Nikolines brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Min svigerfamilie blander sig i alt

"Når min datter spurgte mig direkte om noget, svarede min svigermor ofte for mig. Når jeg skulle fortælle min mand noget, gik hun ofte lige i hælene på mig og nærmest svarede på mine vegne." Læs ugens brev til Anna.

Kære Anna,

Jeg er en kvinde på 48 år. Er i den trælse situation, at jeg er blevet totalt uvenner med min svigerfamilie. Jeg er så træt af og irriteret på min svigermor og svigerinde.

Min svigermor har boet hos os i seks-syv måneder på grund af kræft. Hun har fungeret som den mor, jeg aldrig har haft. Min egen mor og far er desværre ikke i live mere, så jeg har betroet hende meget. Jeg ville gerne hjælpe, men til sidst kunne jeg ikke holde det ud, da jeg ikke fik et ben til jorden. 

Når min datter spurgte mig direkte om noget, svarede min svigermor ofte for mig. Når jeg skulle fortælle min mand noget, gik hun ofte lige i hælene på mig og nærmest svarede på mine vegne. Han og jeg kunne næsten ikke snakke sammen, uden at hun blandede sig. Sagde det et par gange til hende, men hun blev ved. 

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Bare en simpel ting som vasketøj – jeg holder hvidt og kulørt adskilt, men hun blandede det sammen. Hun blev sur, da jeg sagde, at det skulle hun ikke, men fik ren besked om, at sådan gjorde hun. Jeg måtte gøre det klart for hende, at vores soveværelse var privat område – det eneste sted, jeg sådan set havde. Det tog hun heller ikke godt imod og kunne ikke forstå, da jeg forbød hende at rede vores seng.

Da jeg kunne se, at hun både kunne lave mad til fem personer og vaske tøj og gøre rent her, tænkte jeg, at nu var det nu, hun skulle rejse hjem. Havde ellers ventet på, at hun selv tilbød det. Så jeg talte med min samlever og svigerinde om det. Som ordene faldt, var det mig, der var noget i vejen med.

Min datter har fået konstateret epilepsi i år. Vi lavede regler herhjemme, så vi kunne forebygge, at hun slog sig under anfald. Hun måtte for eksempel ikke låse døre, især ikke på badeværelset. Min datter trængte til luftforandring og kom på ferie hos min svigerinde, som godt vidste det med ikke at låse døre. Men da vores datter kom hjem igen, var det ændret til, at hun gerne måtte låse.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min svigerdatter vil ikke lade mig være farmor

Jeg var godt sur på min svigerinde og synes, at det var respektløst over for os som forældre. Mange ting har jeg set gennem fingre med, da jeg bare gerne vil bevare husfreden, men dette her var dråben. Fik fortalt min samlever, at jeg synes, de beslutninger skal tages af os og ikke af min svigerinde. Og nu snakker min svigerinde og jeg ikke sammen.

Hun er pædagog og har en masse kursusforløb, så en masse kasketter har hun. Hun er dog ikke selv mor. Jeg er blot mor og forsøger at gøre det rigtige. Har i hvert fald tre dejlige børn.

Har jeg gjort noget forkert ved at vælge ikke at have kontakt med min svigermor og svigerinde mere? Jeg tænker tit, at jeg skulle have sagt fra for mange år siden. Nu er jeg bare kommet dertil, at jeg slet ikke har lyst til at se dem. Jeg er nok skuffet og vred over, at de ikke bare kunne respektere vores hjem, vores meninger, og hvordan vi gør tingene.

Jeg har ingen idé om, hvordan og hvornår vi kommer til at tale sammen igen. Jeg har sådan set meldt mig ud af den side af familien. Er det mig, der overreagerer? Har du et godt råd? Vi har været tæt på at gå fra hinanden, mig og min samlever.

Kærlig hilsen H.H.

Kære H.H,

Hvor er det en svær og fastlåst situation, du her beskriver. Det lyder, som om du har været igennem en smertefuld tid, hvor du er endt med at føle dig alene i verden, fordi din samlever og hans familie synes, det bare er dig, der er noget galt med. Det er det ikke. Og jeg tror, at du har fat i kernen af problemet, når du skriver, at du måske har ventet for mange år med at trække helt almindelige grænser over for din svigerfamilie. For nu er der simpelthen samlet til bunke.

Vi kan ikke regne med eller vente på, at andre af sig selv forstår at trække græn

sen der, hvor vi tænker, den med al rimelighed må være. Og det er som regel bedre at gøre sig klart fra begyndelsen, hvad vi vil være med til, og sige fra, når grænsen nærmer sig. At tåle den utilfredshed, der ofte kommer i dén forbindelse, er at foretrække frem for at vente, til vi eksploderer. 

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er familiens taxachauffør

Du fortæller, at du har taget din svigermor til dig, som var hun din egen mor. Men selv om hun så var din mor, ville der stadig være grænser for, hvad hun skulle blande sig i. Det lyder vildt, at hun svarer for dig, når du taler med din datter og med din samlever, og ikke respekterer, at hun er gæst og dermed ikke den, som sætter dagsordenen – hverken når det handler om sengeredning, vasketøj eller hvad som helst andet.

Det er usædvanlig rummeligt at lade svigermor flytte ind så længe, også selv om hun har været syg. Der er mange måder at drage omsorg for hinanden på, og jeg er ikke i tvivl om, at du har ladet din svigermor bo hos jer, fordi du har et stort hjerte. Men desværre lander forsøget på kun at være sød, grænseløst imødekommende og favnende sjældent så godt, som vi forestiller os det. For ingen kan leve op til den rolle hele tiden.

Du forventede, at din svigermor selv ville fornemme, hvornår det var på tide at rejse hjem. Men det er ikke altid, andre mennesker kan det. Mennesker er meget forskellige. Vi er både irriterende og mærkelige. Skønne og kærlige. Dumme og kloge – i én stor blanding. Og selv når vi synes, at noget er himmelråbende indlysende, er det ikke altid, vi kan få andre til at synes det samme.

Hvad din svigerinde angår og hendes ændring af reglen om de ikke-låste døre, kunne det så tænkes, at dét, at jeres datter holdt ferie hos hende, har givet hende opfattelsen af, at hun selv, i sit eget hjem, kunne sætte dagsordenen? Du fortæller, at din svigerinde er pædagog og har været igennem en masse forskellige kurser, men ikke selv har børn. Det er ikke svært at forstå, hvis du synes, det virker arrogant, at hun med ”alle sine kasketter” træder hen over din og din samlevers beslutning.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Hans gnasken tager min koncentration

Jeg får derfor også lyst til at spørge mere ind til, hvor din samlever er henne i alt dette her? Det er også hans datter, og han har selv været med til at finde ud af, hvordan hun bedst kan beskyttes under anfald. Jeg tror derfor, at du lige nu, for at komme en løsning af konflikten nærmere, skal fokusere på relationen til din samlever. Det er jer to, der har ansvaret for jeres børn og hjem. Men det er vigtigt, at ingen af jer står tilbage som eneste skyldige part, hverken dig eller ham – eller hans familie. Det er der nemlig ikke så megen forløsning i.

Når en konflikt slår benene væk under os, kan det være nødvendigt, at man så at sige ”deler skylden lidt imellem sig”. Din andel i konflikten er, at du er gået for langt i din imødekommenhed. Længere, end du eller nogen som helst andre, jeg kan komme i tanke om, ville kunne holde ud.

Kunne det være en mulighed, at du og din samlever gik til en parterapeut? Når jeg foreslår det, er det, fordi det lyder, som om situationen er så fastlåst nu, at det er nødvendigt at drøfte den igennem med en tredje helt uvildig person. På den måde bliver både du og din samlever hørt – også af hinanden.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoine Werdelin: Jeg orker ikke de ekstra børnebørn

Hvis det på nogen måde kan være en trøst for dig, så er du langtfra alene om at havne i sådan en familiekonflikt. For det sker hver gang, vi ikke får sagt fra i tide. Og selv om du måske lige nu tænker, at det vil kræve et mirakel at få brudt den mur af ærgrelse og vrede ned, der har bygget sig op imellem dig og din samlever og hans familie så er det ikke umuligt.

Men jeg tror, at du og din samlever skal have hjælp til at finde tilbage til det fællesskab, I to har, og ad den vej finde ud af at trække de nødvendige grænser i forhold til svigerfamilien.

Der findes desværre intet ”quickfix” her. Det ville et brud mellem dig og din samlever heller ikke være, og det graver kun grøften mellem jer endnu dybere, hvis du fastholder ikke at ville se hans familie.

Jeg vil sådan håbe for dig og for jer alle, at det lykkes. Måske endda så du igen en dag kan få en god relation til din svigerfamilie. En, du kan finde dine egne ben i. Ben solidt plantet i både kærlighed og respekt samt bevidstheden om, at det er helt i orden og vigtigt at sige fra, inden man kvæles i bunken af skuffelser over, at mennesker omkring os ikke altid af sig selv kan finde grænsen.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

 

Læs mere om: