Modgang

Janie mistede sin mand gennem 28 år: Jeg følte mig overladt til mig selv

Ingen kunne se på Janie Asbjerg Johansen, hvor dårligt hun havde det indeni, da hun havde mistet sin mand efter 28 års ægteskab. For Janie gjorde det ikke tingene lettere, at mange havde svært ved at forholde sig til hendes sorg.

Ingen kunne se på Janie Asbjerg Johansen, hvor dårligt hun havde det indeni, da hun havde mistet sin mand efter 28 års ægteskab. Hun følte, at alt var kaos, hun sov dårligt og kunne mærke sorgen fysisk, ved at hun havde smerter i hjertet og i maven. Om morgenen, når hun vågnede, orkede hun ikke at stå op. Hun var udmattet, men hun var nødt til at komme ud af sengen og bevæge sig på grund af de fysiske smerter. Janie havde brug for hvile, men kroppen kunne ikke slappe af. Hun var fortsat i konstant alarmberedskab, som hun havde været det, siden hendes mand fire måneder før sin død fik diagnosen tarmkræft.

Han døde på hospice, og undervejs i det korte, intensive forløb havde Janie stået for al kontakt til sundhedsvæsenet. Det havde været krævende, samtidig med at hun ville være der for sin syge mand.

 

Ingen spurgte

Janies mand efterlod sig fire voksne børn, hvoraf de tre var fra et tidligere ægteskab. Hans børn og deres fælles datter var naturligvis også i sorg og havde svært ved at rumme Janies sorg oven i deres egen.

I den første tid efter mandens død kunne Janie ikke holde ud at være alene i hjemmet, så derfor boede hun på skift hos sine forældre og sin bror, som sørgede for mad og andet praktisk.

– Jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, jeg fik. Men det var kaotisk, at min daglige rytme pludselig var totalt forandret. Jeg levede i en kuffert og havde i virkeligheden mere brug for, at nogen ville have tilbudt at være hos mig i mit eget hjem. Alle vidste, hvor ulykkelig jeg var, det er jeg ikke i tvivl om. Men ingen spurgte, hvordan jeg havde det, så jeg følte mig meget ensom. Jeg havde brug for at tale om min mand og mit tab hele tiden, men jeg tror ikke, at man kan forvente, at andre forstår det, siger Janie, 54 år.

Janie følte, at hun skulle tage sig sammen for at virke almindelig, selv om hun var ulykkelig og fyldt med frustration og vrede.

 

LÆS OGSÅ: Sorgekspert: Sådan tackler du andres sorg

Sårbar og ensom

Før Janies mand blev syg, havde familien lejet et hus i Toscana, som de skulle holde ferie i sammen med Janies familie. Det var en ensom oplevelse at være afsted uden ham, husker hun.

– Jeg skulle sove i den tomme dobbeltseng, men ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det med det. Det gjorde mig ked af det, selv om jeg er klar over, at de måske ikke har tænkt på det. Ingen spurgte ind til min datter, der kom med sin kæreste. Hele hendes kropssprog viste, hvor sorgfuld hun var.

– Jeg har talt med min datter om, at der er meget få mennesker, der tør spørge. Selv hendes  tætteste veninder taler heller ikke med hende om, hvad det betyder for hende, at hendes far er død.

Janie har selv en veninde, som har været meget vedholdende. Nu – efter halvandet år – er det dog stadig Janie selv, der må fortælle, at tabet fortsat fylder meget, og at hendes mand lever videre inden i hende.

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

– Jeg har brug for meget mere kontakt, end mine venner er klar over. Jeg har jo været vant til at have min mand omkring mig hver dag i 28 år.

Janie har også været så træt, at selv den mindste praktiske opgave virkede uoverskuelig.

– Jeg kunne ikke finde ud af at spørge om hjælp, jeg følte mig til besvær og tilovers. Efterhånden lærte jeg at klare det meste selv, men jeg har følt mig meget sårbar og bange, og det er svært at vise omgivelserne.

– Nogle har sagt, at det var godt, at vi fik så mange år sammen, andre har sammenlignet mit tab med en skilsmisse. Det har gjort, at jeg har følt mig forkert i min sorg og derfor ikke har magtet at vise, hvor ked af det jeg er, fordi jeg ville føle mig næsten udslettet, hvis jeg gjorde det.

Læs mere om: