Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Mine svigerforældre er uønskede juleaften"

20. december 2019
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"Min kæreste vil nødig lade sine forældre sidde alene – de har ikke anden familie. Jeg spurgte derfor min mor, om de kunne komme med til vores jul. Efter min mor havde talt med min stedfar og min søster, vendte hun tilbage med besked om, at de mente, vi blev for mange! Jeg var helt målløs ..." Læs brevet til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er skuffet over min familie og vil gerne høre din mening. Mine forældre har været skilt, siden jeg var 12 år, men har i flere år holdt jul sammen med deres nye partnere, min søster og hendes familie samt mig. De senere år har min svogers mor også været med. Jeg har egentlig været lidt stolt af, hvor fint vi fandt ud af det i vores sammenbragte familie. Juleaften bliver altid holdt hos min mor og stedfar, for de har god plads.

Efter mange år som single mødte jeg for fire år siden min kæreste, og vi blev i sommers forældre til en dejlig lille dreng. Min kæreste er enebarn, og han har kun sine forældre. Nu vi selv er en lille familie, vil vi naturligvis gerne holde juleaften sammen, og min kæreste og søn er velkomne hos min mor. Han vil imidlertid nødig lade sine forældre sidde alene – de har ikke anden familie. Jeg spurgte derfor min mor, om de kunne komme med. Efter min mor havde talt med min stedfar og min søster, vendte hun tilbage med besked om, at de mente, vi blev for mange! Jeg var helt målløs og kunne dårligt få mig selv til at fortælle min kæreste det.

I år holder vi jul med hans forældre, og så håber jeg, at jeg kan få ham overtalt til at lade forældrene være alene næste år. Men uanset hvad er jeg simpelthen så ked af, at min familie ikke kan rumme min svigerfamilie. Er jeg for nærtagende?

Knus Cecilie

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Ekskonen spænder ben for ferien

Kære Cecilie

Der er mange mennesker, der er nærtagende ved juletid. Jeg forstår godt dit ønske om at samle din flok omkring dig, nu hvor du har fået et lille barn. Men hør ... dine forældre og din søster kan have mange grunde til at synes, det bliver for voldsomt: Måske de ikke rigtig kender din kærestes forældre, måske din mor ikke orker det praktiske, måske stuerne allerede er fulde. Jeg selv har ikke nemt ved at høre i store selskaber og synes også, store sammenkomster mangler nærvær ... så selv om jeg nok ville vælge at have åbne arme i julen, ville jeg sikkert få stress, når det kom til stykket.

En dag bliver det formentlig jeres tur til at holde jul, og så er det jer, der bestemmer antallet og hvem, I gerne vil samle omkring jer. Den kommende jul hos din kærestes forældre lyder også hyggelig.

Mit bedste råd er ikke at tage det personligt, at din familie i denne sag ikke er så rummelig, som du ønsker. Julen bliver alligevel aldrig, som vi håber. Glæd dig over hverdagen, din kæreste og din lille søn, som jo foreløbig ikke fatter noget af det hele.

Varme hilsener og gode, pragmatiske juletanker, Nikoline

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også