https://imgix.femina.dk/media/article/51.jpg
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Kan jeg tillade mig ikke at invitere min nieces kæreste med til julemiddag?"

23. december 2019
af tekst og illustration af Nikoline Werdelin
"Efterhånden har flere af mine nevøer og niecer fået kærester, og nu mener min søster, at de også skal inviteres til vores årlige julemiddag. Det er egentlig ikke, fordi vi ikke kan være der, hvis vi dækker ved to borde. Men jeg synes, noget af hyggen forsvinder, hvis vi bliver op mod 20 mennesker, der fylder hele stuen ud. Det er min søster helt uenig i. Har du en mindelig løsning?" Læs brevet til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline Werdelin

Min søster og jeg har en lille diskussion om gæstelisten til familiens julefrokost. Vi er tre søskende med ægtefæller og tilsammen otte børn samt vores gamle mor. Vi søskende holder ikke juleaften sammen, men samles altid 2. juledag. Det har de seneste mange år foregået hos min mand og mig, da vi har god plads, og jeg har altid nydt at samle familien.

Men efterhånden har flere af mine nevøer og niecer fået kærester, og nu mener min søster, at de også skal inviteres. Det er egentlig ikke, fordi vi ikke kan være der, hvis vi dækker ved to borde. Men jeg synes, noget af hyggen forsvinder, hvis vi bliver op mod 20 mennesker, der fylder hele stuen ud. Det er også mange at servere for, selv om vi deles om maden. Desuden skifter de unge jo kæresterne ud jævnligt, så efter min mening kan vi godt vente, til de er mere etablerede.

Det er min søster helt uenig i, og jeg kan forstå på hende, at det især er hendes datter, der insisterer på at få sin kæreste med. Men vi kan jo heller ikke gøre forskel. Har du en mindelig løsning?

Håbefuld hilsen Jette

LÆS OGSÅ: "Kan jeg tillade mig at sige, at hendes kæreste ikke er velkommen?"

Kære Jette

Et kompromis betyder, at ingen rigtig får deres vilje. Men sådan ender forhandlinger i familielivet jo ofte, og det er det overordnede billede, der tæller.

Først vil jeg sige, at jeg ikke helt forstår, at de unge er interesserede i at gå til julefrokoster med hinandens familie. Pyh. Al den slags familiesamvær med karrysild, onkler og tanter, man ikke kender, rullepølse, fætre og kusiner kan jo tidsnok komme, når man får små børn sammen.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du få en lækker Södahl plaid i velkomstgave

Men nu har I disse familiemindede unge, og derfor synes jeg, at I bliver nødt til at dække op til dem. Vist bliver det ikke hyggeligt på den gamle måde, men det bliver noget andet – det er vel begyndelsen til den storfamiliejulefrokost, I får, når alle de unge har dannet familier og selv fået børn.

Hvis dette bliver for meget, må du og din mand hellere tage hele traditionen op og vende. Det kan jo være, den har haft sin tid. Jeg for mit vedkommende ser ikke mine søskende til jul de år, hvor jeg holder jul på min mands families side. Men nogle år har vi i stedet holdt en storfamilieglögg på en søndag i advent.

Julen handler tilsyneladende om glæde, men jeg tror, det er den tid, hvor de færreste er helt tilfredse.

Mange julehilsner Nikoline

LÆS OGSÅ: "Det ærgrer mig, at alle generationer ikke er samlet til jul"

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også