Long Litt Woon
Modgang

Da jeg kom ud af den akutte sorg, skulle jeg til at lære at leve

Da Long Litt Woon mistede sin mand, var hun i lang tid lammet af sorg og chok. Hun spiste ingenting og kunne ikke mærke sig selv længere. Men noget så uventet som et svampekursus blev hendes redning. For skovens ro og fascinationen af svamperiget virkede helende på hendes smerte.

Svampene blev Long Litt Woons redning, da hun mistede sin mand

I bussen på vej fra lufthavnen og ind til Oslo tænker jeg lidt over, hvad jeg ved om svampe. Jeg har aldrig været en svampejæger – altså en, der bevæbnet med kniv og kurv gennemsøger skov og krat for svampe. Egentlig synes jeg, at det kunne være ret hyggeligt. Jeg elsker at lave mad og bruger da også svampe – lige fra champignon og Karl Johan til kantareller og en skjælden gang morkler og trøfler – i min madlavning. Men det ville kræve kyndig vejledning, hvis jeg skulle turde spise svampe, jeg selv havde fundet i naturen. Med i min taske har jeg Long Litt Woons fine bog ”Om svampe og sorg – stien tilbage til livet”, og for mig har den bog været en lille øjenåbner, når det kommer til viden om svampe.

Woon tager imod mig ved busstoppestedet, og snart er vi på vej imod hendes kolonihavehus i en af Oslos ældste og meget hyggelige haveforeninger: Rodeløkke. Litt Woon er hendes fornavn efter kinesisk navnetradition, men hun bruger kun Woon til daglig, fortæller hun mig.

Woon er oprindeligt fra Malaysia, men hun kom til Norge som 18-årig udvekslingsstudent. Her mødte hun norske Eiolf, og de forelskede sig. På grund af kærligheden til Eiolf blev Woon i Norge. Hun uddannede sig til antropolog og har de senere år drevet sin egen konsulentvirksomhed. Før da var  Woon direktør for Likestillingscenteret i Oslo. Salget af Woons bog om svampe og sorg er imidlertid gået så godt, at hun for nylig har besluttet sig for at blive forfatter på fuld tid.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du bedst en pårørende i sorg

For Woon er det første gang, at hun har skrevet og udgivet noget så personligt. Først ville hun skrive en bog om sin personlige opdagelse af svamperiget. Men da hun først gik i gang med arbejdet, gik det op for hende, at den historie hænger uløseligt sammen med hendes sorg over Eiolfs død.

En morgen i 2010  kørte Eiolf på arbejde, men kom aldrig hjem igen. Han faldt om med hjertestop  på sin arbejdsplads. Woon var knust. Chokket og smerten var så lammende, at hun i månederne, der fulgte, blev en skygge af sig selv.  Uden Eiolf vidste hun ikke længere, hvem hun var.

– Jeg følte, at jeg blev kastet ud i et åbent hav uden mulighed for at kunne  beskytte mig selv eller orientere mig. Den første tid var et spørgsmål om at overleve. Da jeg kom ud af den akutte sorg, skulle jeg til at lære at leve igen. Et tab betyder en ny opbygning af identitet. Eiolf og jeg havde været sammen så længe, at vi var vokset sammen. Hvis nogen havde fortalt mig dengang, at det blev svampe, der blev min vej tilbage til livet, så havde jeg ikke troet på dem, siger Woon, der efter Eiolfs død meldte sig til et svampekursus. Da hun mødte op, vidste hun ikke helt, hvad hun skulle forvente, men hun blev hurtigt bjergtaget af svampenes verden – deres mangfoldighed og alt det, de kan.

– Jeg tror, jeg mødte op til kurset, fordi nogen havde fortalt mig, at det ville være godt for mig. Folk omkring mig gav mig mange gode råd efter Eilolfs død. Mange af dem gik på, hvad jeg skulle gøre for mig selv for at få det bedre: Få dig en gang massage, gå til yoga, begynd at meditere. Den slags. Jeg var så desperat, at jeg gjorde alt, hvad jeg blev  foreslået at gøre. Og at begynde på svampekurset –  det var så mit held.

 

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Et nyt menneske

Det lå ellers ikke lige for for Woon at begive sig ud i skoven på jagt efter svampe. Heller ikke, selv om hun bor i Norge, hvor der er masser af skøn natur.

– Det er jo blevet påvist, at natur og skov har helbredende kvaliteter. Det tror jeg, at alle nordmænd ved. Men nu kommer jeg fra Malaysia, hvor man ikke på samme måde går tur i skoven. Desuden var jeg lidt bange for at tage i skoven alene – ikke mindst fordi jeg var nervøs for at fare vild. Men jeg vænnede mig gradvist til det, og nu kan jeg slet ikke undvære det, forklarer Woon.

Når man er på svampejagt, er man nødt til at være til stede her og nu. Man må fokusere og koncentrere sig for at finde de små skatte, der skjuler sig i skovbunden.

– Da jeg var i sorg, oplevede jeg alt igennem ”et lag af bomuld”. Jeg havde lukket af for mine sanser. Skoven og svampene vækkede dem igen. Jeg begyndte på ny at se, dufte og føle. Og jeg så verden omkring mig i et nyt perspektiv.  At opdage svampene har forandret mit liv. I dag er jeg taknemmelig for, at jeg meldte mig til det kursus dengang. Spørgsmålet er så, om det var tilfældigt, at det lige blev svampe. Det tror jeg ikke. Da jeg var i sorg, havde jeg ikke det store sociale behov, jeg blev hurtigt træt, når jeg var sammen med andre. Skoven var stille. Den gav mig den ro, jeg havde brug for, forklarer Woon, der nu også ofte tager på svampeture med andre og har fået en masse venner igennem sit engagement i svampene.

– Jeg kan godt lide, at man kan samle svampe overalt. Jeg rejser meget, og jeg skal ud i skoven – uanset hvor jeg er – for at se, om jeg kan finde svampe. Jeg har netop været på en længere svampetur til Chile, hvor jeg oplevede nogle for mig helt nye svampe. Svamperiget er kolossalt. Der er stadig svampe, som hverken er blevet opdaget eller videnskabeligt beskrevet. Svampe smager så forskelligt. Da jeg begyndte at lære om svampene, stegte jeg dem hver for sig og smagte på dem for at lære at kende forskel på deres smag. Der er forskel på, hvad man ser som spiselige og ikke­-spiselige svampe i forskellige lande. Da jeg var i Finland, fik jeg en opskrift med hjem  med svampe, som man ikke spiser i Norge. Det samme skete i USA. Det er kulturelt betonet. Landene imellem er enige om, hvilke svampe som er dødbringende, men der er en stor gråzone, hvad spisesvampe angår.

 

LÆS OGSÅ: Alene efter mange års samliv: Sådan kom to kvinder videre

Ned i svamperiget

Ud over til madlavning kan man bruge svampe medicinsk. Man kan også anvende dem til at farve tøj med, og nogle går efter særlige svampe med hallucinogene egenskaber. Svampe tilhører hverken dyre- eller planteriget, men har deres eget rige: svamperiget. Det er da ret vildt...

Ude på Woons veranda står en kurv, hvori der ligger en kæmpestor vild champignon. Den fandt hun dagen før, jeg skulle komme.

– Jeg spiste lidt af den i går. Vilde champignoner smager helt anderledes end dem, vi kender fra supermarkederne. Og man kan jo opbevare svampe på mange måder, siger hun og går ind i køkkenet for at hente en dåse, som hun løfter låget af og beder mig om at lugte til. Det lugter stærkt og meget aromatisk. Indholdet er en svamp, der er tørret og pulveriseret. Woon bruger den som krydderi i sin madlavning, og hun tørrer selv svampene i en dehydrator, der trækker vandet ud af dem.

– Jeg kan godt lide at lave mad; jeg brugte også svampe før, men jeg bruger dem endnu mere nu. Jeg kan også godt finde på at bruge svampe i dessert. Svampes smag kan trækkes i mange retninger, og nogle svampe har en lidt frugtagtig smag. For eksempel kantarel, som smager lidt af abrikos. Det er sjovt at eksperimentere med smag, både i det salte og i det søde køkken.

 

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne 

Plukker hele året

Woons egen favorit-spisesvamp er spidsmorklen, som er uhyre svær at finde. Den kommer tidligt, som regel i maj. I år har Woon ikke fundet nogen, men sidste år fandt hun fem.

– Jeg lagde et foto op på de sociale medier. Efterfølgende blev jeg kontaktet af en af  Oslos mest velrenommerede restauranter, som ville købe svampene af mig. Så sjældne er de. Men jeg ville ikke sælge. Jeg spiste lidt af dem og ­tørrede resten. Spidsmorkel holder sig fint tørret. Det er en meget potent svamp, som smager af meget. Der skal ikke særlig meget i en ret for at give den smag.

At finde svampe og ikke mindst at bruge dem kræver tid, kundskab, energi og held. Svampesæsonen løber typisk fra august til oktober. Men mange svampejægere plukker hele året, for selv om vinteren kan man finde svampe.

– Tragtkantarel for eksempel; det er den eneste svamp, som tåler hård frost, forklarer Woon.

Før vi tager afsked, tænker jeg, at jeg godt forstår hendes passion. Svampe er fascinerende. Og på vej  retur i lufthavnsbussen kan jeg da heller ikke lade være med at betragte den smukke norske natur uden for bussens rude med ekstra opmærksomhed. For det kunne jo være, at noget gemte sig derude!     n

Om Long Litt Woon

  • Født i 1958 i Malaysia.
  • Bosat i Norge, siden hun var 18 år.
  • Woon mistede sin mand Eiolf i 2010.
  • Litt Woon er hendes fornavn ­efter kinesisk tradition, men hun bruger kun Woon til daglig.
  • Woon er uddannet antropolog.
  • Tidligere direktør for ­Likestillingscenteret i Oslo.
  • Woon er i dag forfatter, foredragsholder og svampeekspert.
  • Aktuel med bogen: "Om svampe og sorg - Stien tilbage til livet", som er udkommet i ikke færre end 13 lande – bl.a. i Danmark.

Om Svampe og sorg stien tilbage til livet

I Woons bog finder du – udover hendes personlige beretning og en masse viden om svampe – også opskrifter med svampe og råd til, hvordan du kommer i gang som svampejæger.

 

 

Læs mere om: