Arbejdsliv

Vera Hildebrand: Den hjemvendte dansker

Danske Vera Hildebrand rejste til USA som 19-årig og vendte først rigtigt hjem igen 45 år senere. Hun er en succeshistorie om at klare sig. Men også en historie om at debutere som forfatter i en alder af 73.

73-årige Vera Hildebrand, der i dag bor i Humlebæk i Nordsjælland, er på det nærmeste selve billedet på den amerikanske drøm. Den om, at alle kan nå til tops i det amerikanske samfund, bare de vil det nok. 

For Vera has made it. Hun er født i lille Danmark og rejste som 19-årig til USA og kom først for alvor hjem igen 45 år senere for at slå sig ned i det fædreland, hun aldrig glemte, men savnede og bevarede i sit hjerte igennem alle årene væk hjemmefra. 

Andre måder at rejse væk på, læs om Anette, der blev guide i en moden alder:

Da Vera i sin tid rejste til USA, var det egentlig bare for at frivillig hjælper på en spejderlejr en sommer, og så skulle hun ellers tilbage og læse på Københavns Universitet. Men sådan kom det ikke til at gå. 

Vera endte med at blive og få mand og børn, men oplevede også at blive enke i en ung alder og stå alene med to børn og klare sig igennem det hele alligevel. Hun fik en fin uddannelse, kom til at undervise på Harvard University i Cambridge, Massachusetts, og mødte også en ny mand, som hun er gift med den dag i dag: Robert Blackwill, der er professor og tidligere bl.a. har været sikkerhedsrådgiver for George Bush, da han var præsident, og USAs ambassadør i Indien i to år.

Kvindesoldater

Det var, da Vera fulgte med sin mand til Indien og var ambassadørfrue i årene fra 2001 til 2003, at hun under et middagsselskab hørte noget, der tændte hendes evigt vågne nysgerrighed. Nogen nævnte noget om, at der skulle have eksisteret et regiment bestående af ene kvinder, indiske kvinder, som kæmpede under 2. verdenskrig. Og tanken om disse kvinder og om hvilket mod, de måtte have udvist, var umulig for Vera at slippe igen. 

Så Vera besluttede sig for, at den sag skulle undersøges. Det skulle vise sig at blive et stykke detektivarbejde, der kom til at strække sig over hele otte år (!) og føre Vera vidt omkring for at opspore de kvinder, der måtte leve endnu, og få dem overtalt til at fortælle deres historie.

Anstrengelserne kommer der nu en bog ud af. "Women at War: Subhas Chandra Bose and the Rani Jhansi Regiment” hedder den. Den udgives på det engelske forlag HarperCollins til november – på, ja - engelsk. 

Den sande historie

- Jeg er lykkelig for, at disse kvinder får deres historie fortalt, siger Vera og fortsætter: - Der er blevet skrevet om kvinderne før, men det er blevet til nærmest en myte. Ting bliver nemt til myter i Indien. Men den sande historie er noget mindre glamourøs. Og den historie fortjener at komme frem. Historien, sådan som kvinderne selv genkender den. 

Andre måder at rejse væk på, læs om dengang Rie Helmer var Sporløs-vært:

Om sit arbejde med bogen fortæller Vera videre:

- Da jeg begyndte arbejdet med at finde de kvinder, der stadig var i live, var jeg rundt i store dele af Indien, Malaysia og Singapore, men jeg fandt også frem til en kvinde, der var flyttet til USA og nu boede i New York, og hende besøgte jeg også.

De kæmpede aldrig

Ifølge Veras oplysninger bestod regimentet af omkring 400-450 kvinder. De kæmpede aldrig, men blev trænet op som soldater. 

- Jeg fandt frem til 30 kvinder, som jeg interviewede. Ikke alle ville nævnes med navn, men jeg måtte gerne fortælle deres historie. Mange af kvinderne var gamle, omkring 15-20 år ældre end jeg selv, og er døde i mellemtiden. Jeg tror, der er fire-fem af kvinderne i live tilbage.

Vera boede hos flere af de kvinder, hun interviewede, og kom tæt ind på livet af dem. Og det var kvinder, der gjorde indtryk.

- Det var kvinder, der i den grad tog en chance, da de gik ind i regimentet. Ikke alene risikerede de at blive slået ihjel i krig, men hvis de overlevede, risikerede de udstødelse af samfundet. Tænk, dengang forbød indiske fædre deres døtre bare dét at gå ud alene. Og så meldte de sig som soldat! Næsten alle kvinderne fortalte, at de gerne ville giftes, og alligevel valgte de at tage sådan en chance, som betød, at de risikerede aldrig at blive gift, aldrig at få børn og i stedet blive udstødt, fordi de trodsede den almindelige indiske kvindekultur. Og de var fuldt ud klar over konsekvenserne, disse kvinder. De gik ind i det med åbne øjne!
 

Som at læse en bunke romaner

- Jeg talte med dem om, fortæller Vera, - hvorfor de valgte at blive kvindelige soldater, og om hvordan det var dengang, og hvad de oplevede. Men også om hvordan deres liv er gået sidenhen, og hvad de syntes, de havde opnået. Når jeg spurgte dem: "Hvorfor?", var det som at læse en bunke romaner at høre deres svar. Nogle ville bare gerne ville ud og se noget af verden. Andre ville udrette noget, der var større end dem selv. Og andre igen begrundede deres valg med, at de kæmpede for deres moderlands frihed. Jeg var godt klar over, at det ikke altid var sandheden, jeg fik at vide. Nogle af kvinderne havde også  brug for at lyve for sig selv om deres bevæggrunde og det, der skete. 

Andre måder at rejse væk på, mød skuespiller Line Kruse, kendt fra ”Bedrag”:

Tilbragt måneder i arkiver

Vera lærte en masse af de kvinder, hun mødte, siger hun. Men for at få fortællingerne til at falde rigtigt på plads og sat i perspektiv måtte Vera sætte sig endnu mere ind i indisk historie, end hun allerede havde gjort. 

- Jeg tilbragte, jeg ved ikke hvor mange måneder i British Library i London og i tilsvarende arkiver i New Delhi  og Singapore. Og gud, hvor jeg nød det!  Det har også taget meget af min tid, og det har kostet mange penge, alle disse rejser og alle de hotelophold, men når jeg med lidt dårlig samvittighed har nævnt det for min mand, siger han bare: "Ja, men du spiller ikke golf eller har en anden hobby, som også ville have kostet. Du gør skriver bog i stedet for!", fortæller hun leende.  

Det er ni år siden, Vera købte et hus i Danmark og flyttede hjem. Hendes mand bor stadig i USA, men kommer hertil så ofte, han kan. Vera rejser iøvrigt også tit den anden vej på besøg. For i USA har hun stadig sine to børn boende og de ni børnebørn, som hun og hendes mand har tilfælles.

Taler dansk, tænker på engelsk  

Selv om Vera har været væk hjemmefra i mange år, taler hun stadig det smukkeste dansk. Hun har også sørget for, at hendes to børn har lært dansk, og de taler det stadig fint. 

- Jeg har altid været opmærksom på at undgå amerikansk slang, og jeg prøvede at blive ved med at huske, hvad ting hedder på dansk. Men jeg har også netop undervist i dansk og skandinavisk litteratur og nordisk mytologi, hvilket har gjort det lettere at holde sproget ved lige. Men jeg må indrømme: Jeg tænker på engelsk. Og bogen, jeg har skrevet, har jeg skrevet på engelsk. Jeg kan ikke forestille mig at skulle skrive en hel bog på dansk. Det ved jeg slet ikke, om jeg ville kunne.

Kærligheden til Danmark, som hun har bevaret i sit hjerte alle årene, har også betydet, at hun trofast har været på besøg her hvert år. Og som hun siger:
- Jeg har altid syntes, at Danmark var verdens bedste land. Og det mener jeg stadig!
 
 

 

Læs mere om: