Nikolines brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Jeg er familiens taxachauffør

Glæden over friheden ved at have bil er druknet i mine uendelige samkørsler. Jeg har overvejet at takke nej til næste familiære samling, for så må de selv løse deres transportproblemer. Læs ugens brev til Anna.

Kære Anna

Står med et problem, som kan virke overfladisk, men alligevel har det taget pippet helt fra mig.

Jeg har gamle forældre og unge, voksne børn. Ingen af dem har bil eller kørekort. Jeg er alene og har en lille bil, som er nødvendig i forhold til mit arbejde. Så det har udartet sig sådan, at jeg er blevet familiens taxa.

Sker der noget i familien, bliver jeg spurgt om kørelejlighed, lidt som en selvfølge. Så når der er samling i familien til forskellige arrangementer, kører jeg rundt og samler folk op, og samme rute retur. Ingen bidrager til benzinen, og turene er endda ofte inkluderet brok af forskellig art. Der er jo for eksempel kun ét forsæde, som alle helst vil sidde på.

Som alle bilejere ved, er det ikke gratis at have bil. Jeg står hver måned alene med alle regninger ... og glæden over friheden ved at have bil er druknet i mine uendelige samkørsler. Jeg har overvejet at takke nej til næste familiære samling, for så må de selv løse deres transportproblemer.

Jeg føler mig også smålig, hvis jeg beder om bidrag til benzinen. Men hvis de skulle køre med det offentlige, havde de selv punget ud. Når man bliver hentet ved døren, skal det åbenbart være gratis.

Hvordan løser man det her? Jeg er træt og trist efter en fødselsdag i weekenden, hvor der var brok i bilen på vej hjem. Jeg synes ikke rigtigt, det er helt fair.

Kærlig hilsen Hende i klemme

Har du endnu ikke mødt SØNDAGS nye brevkasseredaktør? Lær Anna Mejlhede at kende her

Kære dig ”i klemme”

Du er hverken urimelig eller smålig. Tværtimod risikerer du at blive det, hvis du fortsætter sådan her. Af dit brev kan jeg høre, at det her med at hente og bringe gnaver sig ind på din glæde ved selve sammenkomsterne, og ikke bare det – også din relation til dine nærmeste. Udfordringen er, at det kun er dig selv, som kan trække grænserne – og stille krav.

Ofte er det sådan, at mennesker (især dem tæt på os) ikke altid kan gætte sig frem til det, vi ellers selv synes må være helt indlysende. De halv- eller helvoksne børn tager ikke altid af sig selv opvasken, selv om det er tredje aften i træk, der bare er blevet serveret og ryddet af. Og mange andre lignende eksempler er ikke svære at grave frem i alle de situationer, hvor vi skal finde en nyde- og ydebalance.

Det er nødvendigt som vært – i hjem eller i bil – at gøre op med sig selv, hvad man har lyst til at yde selv, og hvad man synes er rimeligt at kræve af de andre. Jeg tror nemlig ikke, at din familie er særligt utaknemmelige eller irriterende i forhold til andre familier … de har måske bare vænnet sig til, at du stiller op, når som helst, uden at forlange noget af dem. Men det skal du til at gøre nu.

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

 

Jeg tænker, at du kan begynde med at gøre dig helt klart, hvad du egentlig grundlæggende synes vil være rimeligt i forhold til at fragte din familie frem og tilbage. At du helt undlader at tage med til familiesammenkomsterne, som jeg fornemmer, at du ellers gerne vil deltage i, dét synes jeg vil være at straffe dig selv.

Kunne du skrive ud til din familie? Fortælle, hvor meget du nyder at være sammen med dem, og at du glæder dig til næste gang, men at du ikke længere tilbyder at hente og bringe? Jeg tænker, at du kunne overveje forskellige måder at gøre det på:

Skal du simpelthen fremover bede dem, som gerne vil køre med dig, om at møde op på din bopæl, så du ikke skal ligge og rakke rundt efter dem alle sammen?

Og/eller skal du måske lave en ”bil- og benzinkasse”? Sådan at alle i din familie, som nyder godt af, at du hver måned bruger en god sjat af din løn på at have bil, også bidrager til, at du netop kan beholde den?

Måske kunne du skrive en besked ud til din familie under overskriften: ”Mors Taxaservice trænger til en håndsrækning.” Eller en anden sætning med humoristisk lune?

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min svigerdatter vil ikke lade mig være farmor

Jeg ved godt, at det kan være svært at sige noget med glimt i øjet, når man har nået det punkt, hvor man føler sig udnyttet, og mest af alt har lyst til at skrige sin frustration ud. Men humor (når den rammer rigtigt) har det bare med at kunne opløse en del praktiske konflikter på en måde, så ingen føler, at de har lidt nederlag. Det er nemlig ofte i fornemmelsen af nederlag, at de indædte konflikter lurer.

Lige meget på hvilken måde du nu vælger at stille krav til din familie, så gør det ud fra den faste, indre overbevisning, at du gerne må! For når du stiller krav ud fra den tanke, at det, du gør, er helt i orden, så tror jeg ikke, du kommer til at føle dig sur eller smålig. Og sådan vil din familie heller ikke opfatte det, når du gør det med den frejdighed, der kommer af at føle, at du har lov til at sige fra.

Min erfaring er den, at de mennesker, man stiller krav til, har lettere ved at sluge kravene, når de kommer fra en, som stiller dem – med god samvittighed.

Og det kan du!

Her fra mig får du i hvert fald en masse varme tanker med på vejen – og et stort ”thumbs up” til at gennemføre din nye måde at være familiemedlem – og bilejer – på.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs mere om: