Jordemoder Lillian Bondo: "Jeg skal ud at føde med nogen, for jeg er på ingen måde færdig med at bidrage"

Lillian Bondo stopper som formand for Jordemoderforeningen

Lillian Bondo sidder i sin have iført islandsk sweater og en god kop kaffe. Hun nyder lyden af sin prustende hest bag hækken og har her ved middagstid allerede været ude at ride en lang tur. For små fire år siden flyttede hun sammen med sin mand Tage på landet ved Tikøb i Nordsjælland og bor nu i et lille hvidt hus med masser af sjæl og en stor have. Her er ro til at nyde hinanden, børnebørnene og naturen omkring ejendommen – præcis som hun gør i dag.

I 35 år har hun været opslugt af sit fag. Af at knokle for at skabe gode forhold for både sine kolleger og de fødende og af at guide familier gennem en af de største overgange i livet. Nu står hun selv foran en vigtig overgang i sin tilværelse: Efter fire genvalg og 18 år på posten som formand for Jordemoderforeningen har hun valgt at sige stop. Hendes nuværende periode løber ellers frem til 2021, og som jordemoder hader hun efter eget udsagn at gå fra et forløb, der ikke er færdigt. Hun vil helst have forløsningen med, men selv om hun på den måde går fra sin formandspost i utide, er det alligevel lige præcis til tiden, bedyrer hun.

– Jeg går, mens der stadig er folk, der ikke synes, jeg klæber til taburetten, siger hun med et smil. Men tilføjer mere alvorligt, at den næste overenskomst skal indgås i foråret 2021, hvor hun er på valg, og derfor vil hun gerne give tid til, at hendes efterfølger kan nå at skabe et godt fundament.

Et dødt foster

– Og så har jeg altså nået en alder, hvor jeg kan mærke, at forhandlinger er fysisk krævende. Den seneste trak tænder ud, for det er hårdt at følge forhandlingerne i døgndrift og stå med fanen, i form af en stor stork, i stiv kuling, indrømmer den 66-årige jordemoder.

Lillians vej ind i jordemoderfaget tog sin begyndelse på en ulykkelig baggrund. Som ung arbejdede hun på en fabrik, der producerede printplader til datidens datamater, og det var også på denne tid, hun fik øje på Tage Arentoft.

– Jeg mødte min vidunderlige mand i 1977, og tre måneder senere ventede vi vores første barn, mindes hun med glæde.

LÆS OGSÅ: Lillan Bondo var med i vores tema: "Den bedste alder er lige nu"

Men da turen kom til barn nummer to, endte parrets familiedrøm ikke lykkeligt. Ved et gasudslip på fabrikken blev Lillian og mange andre kortvarigt udsat for de giftige dampe. Kort tid efter fandt hun ud af, at fosteret var dødt – måske af den grund, måske af en anden.

– Jeg var halvvejs i graviditeten og dybt ulykkelig. Oplevelsen af at gå fra at glæde sig og så til at skulle føde et dødt foster var rædselsfuld. Men den omsorg, jeg oplevede fra jordemødrene, hjalp mig ikke bare gennem det, den gjorde også et stort indtryk på mig og fik mig til at overveje selv at blive jordemoder, forklarer hun.

Tanken om at blive jordemoder gav mening i mere end én forstand. Først og fremmest havde hun ikke længere lyst til at sidde på en fabrik med risiko for at blive eksponeret for gift, og samtidig havde hun altid forestillet sig en akademisk karriere. Lillian havde derfor allerede taget en 3-årig basisuddannelse på RUC.

– Ud over at jeg havde lyst til det akademiske, havde jeg også et behov for noget praktisk, og den kombination lå jo i at være jordemoder.

– Jeg kom ind med det samme, men det var en hård uddannelse, og det var ikke pædagogikken, der styrede. Samtidig var det en virkelig spændende tid, og jeg har stadig de bedste venner fra holdet.

