https://imgix.femina.dk/media/article/mor_og_datter_bor_sammen.jpg
Familieliv

Mor og datter bor sammen: "Vi føler os meget priviligerede"

27. marts 2020
af Malin Westerlund
foto: Claus Peuckert
Det bliver mere almindeligt, at vi flytter sammen på tværs af generationerne, og det gælder ikke kun børnefamilier og bedsteforældre. Her fortæller datter og mor, Annette Eriksen (61) og Ellen Eriksen (90), hvordan det er at bo sammen for anden gang.

"Du skal aldrig bo alene, mor.” Sådan sagde Annette Eriksen til sin mor, allerede da hun var en lille pige. Og det har hun holdt fast i lige siden. Hun ved egentlig ikke hvorfor. Men Ellen Eriksen har et bud:

– Jeg tror, det er, fordi det ligger dybt i dig at hjælpe og drage omsorg for andre.

– Hm, gør det det? spørger Annette, ligesom for sig selv.

Men så kan hun godt se det. Godt nok har hun aldrig uddannet sig i noget omsorgsfag, men hun går langt for andre.

– Og det har jeg nok ikke fra fremmede, giver hun igen.

LÆS OGSÅ: Gitte forsker i sin slægt: "Det er en umådelig glæde"

Familien er vigtig

– Nåh, ja, svarer Ellen, der selv har et langt liv som sygeplejerske bag sig. Annettes far var læge, og fra Annette var to år, havde de praksis i hjemmet, og det har nok præget Annette.

– Der var en del hensyn at tage. Vi måtte ikke være inde i stuen, når der var patienter i konsultationen, for stuen lå lige op ad konsultationen. Og dengang var der ikke de samme faste arbejdstider som i dag.

– Ja, folk kom og bankede på midt om natten. Eller kastede sten på vores vinduer, mindes Ellen.

Kun når mormor fra Jylland var der, måtte Annette og hendes lillebror være i stuen. Og det var hun flere gange om året og gerne i nogle uger ad gangen.

– Hun var der så længe, at hun nåede at blive en del af hverdagen. Det betød meget for os børn, siger Annette, der altid har sat stor pris på familien og de lange, nære relationer.

– Jeg møder mange gennem mit arbejde som mentor, som ingen kontakt har med deres familie. Det har jeg svært ved at forstå, siger Annette, der valgte at flytte tilbage til sin hjemstavn, tæt på familien, før hun havde afsluttet sine universitetsstudier.

– Ja, mor, det er sjovt, lige bortset fra to år i København og to år i Stockholm har vi altid boet i nærheden af hinanden.

Flere familier samlet

Annette smiler kærligt sin mor. Ellen blev enke, mens Annette stadig studerede, og det var dengang vigtigt for hende at vise, at hun godt kunne klare sig selv. Da Annette flere år senere var blevet skilt fra faren til sine to sønner, flyttede Annette og Ellen sammen som voksne første gang.

– Min nye mand havde en trelænget gård. Her boede vi i hovedhuset og hans forældre i den ene længe og mor og hendes nye mand i den anden. Vi havde hver vores husholdninger, men vi havde samværet sammen, og det fungerede rigtig godt, fortæller Annette.

Og Ellen nød at være tæt på sine børnebørn.

– Når de kom hjem fra skole, kom de og bankede på ruden og spurgte, om jeg lavede æbleskiver.

Da drengene var i teenagealderen, gik forholdet mellem Annette og hendes nye mand i stykker, og Annette flyttede i eget hus med drengene. Ellen blev boende på gården, til hendes mand kom på plejehjem. Det er små tre år siden. Drengene var fløjet fra reden, Ellen nærmede sig de 90 og skrantede, og Annette inviterede sin mor til at flytte ind hos hende, og Ellen sagde ja. De havde altid haft et godt forhold, og Annette havde lært at sætte sine grænser. Hun rykkede ovenpå og afgav stuen til sin mor. Arbejdsværelset, som Annette havde haft i forlængelse af stuen, blev til Ellens soveværelse. Spisekøkkenet deler de. Og heldigvis holder de begge af grøn, krydret mad.

– Det er vigtigt, det har vi tit talt om.

LÆS OGSÅ: "Efter min mors død havde jeg det, som om jeg havde overlevet en livstruende situation"

Kompromisets kunst

Som udgangspunkt er det Annette, der står for madlavningen. Ellen tager over, når hun har kræfter til det. Det sætter Annette stor pris på, men Ellen ville gerne kunne bidrage med mere.

– Jeg kan godt føle mig som en belastning, men så siger Annette, at det er jeg ikke.

– Og det mener jeg. Det er meget nemmere for mig, at min mor bor her. Hvis hun havde boet for sig selv eller på plejehjem, ville jeg være kørt derover hver dag. Nu er vi samlet. Det er meget nemmere. Og så hygger vi os faktisk sammen og tager på ture og spiller kort.

Selvfølgelig er der kompromiser. Ellen elsker at høre radio, men hun ved, at Annette godt kan lide, at der er stille, så hun venter med at skrue op for radioen, til Annette er kørt på arbejde. Og selvom hun har været oppe i flere timer, når Annette ved halv syv-tiden kommer søvndrukken ned i køkkenet, så styrer hun sin trang til at hyggesnakke om morgenen.

Til gengæld sørger Annette så vidt muligt for at være hjemme om aftenen. Men af princip siger hun aldrig, hvornår hun kommer hjem.

– Det er jeg nødt til for ikke at føle mig presset.

Fra lørdag aften til søndag middag er Annette hos sin ven, der bor i nærheden. Så kommer Annettes bror gerne og kører en tur med Ellen. Ellens mand er der ikke længere og heller ikke de fleste af hendes gamle venner. Men Annettes venner er der. Dem deler Annette med sin mor, og det værdsætter Ellen:

– Det er jo vidunderligt. Jeg føler mig meget privilegeret, siger hun.

– Det gør jeg også, mor, siger Annette.s

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også