Modgang

OCD overtog Tinas liv: "Jeg var i konstant alarmberedskab"

Tina Holm havde tjek på tilværelsen. I hvert fald udadtil. Ingen anede, at hun led af invaliderende tvangshandlinger. I skjul gjorde hun rent i op til 12 timer i døgnet. Indtil det gik op for hende, hvor syg hun var.

En, to, tre, fire. En, to, tre, fire. Tina talte. Igen og igen. Tallet fire gav hende fred. Men fire var også hendes forbandelse.

– Det var mit mantra. For eksempel skulle dørhåndtag tørres af fire gange. Paneler skulle vaskes fire gange med en våd klud og tørres af fire gange med en tør klud. Lige meget, hvad jeg foretog mig, skulle det altid ganges med fire, forklarer 41-årige Tina Holm fra Middelfart.

Hvis Tinas børn satte fedtede fingre på vinduet, skulle det også pudses fire gange. Men det var ikke nok. Alle husets vinduer skulle pudses fire gange. Ellers var der ubalance i hendes indre regnskab, og det gjorde hende urolig.

Der skulle herske pinlig orden i det pletfri hjem.

– Jeg kunne bryde helt sammen, hvis naboen kom for at låne en kop sukker og rørte ved håndtaget. Så skulle jeg jo begynde forfra. Når min mand efterlod en kaffekop på bordet, var jeg nødt til at køre karkluden over fire gange på en bestemt måde.

Sådan var det med alt i huset. Det var ikke bakterier, som Tina var bekymret for. Det var skrækken for at miste kontrol. For så ville der ske noget slemt.

– Jeg var konstant i alarmberedskab. Det var ikke sådan, at jeg helt bogstaveligt hørte stemmer, men jeg følte et nærvær af noget, som forlangte, at jeg udførte ritualerne med rengøring, systematik og regelmæssighed. Hvis jeg ikke gjorde det, var jeg sikker på, jeg ville give slip og overgive mig til en dyb depression.

Ritualerne gav hende ro for en stund. Men lidt efter lidt var det ikke nok at udføre dem fire gange.

– Når jeg troede, jeg havde fået fred, krævede min OCD mere. Den var aldrig tilfreds. Så jeg var nødt til at gøre tingene fire gange fire – og sommetider blev jeg ved med at gange.

- Det var sindssygt opslidende. Men jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved det. For mig var det normalt. Jeg bildte mig selv ind, at det bare var rengøringshysteri.

Dengang anede Tina ikke, at hun led af OCD, der var fremkaldt af en underliggende, ubehandlet angst. Den diagnose fik hun først mange år senere. Men i dag kan hun se, at de første symptomer så småt kom snigende i teenageårene.

LÆS OGSÅ: Hun samler det liv op, der blev slået i stykker for fire år siden

– Jeg begyndte at tælle min mad. Det skulle gå op med fire, for ellers kunne jeg ikke spise det. Jeg blev sendt til behandling for en spiseforstyrrelse, men det hjalp jo ikke på den OCD, der var årsagen til, jeg talte maden.

Gik bersærk

Trangen til at tælle sig til en tilstand af kontrol tog til. Men det lykkedes Tina at skjule det. Udadtil var hun den livsglade kvinde med det lyse sind. Hun blev gift, fik børn og drev en restaurant sammen med sin mand.

Desuden tog hun en universitetsuddannelse som serviceøkonom. Ingen vidste, hvordan det stod til inden for hjemmets fire vægge.

– Mit hjem blev mit fængsel, og det gik ud over min mand og især mine børn. I perioder kunne jeg godt gå helt bersærk, hvis de forstyrrede mig i mine ritualer.

- Hvis min søns togbane flød på gulvet, blev jeg rasende. Jeg kunne eksplodere og råbe, skrige og slå ud efter dem. Det var forfærdeligt.

Hvad er OCD?

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder og er en angstlidelse karakteriseret ved tvangstanker og tvangshandlinger.

Man oplever, at det er nødvendigt at udføre ritualer, af frygt for at der ellers vil ske noget katastrofalt. Sygdommen kan variere meget i sværhedsgrad.

Kilde: Psykiatrifonden

Tvangstankerne og tvangshandlingerne tog efterhånden magten over Tinas liv.

– Jeg begyndte at stå op klokken fire-halv fem om morgenen for at gøre rent, mens min mand og børnene sov. Om aftenen gentog det sig, når de var gået i seng. Der var 1.000 ting, som jeg gjorde i serier på 4 x 4. Jeg knoklede til langt efter midnat. På det tidspunkt var jeg rigtig, rigtig syg. Jeg var mager og tabte håret.

