Brev til Nikoline Werdelin: "Er jeg for rørstrømsk?"

Kære Nikoline Werdelin

Mine forældre døde for cirka 25 år siden. I dag er jeg i slutningen af 50’erne, min bror er seks år ældre. Dengang de døde, satte vi penge af til pasning af gravpladsen i mange år fremover, og det er passet til punkt og prikke.

Modsat min bror og hans familie bor jeg ikke i nærheden af kirkegården og besøger gravstedet måske tre gange om året. MEN nu udløber snart den tid, vi har betalt for, og min bror er stemt for, at vi sletter graven. Dét synes jeg er underligt, også selv om jeg kommer så sjældent. Jeg er måske mere rørstrømsk end min bror. Jeg kan selv betale for en forlængelse af gravpladsen og pasning, men hvordan vil det virke på den anden del af familien? Eller skal jeg bare – endelig – erkende, at livet går videre? Venlig hilsen Lillesøster LÆS OGSÅ: Jeg bekymrer mig om alt og intet

Kære Lillesøster

Ja, livet går videre... men kun, hvis man giver de døde en plads i erindringen. Sommetider er tanken om et fysisk sted trøsterigt – og det kan gøre et diffust savn mere håndterligt. At sløjfe en gravplads kan føles brutalt... farvel med jer. Heller ikke denne lille plet på jord skal I have.

Jeg synes ikke, det lyder, som om det er nu. Forlæng gravpladsen for en 10 års tid, hvis du har råd, og tag det op igen. Når du besøger gravstedet, kunne du måske have glæde af at tage nogle fotos, så du også kan glædes over stedet, træerne, jorden, lyset, når du ikke er der. Årene går. Vent med at gøre noget, til du helt tydeligt kan mærke, at gravpladsen tynger dig. Hvis det ikke sker, mens du går rundt på jorden, kan du jo overveje, om du vil ligge der selv. Venlig hilsen Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar. LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke komme videre efter min fars død