Modgang

To kvinder: Sådan lever vi med sorgen efter at have mistet vores ægtefæller

Sorgen over at miste den eneste ene kommer man aldrig over, men man bliver nødt til at lære at leve med den. Her fortæller Brith og Teresa åbenhjertigt om, hvordan det har været for dem at blive enker.

Brith og Teresa fortæller om, hvordan de tacklede - og lever med - sorgen over at have mistet deres ægtefæller 

Hans faldt om på løbebåndet, og Briths verden ramlede

Om formiddagen lørdag den 9. november 2013 fik Brith Stensgård-Bay, 55, sit livs værste telefonopkald. Det var fra skadestuen. Hendes mand var faldet om på løbebåndet i fitness­centeret, og folk var straks sprunget til med hjertemassage, men han var ikke kommet til bevidsthed.

– Vores søn Andreas var hjemme, så vi kørte sammen af sted. Jeg tænkte på, om vi mon stadig ville komme i Musikhuset om aftenen som planlagt, for det var ikke gået op for mig, hvor alvorligt det var, husker Brith.

Hun blev sat af ved indgangen og blev straks ført ind i et rum, hvor narkoselægen fortalte, at ja, det her kan Hans dø af. Blodkar var bristet i hjernen. Imens havde Andreas parkeret bilen, og på sin vej ind på hospitalet ringede han efter sin søster Katrine. I det samme mødte han Hans på en båre – og der begyndte Andreas at græde.

Det var alvorligt. Hans skulle have dræn for at sænke trykket i hjernen og var i respirator.

– Vi sad og ventede. Ringede til min søster, Hans’ bror, vores venner. Der kom flere efterhånden, da det gik op for os, at han nok ikke ville vågne op igen. Vores præst kom, vi havde nadver og sang sange, fortæller Brith og fortsætter:

– Jeg er senere blevet spurgt, om vi var for mange, men jeg var glad for opbakningen, som jeg opfattede, selv om jeg var i en boble. Hele tiden på sygehuset var uvirkelig. Hans kom ind ved middagstid. Ved midnat blev han erklæret hjernedød. Han lå natten over, for vi slukkede først for respiratoren om morgenen, så vi havde lidt tid, og Hans’ søster kunne nå hjem fra ferie i Tyskland.

I stedet for en hyggelig aften i Musikhuset stod den dengang 50-årige Brith med sine to børn på 18 og 21 og talte om organdonation ved Hans’ side. Han var blevet flyttet fra intensiv, hvor alt bippede, til en stue, hvor han bare havde respiratoren med. Dér og i et pårørenderum befandt familie og venner sig, og mange var med, da der blev slukket.

Brith tog hjem og hentede tøj og sengelinned og gjorde ham selv i stand sammen med en fra sygehuset og Hans’ to søstre, der er sygeplejersker.

– Og så kørte møllen jo. Han kom i kapel mandag og blev begravet fredag. Jeg synes, det var rart, at det gik hurtigt. Det var et vakuum fra hans død og til begravelsen.

Brith tog en snak med sine børn, hvor hun sagde til dem, at de skulle være sociale, så snart de var klar til det:

– Jeg var bange for, at de følte, de skulle passe på mig, men de skulle ikke blive hjemme for min skyld. Og det kom da også stille og roligt for os alle tre. Deres venner tog dem med ud en tur, og jeg havde mange praktiske ting at forholde mig til. Så fra mandag morgen, hvor jeg slet ikke var wi stand til at komme op at sidde, fordi jeg var helt færdig både fysisk og psykisk, var jeg sygemeldt i tre måneder og fandt langsomt tilbage.

Nyt hus

For to år siden var Brith klar til et stort skridt. Hun solgte deres gamle hus og købte et mindre rækkehus med en lille have, så der ikke er så meget at vedligeholde. Men stadig i samme del af Aarhus.

– Jeg tænkte meget hurtigt, at jeg ville flytte, men det har været ekstremt hårdt at flytte og selv forholde mig til det hele. Sortere alt, tage stilling til alt. Jeg troede, at det ville være meget mærkeligt at bo et sted, hvor Hans ikke har været, men det er det ikke. Jeg nyder bare, at det er overskueligt, fortæller Brith.

Hun mener, at tiden gør noget ved sorgen, som intet andet kan. Men hun bliver stadig ked af det og savner Hans – og hun hader virkelig, når folk siger: ”Det forstår jeg godt”. For man skal have prøvet det for at forstå det. Og så synes hun i øvrigt stadig, at enke er et åndssvagt ord.

– Jeg har sagt til mig selv 30 millioner gange, at det er sådan, det er. Men det er stadig svært at forstå, siger Brith, der har fundet trøst i troen på, at hun skal mødes med Hans igen.

Skulle starte forfra 

Hun sørgede for, at børnene kom i hver deres sorggruppe og talte med en psykolog. Selv begyndte hun at gå til psykolog efter tre måneder, og der gik hun i to år – mere i nogle perioder end i andre. 

– For mig var det vigtigt at tale med en udenforstående, der kun skulle forholde sig til mig. Jeg følte, at jeg skulle starte forfra, genopfinde mig selv. Vi var sammen mere end mit halve liv, og jeg tænkte ikke, at her kommer jeg, men her kommer det halve af Hans og Brith, husker hun.

