Brev til Nikoline Werdelin
Annas brevkasse

Brev til Nikoline Werdelin: Jeg mistænker, min mand er mig utro

15. januar 2020
tekst og
illustration: Nikoline Werdelin
"Jeg føler, at min mand har ændret sig de senere måneder, og jeg kan ikke lade være med at mistænke ham for at være utro." Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.

Kære Nikoline

Jeg har brug for et godt råd. Jeg føler, at min mand har ændret sig de senere måneder, og jeg kan ikke lade være med at mistænke ham for at være utro. Jeg tror, det begyndte efter julefrokosten på hans arbejdsplads i november. Det er næsten helt banalt, for han arbejder oftere over, han er begyndt at gøre mere ud af sig selv, og han virker fraværende, når han endelig er hjemme.
Jeg kan slet ikke forstå, at det kan ske for os, for jeg troede, at vi havde det godt sammen, selv om meget selvfølgelig kører på rutinen, når man har været sammen i mange år. Vi har været gift i 17 år og har to børn på 16 og 12. Jeg havde faktisk håbet, at vi kunne puste lidt mere liv i parforholdet nu, hvor vores børn er ved at være store. Men lige nu virker min mand, som om han væmmes ved mig. Min veninde har foreslået, at jeg tjekker hans mobil eller computer, hvis jeg kan komme til det, så jeg kan få vished. Men for mig er det ret grænseoverskridende at udspionere andre. Synes du, at jeg kan tillade mig det? Eller har du et andet forslag? Jeg har spurgt ham direkte, men han affærdiger mig og mener, at jeg er tosset. Kærlig hilsen Helle LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Vores forelskelse vækker forargelse"

Kære Helle

Ja, det skal afklares hurtigst muligt! Men ... er det virkelig nødvendigt at være detektiv i dit eget liv? Jeg har godt nok hørt mange historier om ellers fornuftige mænd, der pludselig løj og bedrog, fordi de var bange for at miste kone og børn og ikke kunne sige farvel til elskerinden ... men alligevel! Hvad med at gå systematisk til værks? Hvis du nu skriver en liste over din mands ændrede adfærd ... og aftaler med ham, at I sætter jer ned over for hinanden en dag, hvor I ikke bliver forstyrret. Så må I sammen gennemgå punkterne ét for ét. Han er fraværende. Det må han sætte ord på. Han arbejder over. Er det et nyt engagement, en ny kunde, en stor opgave? Det må du insistere på, at han deler med dig. Du føler, han væmmes ved dig. Hvordan oplever han jeres intimitet og kropskontakt for tiden?
Hvis ikke I kan tale om de emner, giver det ingen mening at være gift. Og så synes jeg, du skal foreslå en pause – affære eller ej. Det er selvpineri at være så tæt på en mand, der ikke er nærværende – og som ikke viser, at han elsker dig med hud og hår. Jeg synes, al den fremmedhed og manglende kontakt er et problem i sig selv. Din mand må komme med nogle gode forklaringer. Og ellers ser jeg to muligheder: Parterapi eller at I flytter fra hinanden for en tid. I begge tilfælde vil jeg tro, det hele kommer for en dag. Varme hilsener Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Hvordan kommer jeg videre efter min fyring?"

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også