Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg søger accept af min fars selvmord"

"Min far havde det svært og begik selvmord. Og jeg mener, at man har lov at vælge livet fra, hvis det er for svært. Men jeg har flere gange oplevet, at omgivelserne trækker sig, hvis jeg fortæller om det." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her

Kære Nikoline Werdelin

Jeg vil gerne høre din mening om et emne, som andre ofte stejler over. Min far begik selvmord, da jeg var 28 år. Mine forældre boede kun sammen de første år af mit liv, og jeg havde ikke noget tæt forhold til ham. Han havde et svært liv. Jeg besøgte ham i perioder, når han forsøgte at komme på fode, men jeg må være ærlig og sige, at minderne om uvisheden og bekymringerne fylder mere for mig end tankerne om de gode stunder. Derfor var hans død på en måde også en lettelse – han havde flere selvmordsforsøg bag sig. 
 
 
Det er over 20 år siden, men jeg har ikke ændret holdning. Jeg føler, at han fik en form for fred for sine dæmoner. Jeg mener kort sagt, at man har lov at vælge livet fra, hvis det er for svært.
Jeg skriver til dig, fordi jeg flere gange har oplevet, at omgivelserne trækker sig, hvis jeg fortæller om det. Hvad er din holdning?
Med venlig hilsen Datteren 
 
 

Kære Datteren

Min holdning gælder mest af alt samtaleemner: Vi må kunne tale om det, der optager os. Døden er allestedsnærværende... nødvendig at forholde sig til, et vilkår for alle. Så naturligvis må vi have undersøgende samtaler om den. Hvad er følgerne, hvis vi for eksempel lovliggør eutanasi? Vil det gøre noget ved folk med terminale sygdomme, som gerne vil holde fast til det sidste? Hvad med selvmord?
 
 
Nu kan videnskaben gøre kvinder på 52 gravide, give kvinder med lav selvtillid større numser, og vi kan flyve om til bagsiden af månen... Hvorfor skal de få mennesker, der ikke længere kan se en mening med at være her, og som lider hver dag, være overladt til deres egne løsninger? De er nødt til at hænge sig, bakse med støvsugerslanger eller piller... og de er helt alene, når de trækker vejret for sidste gang. Er man forpligtet til at leve sin tid ud? Hvad er det følelsesmæssigt provokerende ved, at nogen vælger at give op og forlader alle, der holder af dem – når menneskets medfødte instinkt er at kæmpe for at overleve for enhver pris? Alt dette gør mig nysgerrig, der er mange aspekter i det, og jeg vil virkelig gerne tale om det. Jeg håber, det er holdning nok.
Mange hilsner Nikoline
 
 
Skriv til Nikoline Werdelin
Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected] 
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.