Brev til Nikoline Werdelin: Mine venner er nærige med værtindegaven

Kære Nikoline

I min ”gamle” vennekreds har vi altid haft en lille gave med til værtsparret, når vi blev inviteret til stort og småt. Det er en slags tak for besværet, for gæstfrihed og gavmildhed.

Nu har vi fået nye venner, og de kommer absolut tomhændede til middage og andre sammenkomster. Ikke engang en flaske vin har de med. Det må folk jo selv bestemme, og der er da også forskel på lejligheder – ved fødselsdage har de altid en gave med. Men jeg undrer mig alligevel og har forhørt mig forsigtigt blandt de gamle venner. De har også været ude for det og undrer sig også.

Hvad synes du, Nikoline? Er det os, der er gammeldags? Det er ikke, fordi vi forventer ”noget for noget”, det er blot en smuk gestus – i vores optik.

Kærlig hilsen, Annelise

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg bliver ignoreret af min mands ekskone

Kære Annelise

Suk… igen… manglende opdragelse og dårlige manérer. Når en stamme besøgte nabostammen på den anden side af bjergene, havde de altid gaver med. Såsæd, kogekar, skind. Konger og fyrster har begavet deres værtsfolk med drikkebægre, ædelstene, silkestoffer, og under hele min opvækst og mit eget selskabelige liv har man givet hinanden værts/værtindegave: en flaske olivenolie, roser fra haven, en håndsæbe… bare en gestus.

Spørg jeres nye venner ligeud, næste gang I skal besøge dem. Fortæl dem, at i jeres omgangskreds har I altid haft for vane at give værterne en gave. Dels er I opdraget til ikke at komme tomhændede, dels synes I, traditionen er smuk. Spørg, om I skal suspendere traditionen jer imellem, eller om de har lyst til at hoppe med på den. Så kan de tænke over det.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er blevet forelsket i min mands bedste ven

Som værtinde bliver jeg altid glad for denne påskønnelse. Det er arbejdsomt at holde en bedre middag. Men mine fødder bliver mindre trætte, når en gæst rækker en yndig buket frem, og jeg glemmer de mange gange, dankortet har suset gennem automaterne, og hvor bøvlet det var at springe for livet, mens min mand hidsigt støvsugede, sveden sprang, og blenderen kværnede. Og når vi går rundt om natten og rydder op og fylder opvaskemaskinen for anden gang, står buketten stadig dér og lyser venligt.

Mange hilsener
Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.