Men hun holdt facaden i flere år endnu.

– Jeg blev dygtig til at lyve. Jeg løj om, at jeg skulle til tandlæge, og så kørte jeg hjem fra arbejde for at udføre mine ritualer. Jeg har ringet til børnehaven gang på gang og sagt, jeg kom sent, fordi jeg sad i en trafikprop. I virkeligheden gjorde jeg rent. Til sidst meldte jeg også afbud til sociale arrangementer for at få mere tid til tvangshandlingerne.

LÆS OGSÅ: Ditte Okman: Det er fandeme rart at blive ældre og opdage, at kvindekroppen er sindssygt lækker

Selv om sygdommen endte med at invalidere Tina, er der ingen selvmedlidenhed at spore. Hun beretter nærmest brutalt nøgternt om de barske konsekvenser af OCD’en.

Familien gik i stykker. Tina blev skilt, og hendes søn begyndte at lave ballade og slog andre børn. Han blev sendt til udredning, men uden resultat.

– Da gik det endelig op for mig, at det var ikke min dreng, men mig, der var noget helt galt med. Han var ødelagt af mine utilregnelige og hidsige reaktioner. Det gav mig modet til at søge hjælp hos min læge.

- Heldigvis tog hun det meget alvorligt, da jeg fortalte hende om en typisk dag i mit liv. Hun sendte mig direkte videre til udredning på en psykiatrisk afdeling. 

Kastede op af angst

Kort tid efter fik hun diagnosen svær OCD, udløst af angst. En specialuddannet psykolog kom i Tinas hjem for at arbejde med at afvænne hende.

Det skete blandt andet ved at konfrontere Tina med hendes værste frygt, så hun kunne mærke, det ikke havde konsekvenser.

– Psykologen satte en fedtet finger på vinduet, rørte ved mine dørhåndtag og flyttede rundt på ting. Det er eksponeringsterapi, som er virkelig effektiv. Men det var sindssygt angstprovokerende i starten.

- Jeg sad med en spand foran mig og kastede op, fordi jeg ikke måtte gøre det rent eller rydde op.

Lidt efter lidt arbejdede psykologen og Tina sig gennem den lange liste med ritualer, og hun fik det langsomt bedre.

Allerede fra begyndelsen tog hun en beslutning om at være helt åben om diagnosen. Både for at give sine børn bedre forståelse af, hvordan hun havde det, og også for at sætte fokus på OCD.

Et års tid efter de første behandlinger begyndte hun at skrive på bloggen ”Tinas Tanker”, og hun holdt også foredrag.

– Der er så meget tabu. Jeg føler det som en pligt at forsøge at hjælpe andre i den samme situation. Jeg tænkte, at kunne jeg bare redde én ud af OCD-helvedet, var jeg glad.

- Men jeg er blevet blæst bagover af beskeder fra folk med OCD og deres pårørende, som har brug for råd. Det rører mig dybt at vide, jeg kan hjælpe mange ved at være åben.

Dominobrikker rejst op

Tina har også gjort det til sin mission at råbe højt om bedre, mere ensartet behandling af OCD.

– Der er for meget uvidenhed om OCD, og derfor får mange ikke den rigtige hjælp. Tit ender de med en tid hos den første ledige psykolog, men OCD kræver i høj grad specialiseret, kognitiv adfærdsterapi. Jeg efterlyser også, man gør brug af sådan nogle som mig, der er kommet ud på den anden side. For når du er hårdt ramt, tror du ikke på, der er håb.

Tina er stadig ikke sluppet helt fri af OCD’ens greb. Men nu kan hun kontrollere det.

– Nu bruger jeg nok et kvarters tid om dagen på OCD-relaterede handlinger, men i modsætning til tidligere er jeg helt bevidst om, at det er dét, jeg foretager mig. Efter de her 15 minutter kan jeg stoppe det igen.

I dag bruger hun stort set al sin tid på at være den bedst mulige mor for Alexandro og Alba, som nu er 12 og 15 år.

– Det er, som om de væltede dominobrikker er rejst op igen. Mine børn er glade og trives, og vi har fået et harmonisk familieliv. Min søn er vokset bogligt og socialt, og nu er han rollemodel for udfordrede drenge i skolen.

- Sommetider bliver jeg ramt af skamfuldhed over den pris, mine børn har betalt. Men så må jeg minde mig selv om, at det var sygdommen, der styrede mig. 

Læs mere om: