Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg er uønsket i familien"

Kære Nikoline Werdelin

Jeg har ikke en stor familie, eller rettere sagt; jeg har ikke kontakt til dem. Gennem mit liv har jeg oplevet familier, som havde voldsomme konflikter, men som ved jul og andre højtider stimlede sammen. Derfor har jeg ofte spurgt mig selv, om det var kærlighed og omsorg, eller var det af ren pligt? Min familie har altid opfattet mig som værende kontroversiel. Det er jeg også. Jeg skider på, hvad naboen tænker, og det gør de ikke. Jeg siger min mening til personen. Hellere det end at bagtale hinanden. Men det er ofte blevet opfattet negativt. Adskillige gange, hvor jeg har sagt min mening høfligt og pænt, har jeg oplevet, at en niece er blevet sur på mig. Jeg forstår slet ikke, hvad hun er blevet sur over. Jeg gav hende tilbuddet: Jeg siger min ærlige mening, eller jeg bagtaler de andre, som hun altid gør. Så brød helvede løs, og hun blev sur igen.

Jeg har altid boet langt fra familien, men da jeg for otte år siden flyttede tæt på dem, fik jeg reelt muligheden for at lære dem at kende. Før sås vi kun en eller to gange årligt. Nu boede vi pludselig i samme lille, jyske by. Der er en i familien, jeg slet ikke bryder mig om, men jeg har aldrig nævnt det. Er nået en alder, hvor jeg vælger mine kampe med omhu. Nu, hvor jeg ikke har haft kontakt med dem i flere år, kommer det mig for øre, at de synes, at jeg er besværlig. Dette er en gåde for mig. Jeg møder ofte mennesker, der siger, at de synes, det er så befriende, at jeg altid siger min ærlige mening. Her er opstået dejlige venskaber. Når jeg tænker over familien, undrer det mig, at de alle betragter mig som den underlige. De gifter sig og holder bryllupper, som jeg ikke engang bliver informeret om. Min søsters begravelse informerede de heller ikke om. Jeg oplevede det samme med min storebror, som jeg var tæt knyttet til. Hans ekskone ringede to dage efter begravelsen og fortalte, at han var død og begravet. Det er nok det værste, jeg har oplevet fra dem. Børn er noget, man finder ud af, de har fået. Da vi – mit barnebarn bor hos mig – flyttede til deres hjemby, tog jeg det som en selvfølge, at vi skulle holde jul sammen. Dengang var mit barnebarn 5 år. Men det skulle vi ikke, for de ønskede ikke at ændre deres vaner. Jeg har boet i København det meste af mit voksenliv og har nemt ved at omstille mig. Jeg er nået til den konklusion, at jeg har det rigtig godt med ikke at have kontakt til dem. Så slipper jeg for at høre dem bagtale hinanden. Så kan de holde deres bryllupper, barnedåbe, konfirmationer og begravelser uden at ændre vaner! Jeg ville ønske, at jeg havde en familie, hvor man kunne være sig selv og sige sin ærlige mening. Sådan en familie ville være velkommen. Min konklusion er, at min familie er underlig og gammeldags. Venlig hilsen Mormor/Moster LÆS OGSÅ: Skal jeg holde mig væk fra familiefesterne?

Kære Mormor/Moster

Mon ikke bagtaleri og subtile manøvrer er en del af din families mønster? Og så kommer du – og er en mønsterbryder. Hvis din familie var glad og stærk, ville der være plads til bramfrihed og farver. Man ville elske dig for din vildskab, dit mod og din humor! Men mit gæt er, at du kommer fra en dysfunktionel familie. Du er drengen, der siger, at kejseren ikke har klæder på, og han er ikke velkommen. Du må tænke på, at der sikkert er en hel masse, der ikke tåler dagens lys. Så kommer sådan en whistleblower tilbage til provinsen efter mange år i købstaden – næ, hov og fy, dét finder de sig ikke i. Jeg tror både, det har noget med skam, misundelse og angst at gøre... og ja, du er da til besvær. Det er møgbesværligt med én, der siger sandheden!

Måske du skal prise dig lykkelig over, at du har skilt dig ad fra den menage. Jeg tror ikke engang, de er sunde at holde jul og familiehøjtider med. Ikke at orientere dig om død og begravelse af dine nære slægtninge... det er så tarveligt. Den eneste undskyldning, jeg kan komme på, er, at de er bange for dig. Og så har de sikkert brug for noget at være sammen om. Man ser desværre den mekanisme gennem hele verdenshistorien. Fra mobning i skolegården og på arbejdspladser til de store tragedier. Da tyskerne var på hælene i 1930’erne, fandt de sammen om at se sig gale på deres jødiske medmennesker. Hvide sydstatsfolk med mindreværdskomplekser slog sig sammen om at forfølge afroamerikanere og så videre. Puha, det er ikke en klub, man har lyst til at være en del af. Det glæder mig at høre, at dét, der skræmmer din familie, er det samme som det, der drager dine venner. Og kære Mormor/Moster, du har en stor familie derude... døtre af patriarkalske kulturer, der fortæller, hvad der egentlig foregår, børn af Jehovas Vidner, der siger fra og bliver skubbet ud... og mange, mange flere. Kærlig hilsen Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.