Lone Kjærsgaard
Arbejdsliv

Lone ville indfri sin drøm, hvis hun overlevede sin operation

Lone Kjærsgaard var pantefoged og elskede det daglige skud adrenalin - også selvom jobbet indimellem var farligt. Alligevel har hun nu åbnet en helseklinik, for det var en drøm, som Lone ville indfri, hvis hun overlevede sin hjerteoperation.

Fra pantefoged til fodplejer: Lone indfriede sin drøm

Engang frygtede visse mennesker Lone Kjærsgaards besøg. Hun fortalte altid på forhånd, at hun kom, men alligevel blev hun aldrig budt på kaffe. De fleste ville ikke have hende inden for døren, men Lone kom altid ind. Nogle gange med politiets hjælp. Tit aflagde hun nemlig visit hos rockere og kriminelle, men også helt almindelige danskere, der skyldte i skat!

Som pantefoged var det Lones opgave at inddrive gæld til SKAT, og dét var hun stolt af.

– Jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel. Sådan har jeg altid haft det. Hvis du vidste, hvor mange der ikke vil betale til asfalten og kræftbehandling…

Lone laver en sigende bevægelse med øjnene og behøver ikke at sige mere. Dem, der ikke betaler deres skat, er dem, som hun har brugt et arbejdsliv på at stille til ansvar.

Lone giver et tryk på den fod, som hun sidder med i sine hænder. Det er næsten surrealistisk, at den 52-årige kvinde foran mig er uddannet i at se flugtveje og aflæse kropssprog for at klare jobbet som pantefoged. At hun fortæller om bidske hunde og lyssky narkohandler, alt imens hun roligt tager hånd om mine fødder. Det er kun få måneder siden, hun åbnede sin helse-  og fodklinik i Højslev ved Skive, men alt har ændret sig på den tid.

– Jeg har skiftet sure kunder ud med sure tæer, erklærer Lone med et grin.

Hun ser humoristisk på det, men Lones hjerte var slidt op. Hvis hun ville værne om sig selv, skulle hun skifte spor – og Lone vidste lige til hvad!

Som barn havde Lone nemlig en veninde, hvis mor var fodplejer. Gittes mor havde klinik i privaten og var derfor altid hjemme, når Gitte kom fra skole. Lone havde sjældent kammerater med hjem, for hun boede på en gård, der lå for langt fra skolen til, at nogen gad gå med. Lone drømte om at blive som Gittes mor, men kom ud på en lang omvej, før hun nåede til fødderne.

 

LÆS OGSÅ: Lone fik en blodprop: Jeg fik en advarsel, men jeg hørte den ikke 

Så døden i øjnene

– Da jeg var færdig med skolen, skrev jeg 52 ansøgninger. Halvdelen til tøj- og skoforretninger og resten til kontorer, fortæller Lone.

Hun kom i lære hos Skattevæsenet og fik sin ældste datter som 21-årig. Siden kom der endnu to døtre, en masse efteruddannelse og i 2008: en skilsmisse. I årene lige efter boede hun med sin yngste datter på den fædrene gård, som Lone købte af sin far tilbage i 1993.

– Jeg passede mit fuldtidsjob ved SKAT og drev ejendom med 30.000 juletræer ved siden af. Jeg slæbte gødning og fældede juletræer, men til sidst var det gamle skrog slidt i leddene. Jeg kunne ikke mere!

Lone solgte og flyttede ind hos sin nuværende kæreste i Højslev Stationsby. Hun arbejdede fortsat som pantefoged, og selv om det ikke var ufarligt, så kunne hun ikke tænke sig andet.

– Jeg har arbejdet med adrenalinen som følgesvend og virkelig elsket mit arbejde. Det er ikke ufarligt, men jeg har aldrig været bange for at tage ud alene. Undtagen den ene gang, hvor jeg så døden i øjnene.

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

Lone ser op, fanger mit blik og sender os tilbage til vinteren 2009. Hun var på vej ud til en kæmpe ejendom, hvor svinebonden angiveligt var på randen af et nervesammenbrud på grund af en truende konkurs. Lone skulle tale med ham ansigt til ansigt, men på vej op mod stedet skred bilen ud på grund af snefald, og hun måtte gå det sidste stykke. På gårdspladsen ventede to store hunde, der ikke var bundet. Bonden havde gemt sig i stalden med et jagtgevær.

– Hundene begyndte at kredse om mig. Jeg var ved at gå i panik og ringede til kontoret for at sige, at de skulle sende en landbetjent herud straks. Desværre var jeg ude på Lars Tyndskids marker, så jeg vidste, at det kunne tage lang tid. Jeg ledte på min telefon efter et nummer på den nærmeste nabo, alt imens hundene nærmede sig i rundkreds og snerrede. Jeg var dødsensangst for, at de ville gå efter min strube, for så var jeg færdig. Jeg forberedte mig på at brække kæben på den ene og trykke øjnene ud på den anden, for selv om det nok ville koste mig nogle fingre, så ville det være billigt sluppet, fortæller Lone.

Endelig fik hun fat på naboen, som sagde: ”De hunde er jo sindssyge! Jeg kommer, men jeg stopper ikke! Du skal bare hoppe ind i bilen i en fart”. Kort efter kom han drønende i sin svinebil, og da Lone smed sig ind, var hundene en meter fra bildøren.

– Jeg går aldrig ud på en gårdsplads med løse hunde igen, erklærer Lone.

Oplevelsen sad i hende, men ikke mere, end at Lone fortsatte sit arbejde ufortrødent.

– Der var jo ikke sket noget, påpeger hun med et ironisk smil.

 

LÆS OGSÅ: Kom godt tilbage på jobbet efter en sygemelding med stress

Sjælden lidelse

Alligevel satte arbejdet, hvor hun konstant var på vagt, sine spor, men ironisk nok blev det en kollega, en tidligere chef, der endeligt sled Lone op som pantefoged.

– Han var den mest inkompetente og uretfærdige leder, jeg i mit mangeårige arbejdsliv har stiftet bekendtskab med, siger Lone.

Hun sagde op i frustration, men endte i stedet med at skifte skattecenter efter eget ønske. Kort efter blev hun uforklarligt syg.

– Med den viden, jeg har i dag, kan jeg se, at jeg sled mit hjerte i stykker i de 15 måneder, hvor jeg havde en elendig chef. Mit hårde fysiske arbejde på gården og oplevelserne som pantefoged har også spillet en rolle, for adrenalin er et farligt kick, når den styrer hverdagen, erkender Lone.

I ni måneder forsøgte lægerne at finde ud af, hvorfor Lone gang på gang blev indlagt med rystelser over hele kroppen. To gange blev hun sendt af sted med udrykning.

– De troede, at det var stress, og selv om jeg følte mig sikker på, at det var noget fysisk, så begyndte jeg at tro på det, fordi alle omkring mig også troede, at det var det. Det ramte mig psykisk hårdere, end jeg nogensinde havde regnet med, at det ville, siger Lone.

LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan føles det at blive udsat for mobning på jobbet 

Lone havde ikke stress, men en sjælden hjertelidelse, som betyder, at hjertet ikke får ilt, når det mangler. I stedet for at sende ilt rundt i kroppen, mens Lone dyrkede motion, så kom det en halv time senere. Det betød, at Lones krop ikke kunne optage ilten. Pulsens signaler var i uorden, og derfor kom rysteturene.

Efter mange overvejelser sagde hun i juni 2016 ja til en hjerteoperation og gav si selv et løfte.

– Det stod klart for mig, at jeg selv havde bestilt et dårligt hjerte. Hvis jeg overlevede og blev rask, ville jeg uddanne mig til fodplejer. Bedre sent end aldrig, tilføjer Lone med et smil.

Planen var, at Lone skulle drosle ned ved SKAT og sideløbende opbygge sin klinik. Hun havde kollegaer, der havde gjort det samme, og for Lone var det en fremtidsplan, der gav mening. Indtil hun prøvede at føre den ud i livet:

– Jeg troede, at jeg igen kunne klare fuldtidsjob og nyåbnet klinik, men da jeg i to måneder havde stået op klokken fire hver morgen for at nå det hele, måtte jeg erkende, at jeg skulle træffe et valg!

Lone indrømmer, at det ikke er let at slippe 31 års fast arbejde – og løn, men siden februar sidste år har hun været fuldtidsfodplejer og fysiurgisk massør i egen klinik. Hun tjener det samme som før, og det troede hverken hun selv eller hendes nærmeste familie på:

– De har undret sig over min beslutning og udtrykt angst for, om jeg kunne leve af det. Men det er vendt: Lige så utrygge og bekymrede de har været ved forandringerne, lige så stolte mærker jeg, de er over mit valg og min klinik nu.

Lone elskede sit job som pantefoged, indtil det gav mere mening at gøre noget andet, og hun er glad for, at hun turde at springe. Også i en moden alder.

– Jeg er hammerglad for, at jeg fik et wakeupcall. Hvis jeg ikke var blevet syg, så var jeg fortsat i mit gamle job. Nu fik jeg en ny chance, og jeg har lært, at jeg ikke kan bestemme vindretningen, men at jeg kan justere mit sejl!        

Lones blå bog:

Lone Kjærsgaard er født 28. maj 1966. Hun er opvokset på en gård i Midtjylland med kreaturer, svin og markbrug. Lones mor døde, da Lone var ganske ung, og eftersom hun ingen søskende havde, var det Lone og hendes far, der passede bedriften. Lone købte i 1993 gården med 30.000 juletræer af sin far og drev den frem til 2011, hvor hun solgte den efter at have passet den på egen hånd i tre år. Lone har tre voksne døtre og bor i Højslev Stationsby, hvor hun i 2018 åbnede egen helseklinik, hoejslevhelse.dk.

Læs mere om: