Brev til Nikoline Werdelin. "Skal jeg holde mig væk fra familiefesterne?"

Kære Nikoline Werdelin

Mange tak for en supergod brevkasse med svar, der både rummer humor og seriøsitet. Min mand og jeg har været gift i 30 år og lever i en sammenbragt familie med særbørn og fællesbørn. Hverdagen er ukompliceret, de fleste børn og børnebørn bor tæt på os, og vi ses jævnligt over året til fødselsdage, jul og diverse andre sammenkomster og hyggestunder. Derfor er vi også altid mange gange om året sammen med min mands ekskone og ekssvigerforældre.

Der er dog ét problem, som påvirker mig: Hver gang min mands ene datter holder et arrangement, lægger hun en bordplan (efter sønderjysk skik), hvor alle sidder ved siden af deres udkårne kæreste eller ægtefælle – undtagen min mand og jeg. Pludselig er vi efter 30 års ægteskab ikke længere et par, men sidder hver for sig. Min mand bliver placeret ved siden af sin ekskone, som han blev skilt fra for 35 år siden, og jeg bliver placeret, hvor det nu passer. Jeg syntes, at det var et fint koncept, da min mands datter blev konfirmeret, og da hun blev gift, selv om man i bund og grund sagtens kan lægge en bordplan, der tager hensyn til skilsmisse. Men derefter er det fortsat til hendes børns barnedåb og deres konfirmation, og nu skal vi til det endnu en gang. Som bedsteforældre til konfirmanden skal vi pinedød sidde, som om der aldrig har eksisteret en skilsmisse. Jeg mener, vi er jo ikke konfirmandens forældre. Bonusinfo: Jeg kom først ind i billedet, da min mand havde været skilt i et år. Men jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere gider at deltage. Jeg oplever, at det er respektløst, upassende og besynderligt, at unge mennesker, der har kendt hinanden i to måneder, sidder sammen, mens vi, som for længst har haft sølvbryllup, skal skilles ad. Og hvorfor overhovedet lægge en sådan bordplan? Alle parrene kunne fordeles mellem hinanden, så det ikke virkede påfaldende med fraskilte. De andre voksne børn i familien ville aldrig lægge sådan en bordplan. Vi omgiver os med flere sammenbragte familier, som heller ikke gør sådan. Jeg har talt med min mand om det, men han synes ikke, det skal være et problem, da vi ellers har det rigtig fint med alle børn. Jeg kan heller ikke tale med min mands datter, for så er jeg sikker på, at det vil skabe en masse fnidder blandt de andre børn og børnebørn, som jeg har et fantastisk forhold til. Jeg har talt med flere af mine gode veninder, som er rystede og på min side, så derfor vil jeg gerne høre din mening. Er det mig, der er for nærtagende? Skal jeg tage konsekvensen og blive væk næste gang? Med venlig hilsen Hanne LÆS OGSÅ: Jeg har ikke lyst til, at min mands datter skal låne campingvognen

Kære Hanne

Det synes jeg ikke. Men først: Jeg var også blevet rasende! Og jeg synes måske, det er lovlig flot, at du har fundet dig i placeringen ved de andre lejligheder uden at kny. At din mand er konfliktsky i denne sag, er forudsigeligt – men virkelig irriterende! Og jeg forstår din trang til at melde afbud. Men jeg synes, det er en lidt for passivt aggressiv løsning. Du har helt ret i sagen. Din relation til alle børnene er rigtig god. Jeg synes ikke, en familie skal måles på idyl, men på, hvor god den er til at tackle de divergenser, der (altid) opstår, hvor mennesker er sammen. Hvad er der i vejen med at tale med din mands bordplansdatter under fire øjne og spørge hende, hvad hendes bevæggrund er? Hvis hun sætter folk sammen efter relationer, hvorfor skal du så sidde væk fra din mand, som du har været gift med i 30 år? Jeg tror ikke, hun vil kunne komme på noget fornuftigt svar – og uanset hvad hun siger, synes jeg, du skal bede hende sætte dig der, hvor du hører til: nemlig ved siden af din mand. Eller droppe den skik med at sætte folk ved siden af dem, de vågner op med hver morgen og pludrer med hele aftenen.

Vær rolig, vær flink. Rod dig ikke ud i diskussion. Sig det, som det er. Holder hun fast, må du sige nej tak. Venligt og uden surhed. Og ja, måske hun ringer til en af sine søskende – men mon ikke de giver dig ret? Lidt sniksnak er ofte bare en måde at få energien ud, når man er blevet nervøs. Jeg kan ikke se, hvordan dette i en velfungerende patchworkfamilie skulle give anledning til yderligere konflikt. Og din mand har elsket dig i 30 år... mon ikke han også gør det, fordi du kan sige til, når nok er nok? Det er ikke sikkert, det er det nemmeste, jeg råder dig til – ej heller det klogeste. Men det ville jeg med mit temperament gøre. Mange hilsner og held og lykke Nikoline

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.