Brith kom også med i en gruppe for folk, der har mistet en ægtefælle, og de mødes stadig, for de kender hinanden og forstår hinanden, som ingen andre kan.

– Jeg ved ikke, om det er bedre end at gå til psykolog. Jeg vil anbefale begge dele til mennesker, der mister. Få talt om det. Snak, snak, snak, også med familie og venner – og græd, råder Brith.

 

LÆS OGSÅ: Få ekspertens bedste råd til, hvad du kan gøre som pårørende til en i sorg 

Teresa lever pensionistdrømmen uden sin mand

Teresa og Thomas Bjorholm nød deres liv sammen i deres store hus med udsigt over byen og vandet i Lemvig. Selv om de var glade både for byen, netværket og deres gode stillinger, havde de besluttet, at når de blev pensionister, ville de flytte til Aarhus for at være tættere på familien.

Men i 2007 brast drømmen. Thomas begik selvmord efter to års forløb med massiv depression, hvor han desværre ikke fik den hjælp i tide, som han havde behov for.

Alle var i chok. Ingen kunne forestille sig, at det kunne ske. Thomas var normalt en glad mand med stor humori­stisk sans.

– Det at blive ældre og forberede sig til den tredje alder er svært i forvejen, og så at blive enke samtidig er mega hårdt, erkender Teresa, 66.

Pludselig skulle hun til at forholde sig til et liv uden Thomas. 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

– Jeg har aldrig forestillet mig at leve uden min mand. Vi havde fælles drømme om et fælles otium. Vi ønskede at rejse rundt i verden, have mere tid til familie, børnebørn og venner, husker Teresa.

I stedet var der nu en forfærdelig stilhed i hjemmet. Og Teresa savnede deres samtaler, hans indblanding og råd, som hun godt nok ikke altid fulgte, men som hun savner, nu de ikke er her mere.

– De var guld værd. Men jeg måtte jo videre med en ny tilværelse. Selv om jeg følte mig forladt, var det vigtigt for mig at klare hverdagen alene.

Når man bliver enke efter et langt samliv, står man også alene med de opgaver, den anden plejede at tage sig af.

– Det er de praktiske gøremål som en vandhane, der drypper, en kælder, der pludselig er oversvømmet, en hæk der skal klippes – og sidst, men ikke mindst det økonomiske, som jeg aldrig har haft interesse i, siger Teresa.

 

LÆS OGSÅ: Jannie mistede sin mand gennem 28 år: Jeg følte mig overladt til mig selv

Ukendt land

Teresa prøver i sin hverdag at formidle til andre kvinder, hvor vigtigt det er at have føling med ens økonomi i tilfælde af, man pludseligt står alene med det. For hun måtte erkende, at det var en stor fejl, at hun ikke havde gidet sætte sig mere ind i deres fælles økonomi og havde overladt alt det til Thomas. Det gav hende unødvendige spekulationer og udfordringer.

– Hus, investeringer, skat med mere... Jeg vidste overordnet, hvad vi havde, men ikke nok til at stå alene med det.

Teresa understreger også betydningen af at have et netværk, hvor man kan spørge om hjælp. Hun har været heldig at få den hjælp, hun havde brug for, både med hensyn til økonomien og sjælesorg. Hun føler sig privilegeret ved at have venner, som både kender og forstår hendes sorg og savn. Til gengæld oplevede hun også, at nogle blandede sig i, hvornår hun var færdig med at bearbejde sorg og savn.

  – Det er meget individuelt, og da slet ikke noget, som andre skal sætte en dato på, mener Teresa, som allerede efter et par måneder fik at vide, at nu måtte hun komme videre – typisk fra folk, der ikke selv har prøvet at miste en livsledsager. 

  – Det tog mig nok nogle år at vænne mig til lige pludselig at være alene i det store treetagers hus med have. Jeg havde travlt med at passe det, sommerhuset, mit arbejde, hjælpe min gamle far, så jeg havde slet ikke tid til at tænke på mig selv, erkender Teresa i dag.

  Derfor begyndte hun at overveje at gå på pension, på trods af at hun holdt meget af sit arbejde som leder af en neurorehabiliteringsafdeling for patienter med apopleksi.

 

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne 

Trygt og sjovere

Efter lange overvejelser før og imod valgte Teresa for to år siden at stoppe med at arbejde og føre planen om at flytte til Aarhus ud i livet. Her er hun tæt på sin søster og svoger samt svigerinde og svoger, og så er der knap så langt til datteren i København og faderen, som bor på plejehjem i Odense.

Teresa lever nu den pensionisttilværelse, hun drømte om at dele med Thomas, og hun har lært at leve med savnet.

– Jeg synes, jeg er privilegeret med det liv, jeg har i dag med min familie og et netværk, der gør mig glad. Hvor man hjælper hinanden, og hvor man også kan være sig selv. Det erstatter ikke min mand, men det gør livet både sjovere og trygt.

Hun bor nu i et dejligt hus i Aarhus. Hun går i træningscenter, hjælper en bekendt med rengøring, er bisidder, når folk skal til læge og tolk for polakker. Hun har hjulpet veninder gennem sygdomsforløb, tager på kurser og til foredrag med sin søster, rejser med en veninde. Maler, laver decoupage, læser. Nyder livet.

– Jeg har tid til alt det, jeg ikke kunne nå før. Det er jo fantastisk. Selv om det stadig kan være svært at komme hjem til et tomt hus.

Læs mere om: