Brev til Nikoline Werdelin: "Min veninde forventer vores opvartning"

Kære Nikoline Werdelin

Vi er en gruppe kvinder, der har holdt sammen, siden vi gik på seminariet. En af kvinderne i gruppen blev for to år siden alvorligt syg. Jeg er ikke særligt tæt på hende, men vi blev selvfølgelig alle chokeret og tog os af hende, som man nu gør med besøg, mail, beskeder og opmuntring. Hun bor alene i et hus, der ligger lidt afsides, og hun har ingen børn, så derfor forkælede vi hende.

Hun skrev tit og spurgte, om vi kom på besøg, og på det tidspunkt satte jeg alt andet til side – mand og børn, hus og have – for at være der for hende. Jeg tænkte, at det måtte være meget ensomt at være hende, og at jeg ville sætte pris på selskab, hvis jeg var i samme situation. Hver gang vi sås, havde jeg sørget for mad og lækkerier, for det kunne hun jo ikke selv overskue. Nu er hun raskmeldt og så småt begyndt på sit job igen, men hun ringer stadig og vil have besøg eller føre lange samtaler. Jeg har føjet hende et par gange, og hver gang lå det i luften, at jeg skulle sørge for mad og drikke. Med andre ord opfører hun sig, ligesom dengang hun var syg og hjælpeløs, og det orker jeg ikke at stille op til. Det samme gælder de andre i gruppen. Jeg vil gerne ses, men ikke så tit, som hun gerne vil – og jeg vil ikke være den, der sørger for alt. Inderst inde tænker jeg, at hun nød omsorgen og har svært ved at give slip på den igen. Den forstår jeg, men det bliver ikke mig, der skal give hende den i samme målestok. Hvordan får jeg sagt det på en pæn måde? Kærlig hilsen Ida LÆS OGSÅ: Min veninde gennem 20 år har "fyret" mig

Kære Ida

Måske humor er det bedste. Nu aner jeg ikke, hvilken form for jargon I har, men hvis jeg skulle skrive din replik, ville den lyde lidt hen ad dette: ”Næ, kære ven, jeg skal nok være der, når livet er virkelig hårdt, eller du ligger på dit yderste – men nu, hvor dit liv er normaliseret, må jeg samle op på min egen familie og min nattesøvn! Du er i øvrigt velkommen til at kigge over på lørdag og hjælpe med at luge!” Hvis din veninde siger, at hun ikke har nogen at tale med om det tunge, hun har været igennem – folk, der ikke til hverdag er dødsbevidste, får sommetider et større chok end andre, når de opdager, at væggen mellem liv og død er papirtynd – synes jeg, at du skal henvise hende til den patientforening, hun tilhører, eller foreslå hende at tale med en dygtig psykolog, der kan håndtere samtaler om liv og død. Du kan også anbefale din veninde at læse ”Blandt Løver” af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick om alvorlig sygdom, livsmod og dødsbevidsthed – og Stine Bujes interviewbog ”Bogen om Livet – hvad uhelbredeligt syge kan lære dig om at leve”. Selv om din veninde er overlevende, tror jeg, at hun kan finde genkendelse og inspiration.

Livet bliver aldrig det samme, når man har befundet sig i gråzonen før døden. En uskyld og en evne til at fortrænge livets afslutning er væk – men med den nye bevidsthed kommer ofte evnen til at sætte mere pris på sine minutter. Jeg tror, din veninde skal vænne sig til alt dette – og måske også finde ud af, hvordan hun kan have flere mennesker omkring sig. Det er jo ikke priser og penge, folk finder vigtige, når de skal herfra. Det er naturen og andre menneskers nærvær. Varme hilsner Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.