https://imgix.femina.dk/media/article/panthermedia_a21234513_4140x2760.jpg
Kærlighed og sex

Parterapeuten: Utroskab er et enormt tillidsbrud

19. januar 2015
af SØNDAG, redigeret af webredaktionen
Parterapeut Jette Havgry giver råd til at komme videre efter utroskab

At utroskab ikke er en sjælden fugl i forhold og ægteskaber, det kan psyko- og parterapeut Jette Havgry skrive under på. I sin praksis har hun ofte par i terapi, som netop har oplevet, at utroskaben har kilet sig ind, og som nu forsøger at komme videre med det ekstra sår, der er påført parforholdet.

– Utroskab er et enormt tillidsbrud og for mange tabet af troen på, at man er hinandens eneste ene. Nogle vil opleve en meningsløshed og føle det som en enorm krænkelse, og det kan rippe op i tung bagage, man eventuelt bærer med sig, hvis man f.eks. tidligere har været udsat for svigt. Derfor er det vigtigt, at hvis man vælger at tilgive sin utro partner, så skal man også lade hans utroskab ligge og slippe det på et dybere plan. Selvfølgelig vil der være en tid med skænderier og konflikter, men det nytter ikke, at man bliver ved med at hive utroskaben frem i årene efter, hvis man altså vælger at blive i forholdet.

I alarmberedskab

Om man altid skal fortælle om sin utroskab, er ifølge Jette Havgry ikke altid den bedste idé.

– Man skal huske, at man sætter et alarmberedskab i gang hos sin partner, så hvis det er en engangsaffære i en brandert, er der måske ingen grund til at buse ud med alt. Omvendt er man nødt til at krybe til korset, hvis der er tale om et mere betydningsfuldt eller længerevarende forhold. Dette er til gengæld ofte ufatteligt svært, fordi man er uafklaret, og fordi der står så meget på spil, og det ender også ofte med, at det er partneren eller en tredje person, der afslører utroskaben.

Jette Havgry nævner flere forskellige årsager til, at så mange oplever utroskab i deres ellers tilsyneladende velfungerende parforhold.

– Nogle træder ud, fordi der er en konfliktskyhed i parforholdet, man taler simpelthen ikke om de problemer, der er. Andre oplever mangel på intimitet, nærhed, sex og ømhed. Så er der nogle, dette er mest mænd, som er sex-

afhængige, og som måske har nemt ved at komme i kontakt med kvinder og ikke kan holde sig fra spændingen og det nye, fortæller Jette Havgry og nævner endnu to sædvanlige grunde til utroskab.

– Hvis kvinden f.eks. er meget opofrende i forholdet, kan hun pludselig få lyst til at bryde ud og prøve en anden rolle, og endelig er der nødudgangsaffæren, altså dem, der bruger affæren til at slutte deres forhold, fordi de allerede er på vej ud af det.

Genopbyg tilliden

Har man oplevet utroskab og valgt at blive, er det essentielt, at tilliden genopbygges, forklarer parterapeuten.

– Dette kan gøres ved at holde sin partner ajour med, hvad man laver, hvor man er, invitere hende med, når man skal ud, og for alt i verden ikke at lyve eller gentage utroskaben. Hvad angår at lyve, mener jeg, at man skal svare ærligt på sobre og relevante spørgsmål fra partneren, men hun skal derimod ikke køre ud ad en tangent, hvor det bliver absurd, for det er ingen tjent med. Hvad angår at gentage utroskaben, er det nok det svære, for der er noget om snakken, at har man én gang været utro, sker det nemmere igen – og jo, der er da nogle forhold, hvor utroskab er en svær og trist del af dagsordenen.

– For de par, der vælger at komme videre sammen, kan der opstå en ny og ekstra dimension, der ikke altid er af det værre. Nu har man set hinandens skyggesider og håndteret en stor krise sammen. Det kan gøre forholdet dybere. Det er dog vigtigt, man ikke fortsætter i præcis samme spor som før utroskaben, men ændrer på de vaner og rutiner, der måske forårsagede den, siger Jette Havgry, der opfordrer til, at man jævnligt tager temperaturen på sit forhold, udvider sine grænser og forsøger at genfinde gnisten, hvis den er forsvundet i hverdags-kedsomhed og tv-kiggeri i sofaen.

Læs også