Brev til Nikoline Werdelin: "Andre vil ikke acceptere, at jeg har brudt med mine forældre"

Kære Nikoline Werdelin

For fire år siden brød jeg med mine forældre efter flere års svære overvejelser. Jeg er 38 år og enebarn, og jeg har aldrig følt, at mine forældre interesserede sig for mig, eller at jeg var god nok, uanset hvad jeg kastede mig over. Men det var ingen nem beslutning. Mine forældre er ikke misbrugere eller voldelige. Jeg har udadtil haft en tryg barndom med faste rammer, ferierejser, fritidsinteresser og så videre. Alligevel har jeg altid følt mig tilovers i familien, som om mine forældre havde nok i hinanden. Min mor har, hvad hun selv beskriver som dårlige nerver, og min far lever og ånder kun for hendes velbefindende. Hun har ikke kunnet arbejde i mange år.

Som ung havde jeg selv psykiske problemer, som mine forældre nærmest ignorerede. Efter mange års arbejde med mit sind besluttede jeg, at jeg måtte droppe kontakten til min mor og far, hvis jeg skulle have mulighed for at få et normalt liv. Jeg skrev et brev til dem og forklarede mig, og det har de aldrig reageret på, men jeg ved fra min mors veninde, at de er dybt sårede og betragter mig som utaknemmelig.

Jeg har det egentlig godt med min beslutning, hvis det ikke var, fordi jeg ofte skal forsvare den. Det er kun mine allernærmeste venner, der fuldt ud har accepteret det. Taler jeg med andre om det, begynder de at komme med indvendinger, som at man skal se sine forældre som hele mennesker og den slags. Generelt møder jeg meget lidt forståelse, fordi mine forældre hverken drikker eller har udsat mig for omsorgssvigt. Jeg ved godt, at jeg burde holde mig fra at diskutere, men jeg kan ikke lade være med at blive provokeret – måske fordi jeg har en smule dårlig samvittighed. Hver gang bliver jeg dog meget ked af det. Jeg er single, men drømmer om at få mand og børn. Tror du, det vil lykkes for mig en dag?

Hilsen Datteren

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Min mor har ikke tid til min datter"

Kære Datteren

Tak for dit brev. Det er et svært valg at træffe – måske et af de allersværeste – men det lyder, som om du har gjort det rigtige. Somme tider er man nødt til at gå langt, langt væk fra sine forældre for at fremkalde sig selv og blive hel.

Og du skal ikke føle dig forpligtet til at tale med andre mennesker om den afstand, du har lagt til dine forældre. Hvis det dukker op i samtalen, og du absolut er nødt til det, kan du bare sige, at I p.t. ikke har så meget kontakt. Hvis en kollega, bordherre eller bekendt spørger ind, så afslut sagen med en enkelt replik, for eksempel ”Det er en lang historie – det taler jeg kun med de nærmeste om.” Brud i familien er et privat anliggende. Du skylder ikke andre end dig selv en forklaring. Og den har du jo.

Måske det ville fungere godt for dig at bruge et andet ord end ”brud”. En elendig relation tager virkelig på kræfterne. Men det kræver også meget energi at sige farvel. Så hvis man kan undgå ord som ”bryde for evigt” og ”aldrig ses mere”, tror jeg egentlig bedre, man kan leve sit liv. Dag for dag, år for år. Måske pausen varer længe, måske den får en ende – det er ikke til at vide. Menneskelige følelser er ikke statiske, og hjernen og hjertet er også plastiske. Somme tider ændrer nyfødte børn, sygdom og dødslejer også på tingene.

Og husk: Når folk reagerer på, at du ikke ser dine forældre, skyldes det deres egen angst. Enten for, at deres egen vrede en dag kommer op til overfladen og får dem selv til at smække med døre – eller fordi de er tæt forbundne med deres forældre og ikke evner at sætte sig ind i dine vilkår.

Hvordan det vil gå dig med mand og børn, ved jeg desværre ikke – men hvis man sidder fast i sit liv, vil det altid være mit forslag at tage en ordentlig holmgang hos en god psykolog og drage ud på en lang, udfordrende rejse.

Varme hilsner Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Skal jeg bryde kontakten til min veninde?"

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg er uønsket i familien"

Skriv til Nikoline Werdelin