Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Min veninde er frelst"

6. september 2019
tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"Min veninde er blevet frelst. Hun forsømmer aldrig en chance for at rette eller opdrage på andre, og det ulideligt at overvære hendes kamp mod hele verden ..." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Hej Nikoline Werdelin

Jeg har en god veninde fra skoletiden, som jeg egentlig sætter stor pris på, ikke mindst vores lange historie sammen. De senere år er hun dog blevet mere og mere ”frelst” på mange områder. Først holdt hun op med at ryge, og nu skriver hun breve til boligforeningen om, at hun vil have rygning forbudt i gården. Hun vil også forbyde naboerne at grille, og hun forsømmer i det hele taget aldrig en chance for at rette eller opdrage på andre. Jeg ved godt, at hun i princippet har ret i meget af det, men det er ulideligt at overvære hendes kamp mod hele verden.
Værst for mig er det dog, at hun evig og altid kommenterer, hvad jeg spiser. Hun er blevet meget sundhedsbevidst og følger en kostguru, og hun spiser ikke længere kød. Selv er jeg overvægtig og kæmper med psykiske problemer. Jeg ved udmærket godt, at jeg burde tabe mig, men hendes utallige gode råd og bemærkninger hjælper mig ikke. Det har jeg forsøgt at sige, men det preller af. Efterhånden føler jeg mig forkert og ked af det, hver gang jeg har set hende. Synes du, at jeg skal afslutte venskabet? Med venlig hilsen Trunte LÆS OGSÅ: Skal jeg bryde kontakten med min veninde?

Kære Trunte

Ja, det synes jeg. Hun lyder til at være rejst ud i en kost-religiøs galakse, hvor hun ikke længere kan nås. Og hendes livsindhold lader til at være at rette på omgivelserne og at kæmpe mod vejrmøller.
Det kunne være underholdende, hvis kernen af venskabet var tilbage: en sød og god kontakt og respekt for hinanden. Men når hun kommenterer, hvad du spiser, og retter på dig, efter at du har bedt hende lade være, så er hun jo ikke nogen ven. Du har, som du fortæller, nok at se til. Det skal hun kunne mærke – ellers kan du lige så godt være venner med en lygtepæl. Mange hilsner Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en e-mail til nikoline@soendag.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også