Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Vi kan ikke følge med i gaveræset

7. marts 2018
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Denne læser føler sig utilstrækkelig, fordi hun ikke har midler til at give lige så store gaver til sine børnebørn, som deres andre bedsteforældre. Nu spørger hun Nikoline Werdelin til råds.

Kære Nikoline Werdelin

Min mand og jeg er forældre til tre børn og bedsteforældre til fem, hvoraf den yngste skal døbes om en måneds tid. Desuden er vi begge på efterløn, og vi har ikke mange midler at rutte med. Det nye barnebarn er vores yngste datters førstefødte, og han er det første barnebarn i sin fars familie. Hans farmor og farfar er helt anderledes stillet end os og giver meget dyre gaver. Farmor har købt barnevogn, puslebord og seng, og hun har flere gange shoppet med vores datter, hvor de har købt stort ind til den lille.

Vores datter er meget imponeret af familien, og jeg kan ikke lade være med at føle mig utilstrækkelig, for vi kan slet ikke være med på det niveau – vi skal jo købe gaver til mange børnebørn. Min ældste datter har også nævnt, at hendes lillesøsters svigerfamilie virker meget materialistisk.

Skal jeg tale med min yngste datter om det? Eller skal jeg blot se stort på, at vi kommer med en dåbsgave, der er magen til den, de andre børnebørn har fået, mens farmor øser gaver ud over den lille?

Mvh. Mormor

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Mine venner er nærrige med værtindegaven

Kære Mormor

Det lyder, som om det kunne være en god idé at snakke lidt med din datter. Om forskelle og midler, om hvor meget du glæder dig over hendes barn og håber, at du kan være der for hende – at du gerne vil melde dig på banen som mormor og nok ikke er den med de allerstørste gaver. Jeg er sikker på, din datter ved, hvordan jeres vilkår er – og i virkeligheden vil sætte meget mere pris på dit engagement og din kærlighed, dit lyttende øre og dine fortællinger om, da hun var lille – end en barnevogn.

Vi lever i et rystende materialistisk samfund, og jeg tror, vi hele tiden skal huske os selv på, at det ikke er vores ting, der gør os lykkelige. Depressioner, familiestridigheder, svigt og stress trives i bedste velgående – og her hjælper ingen småblomstrede spædbarns-yogamåtter, ergonomiske barnevogne og blondeomkransede baby-himmelsenge.

Jeg synes, det er helt okay, at din datter er imponeret. Hendes svigermor prøver måske at sige, hvor meget pris hun også sætter på din datter, og hvor gerne hun vil hylde sit første barnebarn. Men hvis hun ikke er der, når der skal køres til skadestuen en mørk nat eller tager fra, når de nybagte forældre er ved at gå op i limningen efter endnu en søvnløs nat, tror jeg ikke, alle disse ting vil blive husket.

I øvrigt synes jeg, at ”shopping” er et forfærdeligt tidsfordriv. Tænk, hvor mange børnearbejdere der har siddet og bikset med alt det overflødige tøj, hvor meget røg og skidt vi sender ud i atmosfæren, fordi vi hele tiden køber ind og smider ud. Især små møbler og barnevogne bliver jo sjældent brugt op... Hvis din datter mangler noget til børneværelset, kan du måske finde det til hende på dba og male det med kærlighed?

Mange hilsener, Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også