeg omsider, hvad det er, alle taler om, når de ønsker sig den eneste ene.

Af en eller anden grund har det været lidt svært for mig at fortælle om. Jeg tror, at det først skulle gå op for mig selv, at han var virkelig. Jeg har dog fået sagt det til en lille håndfuld gode veninder, og de var glade på mine vegne.

Jeg har også sagt det til min ene storesøster, men hun havde alle mulige forbehold og var bange for, at jeg blev udnyttet. Det gjorde mig så ked af det, at jeg ikke har fortalt det til min anden søster. Jeg har talt med hende, men hun nævnte ikke noget, selv om jeg ikke kan forestille mig, at vores fælles søster har holdt sin mund. Tror du, min storesøster kan have ret i sin skepsis? Og hvordan griber jeg det an?

Kærlig hilsen Pebermøen

LÆS OGSÅ: "Jeg er forelsket - men min familie synes, jeg opfører mig vildt fjollet"

Kære Pebermø

Hver gang man foretager sig noget uventet her i livet ... så får man reaktioner. Der er en historie om os alle – som du så fint forklarer, var du hende med de mange venner, den gode tante, pebermøen. Men vi skal jo turde skrive nye historier om os selv. Det kræver et stort arbejde af os – og det kræver noget arbejde af ”de andre”. De skal justere deres forventninger, omdefinere relationen og lægge os over i en ny kasse. Og det ER arbejdsomt, når folk, man har i en fin, passende kasse, pludselig hopper ud af den! Hvem synes ikke, det er beroligende, at tingene er, som ”de plejer at være”?

Når du beskriver din ene søsters reaktion, kommer jeg til at tænke på det subtile magthierarki, der hersker mellem de fleste kvinder. Det er et stort, meget usynligt emne og svært at redegøre for på så lille plads. Men der er nogle urgamle pattedyrsmekanismer, der gør, at den fødende kvinde har højere status end den barnløse. Kvinden i parforhold står stærkere (mellem kvinder) end hende, der er alene. Det er gudskelov ikke synligt og heller ikke ”med vilje”, og det bliver heldigvis mindre mærkbart, som verden og familieformerne udvikler sig. Men: Det eksisterer. Så der kan være flere grunde til, at din søster prøver at pille lidt ved din glæde.

Så giv dine søstre tid, og nyd din kæreste. Hold ham lidt for dig selv, hvis du har lyst. Tag dig god tid til at vokse ind i din nye rolle. Det første halvandet år af et parforhold er en prøveperiode, uanset om man er ung eller gammel, erfaren eller uerfaren.

Varme hilsner Nikoline

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.