Meningsfulde mål

For Lillian har det været et privilegium at have haft 18 år som formand. Hun beskriver sine vilkår som fantastiske, men det har også været et arbejdsliv, hvor hun aldrig rigtig har haft fri.

– Jeg har jo konstant tænkt politik og haft overvejelser om, hvad der skal til, for at vi kan lave virkelig godt, evidensbaseret jordemoderarbejde.

Kort fortalt stillede Lillian i 2001 op som formand for Jordemoderforeningen, fordi hun oplevede, at forebyggelsesindsatsen blev nedprioriteret. Og så fulgte der ellers to årtier med kontante sparekrav på fødselsområdet og mange kampe, der skulle tages. Ikke mindst fordi de fødende udgør en særlig kategori i sundhedsvæsenet.

– Det er ikke usædvanligt at høre udsagnet: ”Hvorfor skal man bruge så mange penge på raske kvinder i et i forvejen presset sundhedsvæsen?” Men det at blive forældre er den vigtigste overgang i både mænds og kvinders liv. Hvis vi ikke gør det godt, får det betydning for forældre og barn både her og nu og også langt ude i fremtiden. Den stressede familie har en større risiko for efterfødselsreaktioner og genindlæggelser, og derfor er jeg superglad for, at vi har fået knæsat princippet om, at enhver kvinde har ret til at have en jordemoder hos sig, mens hun er i aktiv fødsel.

Under Lillians formandskab har hun også nydt at se jordemødrene tage flere spændende opgaver til sig, ligesom hun glædes over et øget optag på jordemoderuddannelsen og det faktum, at jordemødre nu ligger helt i top på listen over de mest troværdige faggrupper.

– Men én af de ting, jeg stadig har til gode at opleve, er, at jordemødre får en højere løn. Den forholdsmæssigt lave løn bunder i en tjenestemandskommission fra 1969, der placerede kvinder til en lavere løn end mænd. Den ambition har jeg ikke nået at gøre færdig, ærgrer hun sig.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan finder du modet til at få det arbejdsliv, du drømmer om

Tid til flere fødsler

Selv om Lillian i teorien godt kunne gå på pension nu, og selv om det er halvandet år siden, hendes mand satte et punktum for sit arbejdsliv, er det bestemt ikke, hvad hun har tænkt sig at gøre efter sin afskedsreception i Jordemoderforeningen. Tværtimod. For det første har hun stadig noget bestyrelses- og rådsarbejde, blandt andet i Nordisk Jordemoderforbund og Komiteen for Sundhedsoplysning, ligesom hun holder foredrag om fødsler og jordemoderliv gennem historien.

Resten af tiden kunne, som hun siger, fyldes ud med husholdning, børnebørn og hest. Problemet er bare, at hun føler sig forpligtet til mere end det. På skænken inde i huset står hendes træstetoskop frit fremme, og det er ikke kun til pynt.

– Jeg skal ud at føde med nogen! For jeg er på ingen måde færdig med at bidrage. Jeg har stadig arbejdskapacitet, så jeg håber, der er en deltidsstilling til mig på Rigshospitalets fødegang, fastslår hun energisk.

Og så er det også bare et ufatteligt fedt job, som hun siger. Hun er betaget af samarbejdet med andre faggrupper – fødselslæger, SOSU’er, sygeplejersker og børnelæger. Selv om hun de seneste to årtier har været opslugt af politisk arbejde, har hun ikke bevæget sig så langt væk fra det praktiske i sit fag, som man kunne formode.

– Mens jeg har været formand for Jordemoderforeningen, har jeg i ny og næ taget en uge på en fødegang og været en del af deres vagtplan. Både fordi jeg elsker mit fag og for at opleve medlemmernes virkelighed.

– Men kommer jeg tilbage og må konstatere, at tempoet er blevet for højt til mig, så vil jeg gå. Jeg kommer ikke til at blande mig så meget i debatten som før. Men jeg har jo aldrig holdt min mund.