Jette Lehmann i SØNDAG
Familie

Jette Lehmanns familie gemte på en hemmelighed

I Jette Lehmanns barndom var der noget, man ikke talte om i familien. ”Noget”, som Jettes mor altid affærdigede med et ”Vi må ikke gøre far ked af det”. Først som 25-årig fandt Jette Lehmann ud af, hvad det hele var for ”noget”.

Jette Lehmanns voksede op med et tabu i familien

Da Jette Lehmann, 60, gik i skole, blev hun ofte kaldt ”Japse”. Det var ikke et sødt kælenavn, men københavner-slang for japaner.

De andre børn så en pige med mere gylden lød end den sædvanlige vinterblege hudfarve, et stort sort hår og et sæt mørke øjne – lidt på skrå. Men børn kaldte hinanden så meget, fra rødhud til klumpfod, i skoletiden, og Jette tog sig egentlig ikke så meget af det. Hun så ud, som hun så ud.

Hendes lillebror, Niels, fik det ikke helt så nemt. Han udviklede endnu mørkere ansigtstræk end Jette og blev kaldt ”sorte”.

De to søskende fantaserede om, at deres farfar nok havde været som Pipi Langstrømpes far. En sømand på de syv verdenshave, der – i dette tilfælde – var gået i land i Aalborg og havde tilført lidt ekstra, lidt anderledes, til den ellers ganske almindelige danske Christensen-familie.

Jette og Niels spekulerede også over, hvad det var, deres far, Poul Erik, gemte på, når han indimellem sank ned i nogle sorte huller. Men Jette og Niels lærte tidligt ikke at sige så meget og spørge endnu mindre i disse mørke perioder. Hvis de forsøgte, blev faren endnu mere tavs, og moren lagde en beskyttende ring omkring ham.

– Vi havde en god barndom, selv om min fars humør kunne lægge en dæmper på os. Mine forældre holdt meget af hinanden, og min far arbejdede hårdt for at sørge for os. Min bror og jeg voksede op i et hjem, der også var præget af stor kærlighed til bøger og musik, fortæller Jette Lehmann.

Jette Lehmann voksede op og blev en køn og væver kvinde. Lille af statur, over i det petite, med hjerteformet ansigt og smukke markante kindben. Stadig med meget mørke øjne – lidt på skrå. Stadig med en ufortalt historie.

 

Den store skam

Som 25-årig ville Jette efterhånden virkelig gerne vide, hvad det var, der havde luret som en skygge over hendes familie i alle årene. Hvad det var, der havde martret hendes far livet igennem. Men hendes far ville ikke tale, og hendes mor ville ikke presse på.

En eftermiddag i Aalborg fik Jette endelig chancen for at grave i sin egen fortid, for hun var taget på et sjældent besøg hos sin farmor, Valborg.

Jette havde aldrig haft et tæt forhold til sin farmor og havde ikke set hende ofte igennem sin opvækst. Jette vidste ikke andet, end at hendes far og farmoren af en eller anden grund altid havde haft et ret kompliceret forhold. Nu erfarede Jette hvorfor.

De to kvinder, i familie, men dog fjernt fra hinanden, sad over kaffen, og så tænkte Jette: ”Nu spørger jeg altså.”

– Hvem er min farfar?

Og så væltede det pludselig ud af den ellers reserverede farmor.

Alt det, Valborg havde holdt inde hele livet. Alt det, ingen måtte vide. Hendes fatale one-nightstand og den efterfølgende store skam.

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg frygter arven fra min far 

En kinesisk krønike

Poul Eriks far hed Lai Fun. En kineser, der som 19-årig kom til Danmark med det, man dengang kaldte ”De eksotiske karavaner”.

Valborg og Lai Fun mødte hinanden i 1930 på en varieté i Aalborg, hvor Lai Fun optrådte, og Valborg arbejdede. Valborg var kun 21 år og rengørings­assistent. Lai Fun var 46 år og tryllekunstner.

De to blev øjeblikkeligt fascineret af hinanden, og deres ganske korte bekendtskab fik konsekvenser – et uventet og ”uægte” barn, Poul Erik, altså Jettes far.

Lai Fun var på det tidspunkt gift med en dansk kvinde, så da Valborg opdagede, at hun var gravid, vakte det ikke jubel.

Lai Fun nægtede at vedkende sig sønnen, men Valborg fik med bistand fra Mødrehjælpen Lai Fun registreret som far, og han blev dømt til at betale faderbidrag. Valborg var på det tidspunkt ikke i stand til at tage sig af sin søn, og Poul Erik fik en meget hård opvækst. Han kom på børnehjem, og to gange blev han forsøgt bortadopteret, men begge gange blev han sendt retur af de potentielle plejeforældre. Poul Erik så ikke tilstrækkelig dansk ud.

Da Poul Erik var syv år, kunne han endelig forlade børnehjemmet. Valborg havde naturligvis aldrig glemt sin lille søn, og da hun endelig fik mulighed for at tage sig ordentligt af ham, hentede hun ham hjem til sig og sin nye mand, Alfred.

Alfred holdt meget af Poul Erik, men desværre også af at gamble. Han endte med at spille hele husholdningen op, og Valborg og Alfred blev skilt. Den mand, Valborg senere fandt sammen med, var ikke nær så glad for Poul Erik, så den nu 12-årige dreng blev sendt ud at tjene på landet.

Tidligt fandt Poul Erik ud af, at Lai Fun var hans biologiske far. Han ville gerne møde ham, og en enkelt gang nåede han så langt som til at stå foran opgangen til Lai Funs lejlighed på Vesterbro. Men Poul Erik opgav at banke på – måske bange for at blive afvist endnu en gang.

Poul Erik arbejdede derefter hårdt i hele sit liv. Først for at få en elektrikeruddannelse og siden for at grundlægge et helt normalt familieliv på Nørrebro – så dansk som muligt. Med konen Lise, datteren Jette og sønnen Niels.

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Far viste ikke glæde

Den farverige familiefortælling tog helt pusten fra Jette Lehmann, og hun spurgte farmoren, hvorfor hun dog aldrig havde fortalt historien før?

– Ingen har nogensinde spurgt, lød farmorens lakoniske svar.

I dag lyder forklaringen bag familiens tabu ikke særlig odiøs. Blot slet og ret spændende.

Det var også Jettes egen reaktion – det var da en eksotisk historie at have i sin bagage.

Valborg fortalte Jette, at hun havde set Lai Fun i en tv-udsendelse om artister fra 1940’erne. Jette Lehmann blev nysgerrig og opsøgte den tilrettelægger, der havde lavet udsendelsen. Det førte hende videre til Barly Øland, en tidligere artist, som havde samlet rekvisitter fra afdøde artister, heriblandt billeder og artikler om Lai Fun.

Opfyldt af spænding og glæde over sin opdagelse samlede Jette teksterne og de gulnede fotos sammen og gav det til sin far. Hun følte, at hun nu havde opklaret hans livshistorie.

Men der var intet, der overraskede Poul Erik. Han vidste kun alt for godt, at det var Lai Fun, der var hans far.

Det var netop det, han havde holdt for sig selv i alle disse år. Skammen og sorgen var for stor. Skammen over at være uægte barn, søn af en kineser, der havde været udstillet som raritet. Og sorgen over at være blevet afvist så mange gange.

– Min far viste hverken glæde eller sorg, da jeg viste ham artiklerne om hans egen far. Han virkede fuldstændig upåvirket, fortæller Jette.

Derfor parkerede hun sin viden. Nu kendte hun sandheden, men den forandrede ikke noget.

Jette har de seneste 25 år arbejdet som scenograf på film og tv-produktioner. Ofte i årenes løb har hun tænkt på, at hendes farverige familiehistorie kunne egne sig til en fortælling på tv.

Men hun fik aldrig gjort noget ved det.

 

LÆS OGSÅ: Annette er uhelbredeligt syg: Tiden skal udnyttes til fulde 

Frem i lyset

En aften fortalte hun historien om sin fars liv til en af sine nære veninder, forfatteren Malene Ravn. Malene blev så fascineret af fortællingen, at hun spurgte, om hun måtte skrive den, og Jette gav hende frie hænder. Og langsomt indvilligede Jettes far i at fortælle om Lai Fun, sig selv og hele familiens historie, så Malene kunne få materiale til sin bog.

Jettes far døde for et år siden, 86 år gammel, og han oplevede ikke udgivelsen af bogen ”I dine øjne”.

– Jeg tror, min far nåede at komme til den erkendelse, at han havde en spændende livshistorie, og at han ikke burde føle al den skam. Men jeg er ked af, at han først nåede så langt, da han var meget gammel og svækket. Jeg kunne godt have undt ham at have levet flere år med en form for stolthed over sig selv og sin familie, siger Jette.

 

LÆS OGSÅ: Tilgivelse kan gøre dig fri af fortidens smerte

Synker ikke ned

– Min far var sej. Han arbejdede meget hårdt hele sit liv, både for at sørge for sin egen lille familie og for at blive anerkendt som mand og almindelig dansker. Den sejhed har jeg arvet.  Jeg arbejder mig ud af ting, tager fat og synker ikke ned i det triste. Man skal gribe de muligheder, man får i livet.

– Min far så sin fremmedartede fortid som noget negativt. Jeg er selv meget opmærksom på ikke at have fordomme, når jeg møder nye mennesker og fremmede kulturer. Jeg kan ikke lade være med at se visse nutidige paralleller imellem min far og min farfars liv som mere eller mindre fremmede i Danmark. Jeg tænker f.eks. på det nye burkaforbud og den måde, vi modtager fremmede på her i landet, siger Jette.

– Jeg har aldrig selv lagt låg på min personlige historie. Min søn tænker ikke så meget over sin baggrund. Han ser det nok bare som noget eksotisk, men også noget fjernt – og min mand – ja, han er nok bare lidt træt af at høre om det.

Jette Lehmann ler og forklarer:

– Jeg har så tit underholdt med min historie ved middage og sammenkomster, så Stig har hørt historien til hudløshed. Den er på ingen måde hemmelig mere.  

 

LÆS OGSÅ: Tre kvinder: Derfor elsker vi livet på kanten er Danmark

Kineserne blev udstillet:

•I 1900-tallet var det helt normalt, at kinesere og andre fjerne folkeslag rejste rundt som eksotiske indslag i blandt andet cirkustrupper.

•Tivoli indrettede en del af haven som Den kinesiske Landsby. Så kunne københavnerne ikke blot forlyste sig med en tur i Rutchebanen og Pantomimeteatret, men også se ”ægte” kinesere, som spiste, lavede håndværk og passede deres børn, og som om aftenen optrådte med forskellige former for kunster og underholdning.

•En del kinesiske mænd og danske kvinder blev voldsomt fascineret af hinanden, og flere inter-etniske affærer blev indledt. Det var dog ikke velset, og de danske kvinder, der valgte at blive gift og få børn med kinesiske mænd, blev udstødt af borgerskabet.

•Andre danske kvinder havde blot korte affærer med kinesiske mænd, som udmundede i ”uægte” børn. Som Jette Lehmanns far, Poul Erik.

 

Bogen om familiehemmeligheden: "I dine øjne": 

20. september 2018 udkom ­Malene Ravns roman ”I dine øjne” (Gyldendal), som er en fiktiv fortælling inspireret af Jette Lehmanns familie­historie. Jette Lehmanns og Malene Ravns venskab går tilbage til dengang, de havde børn i samme folkeskole. Malenes datter og Jettes søn var endda kærester, da de var helt små, og Jette og Malene håbede på at blive svigermødre. Sådan gik det ikke, men da børnene gik ud af skolen, fortsatte mødrenes venskab. Idéen til bogen fik Malene under en rødvins-hyggeaften med Jette.

– Historien lå og simrede hos mig i flere år, før jeg følte, at jeg kunne håndtere den store fortælling. Jette gav mig helt frie hænder, jeg gik i gang med researchen, og hendes dejlige far stillede op til mange lange og gode samtaler om sit liv. Det var en stor gave, siger Malene.

Malene Ravn har tidligere udgivet romanerne ”Det eneste rigtige” og ”Mia”.