An-Magritt Erdal
Modgang

At acceptere det uacceptable: En hjerneblødning slog An-Magritt ud af kurs

Hvad gør du, hvis dine livsvilkår ændres fra det ene øjeblik til det andet? An-Magritt fik en pludselig hjerneblødning, og på kort tid var hendes liv fuldstændig forandret. Hør her om hendes vej mod accept.

Fra det ene minut til det andet ændrede An-Magritt Erdals liv sig. Det er to år siden, og hun er nu på vej til at acceptere de nye livsvilkår, hun lever med.

Det var en almindelig fredag eftermiddag. An-Magritt og hendes dengang 14-årige datter er på vej på cykel fra Hillerød station. De har nogle ting, de skal ordne i byen. Men pludselig kan An-Magritt ikke svare sin datter, der har spurgt hende, hvorfor der er flag på busserne.

LÆS OGSÅ: Mistede sit livs kærlighed: Ulla ville ikke være et offer

Hvis An-Magritt havde kunnet, ville hun svare, at flagene skyldes kronprins Frederiks fødselsdag. Men der kommer kun uforståelige lyde ud af hendes mund.

– Jeg vidste med det samme, at der var noget galt, og jeg tænkte, at det var noget med hjernen, men jeg vidste ikke, hvad det var, siger 51-årige An-Magritt Erdal. Hun får med tegnsprog signaleret til datteren, at hun skal ringe 112 og til sin far, An-Magritts mand. Så stiller hun cyklen og sætter sig op ad en elkasse ved fortovet.

Forandret liv

Resten af det, der sker den eftermiddag, står hen i tåge. Hendes mand kommer. Ambulancen kommer. En Falckredder får hende ind i bilen, hvor hun mærker, at hun ud over ikke at kunne tale er blevet lam i den højre side af kroppen, og den ene mundvig er begyndt at hænge. På hospitalet konstaterer de, at hun har fået en hjerneblødning.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

På meget kort tid bliver An-Magritt Erdals liv forandret. Hun har altid været en energisk kvinde, som – ud over at være gift og mor til fire børn i alderen 12 til 17 år og forlagsredaktør på Gads Forlag – var den, der engagerede sig som f.eks. forældrerepræsentant i sine børns klasser. Faktisk overvejede hun på et tidspunkt, om hjerneblødningen var stressrelateret, da hun i perioden op til den bl.a. havde arrangeret gallafest, konfirmation, hyttetur og sommerfest.

– Lægen sagde, at hjerneblødningen ikke var stressudløst. Han mente, det var en brist i hjernen, som jeg måske altid har haft. Men hvorfor blødningen opstod nu, kunne ingen svare på, for jeg var alt for ung, sund og tynd til, at det burde kunne ske.

An-Magritt Erdal

– Vi lægger ofte store planer for fremtiden eller ønsker os forandringer, men det, der er sket for mig, gør, at jeg i højere grad end tidligere værdsætter den hverdag, der er lige foran mig, siger An-Magritt Erdal.

Intens træningsperiode

I de næste måneder var An-Magritts fokus at få førligheden og talen tilbage. Hun fik en plads på Afsnit for Neurorehabilitering i Frederikssund, og her satte et team af læger, fysio- og ergoterapeuter, en neuropsykolog og en talepædagog alt ind på at hjælpe hende. Hun kunne kun bruge den højre side minimalt. Hun kunne intet sige. Hun kunne ikke læse. Hun kunne faktisk ikke engang stave sit eget navn.

– I den periode handlede det kun om at træne. Ingen turde sige noget om min prognose. De sagde kun, at jeg skulle blive ved med at træne.

LÆS OGSÅ: Hanne har en kronisk sygdom: Jeg vil ikke leve med begrænsninger

Så det gør An-Magritt Erdal. Hun er uddannet cand.mag. i italiensk og nordiske sprog, har arbejdet som tolk og som informationsmedarbejder i Dansk Sygeplejeråd, inden hun kom til forlagsbranchen. Hun har altid haft med sprog at gøre – og netop derfor er det ekstra sårbart at miste det. Efter ni måneders træning er hun i stand til at læse og skrive som før.

– Det er en sejr. Jeg er så glad. I begyndelsen tør jeg ikke prøve at redigere en tekst, for jeg kan ikke overskue, hvis jeg ikke kan. Tanken om, at jeg måske ikke kan fortsætte med det, jeg har lavet før, er alt for skræmmende.

I dag er An-Magritt Erdal heldigvis tilbage i sin gamle stilling på Gads Forlag. Hun arbejder cirka 25 timer om ugen og må sove hver eftermiddag, når hun kommer hjem.

LÆS OGSÅ: Psykologen guider: Den svære accept leder dig ud af livskrisen

– Når jeg går hjem, er jeg ikke bare træt – jeg er udbrændt. Jeg skal sove for at få energi igen, og det er forskellen fra før. Det er, som om jeg har en dyne over hovedet, som aldrig kommer helt væk. Når jeg læser de der artikler om ”hvad vil du med dit liv?" og "hvad er din drøm?”, så tænker jeg, ”ja, ja, det er fint nok”, men det er svært at realisere nu. Jeg må prioritere det, jeg kan – ikke det, jeg vil.

De dobbelte følelser

An-Magritt Erdal fortæller, at hun har det dobbelt med, at hendes livsvilkår har ændret sig så radikalt. På den ene side er hun taknemmelig over, hvor hun er kommet til. På den anden side vil hun selvfølgelig ønske, det ikke var sket. Hun uddyber:

– Jeg har en frustration og sorg i mig, men det er okay at føle sig sårbar og være ked af det, når svære ting sker. Jeg har erkendt, hvad der er sket, men jeg har ikke lært at acceptere det endnu. Processen er stadig i gang. Vi siger jo, at tiden læger alle sår, og jeg tror, at det med tiden bliver nemmere at acceptere, at jeg må navigere på andre måder, end jeg gjorde før.

Hvad har krisen lært dig?

– Det lyder som en floskel, men lige pludselig kan det gå en helt anden vej, end man har forestillet sig. Jeg prøver at lade være med at tænke tilbage på livet, før jeg blev syg, og jeg tænker måske heller ikke så langt frem i tiden, som jeg gjorde før. Døden kom pludselig alt for tæt på, og jeg er blevet mindet om alt det, jeg er lykkelig for, fremfor at hige efter noget andet eller ”bedre”, som jeg nok havde en tendens til førhen, slutter An-Magritt Erdal.

Læs mere om: