KĂŠre Nikoline Werdelin
Jeg cykler dagligt til og fra arbejde, sĂ„ det er sjĂŠldent, at jeg er nĂždt til at lĂŠgge Ăžre til andre menneskers mobilsamtaler. Men da jeg for nogle uger siden skulle noget efter arbejde, tog jeg S-toget. Der var mange med toget, sĂ„ jeg stillede mig i mellemgangen, hvor en kvinde sidst i 30âerne stod og fĂžrte en noget ophedet samtale, som jeg blev indlagt til at overvĂŠre. Og her er det sĂ„, at jeg stĂ„r af! Hun svinede sin eksmand til over for den ven/veninde, hun talte med, og den fik ikke for lidt med hensyn til, hvordan han ikke overholdt deres aftaler, og det mĂ„tte de tage gennem Statsforvaltningen, og at deres bĂžrn led under at vĂŠre hos ham... Og hun gjorde selvfĂžlgelig sig selv til en engel og ham til djĂŠvelen. Nu kender jeg jo ikke hendes eksmand, men det var decideret vĂŠmmeligt at lytte til. Jeg var tĂŠt pĂ„ at sige noget til hende, men valgte at gĂ„ ind i kupĂ©en, da der blev en ledig plads. Det fyldte dog efterfĂžlgende meget for mig, for jeg synes ikke, det er o.k. at fĂžre disse samtaler i det offentlige rum. Hvad mener du? Mvh. MA LĂS OGSĂ
:
Brev til Nikoline Werdelin: Mobilen er en ubuden gĂŠst KĂŠre MA
MĂ„ske episoden kan koges ned til dĂ„rlig opdragelse. Det er uforskammet over for dig, og det er uforskammet over for eksmanden. Danmark er med sine knap seks millioner mennesker et dumt sted at vĂŠre indiskret. Jeg har fĂžr citeret min tante Karen: âDenmark is not a country, itâs a country club!â Og lyd er invaderende. Den unge kvinde formĂ„r at gĂžre hele mellemgangen til sin egen private sfĂŠre. Selv om det mĂ„ske skyldes tankelĂžshed, er udsagnet: âDet, jeg har pĂ„ hjerte, er vigtigere, end hvad du end stĂ„r og tĂŠnker pĂ„ â sĂ„ mit fylder det hele. Og det er sĂ„ vigtigt, at det ikke kan vente.â Men... kan det ikke vente? De eneste andre, jeg kender, hvis behov ikke kan udskydes en halv time, er bĂžrn pĂ„ 4 Ă„r og derunder.
Jeg tror, det bedste er at gĂžre, som du gjorde... at flytte sig. Hvis man sĂŠtter sig for at opdrage pĂ„ de mennesker, man mĂžder i det offentlige rum, kommer man aldrig frem. Men inde i sig selv kan man jo godt synge med Tante Sofie i âFolk og RĂžvere i Kardemomme Byâ: âHvis alle bare var som jeg, sĂ„ gik det nok til sidst. Men ingen er som jeg, og det er meget trist! Ăv!â Venlig hilsen Nikoline LĂS OGSĂ
:
Brev til Nikoline Werdelin: Hvor mange betingelser mĂ„ en invitation indeholde? Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SĂNDAG, Postboks 420, 0900 KĂžbenhavn C, og mĂŠrk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til
nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spÞrgsmÄl, der bringes i bladet, kan forvente svar.