Brev til Nikoline Werdelin: Upassende samtale i det offentlige rum

Kære Nikoline Werdelin

Jeg cykler dagligt til og fra arbejde, så det er sjældent, at jeg er nødt til at lægge øre til andre menneskers mobilsamtaler. Men da jeg for nogle uger siden skulle noget efter arbejde, tog jeg S-toget. Der var mange med toget, så jeg stillede mig i mellemgangen, hvor en kvinde sidst i 30’erne stod og førte en noget ophedet samtale, som jeg blev indlagt til at overvære. Og her er det så, at jeg står af! Hun svinede sin eksmand til over for den ven/veninde, hun talte med, og den fik ikke for lidt med hensyn til, hvordan han ikke overholdt deres aftaler, og det måtte de tage gennem Statsforvaltningen, og at deres børn led under at være hos ham... Og hun gjorde selvfølgelig sig selv til en engel og ham til djævelen.

Nu kender jeg jo ikke hendes eksmand, men det var decideret væmmeligt at lytte til. Jeg var tæt på at sige noget til hende, men valgte at gå ind i kupéen, da der blev en ledig plads. Det fyldte dog efterfølgende meget for mig, for jeg synes ikke, det er o.k. at føre disse samtaler i det offentlige rum. Hvad mener du? Mvh. MA LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Mobilen er en ubuden gæst

Kære MA

Måske episoden kan koges ned til dårlig opdragelse. Det er uforskammet over for dig, og det er uforskammet over for eksmanden. Danmark er med sine knap seks millioner mennesker et dumt sted at være indiskret. Jeg har før citeret min tante Karen: ”Denmark is not a country, it’s a country club!” Og lyd er invaderende. Den unge kvinde formår at gøre hele mellemgangen til sin egen private sfære. Selv om det måske skyldes tankeløshed, er udsagnet: ”Det, jeg har på hjerte, er vigtigere, end hvad du end står og tænker på – så mit fylder det hele. Og det er så vigtigt, at det ikke kan vente.” Men... kan det ikke vente? De eneste andre, jeg kender, hvis behov ikke kan udskydes en halv time, er børn på 4 år og derunder.

Jeg tror, det bedste er at gøre, som du gjorde... at flytte sig. Hvis man sætter sig for at opdrage på de mennesker, man møder i det offentlige rum, kommer man aldrig frem. Men inde i sig selv kan man jo godt synge med Tante Sofie i ”Folk og Røvere i Kardemomme By”: ”Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen er som jeg, og det er meget trist! Æv!” Venlig hilsen Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hvor mange betingelser må en invitation indeholde? Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.