Dinah Rosengreen og Lise-Lotte Folman
Arbejdsliv

Hverdagens heltinder: Dinah og Lise-Lotte hjælper de sårbare

Hvordan ser et arbejdsliv ud, når man hjælper nogle af de mest sårbare i Danmark? Og hvad gør man for at passe på sig selv, når man er en af dem, der passer på andre? Mød Dinah Rosengreen og Lise-Lotte Folman, som på hver sin måde har et personligt udfordrende job – med psykisk sårbare og voldsramte kvinder.

Vi giver dem et håb

Dinah Rosengreen er stolt af at hjælpe voldsramte kvinder, så de kan blomstre og begynde et nyt liv.

Politiet kan pludselig stå i døren med en voldsramt kvinde. De kan have hentet hende på hendes bopæl eller skadestuen, og nu står hun her foran den aflåste port ind til krisecentret. Forslået og forskræmt. Måske har hun synlige blå mærker på kroppen. Måske har hun aftryk efter kvælertag.

– Det er så her, jeg møder kvinden for første gang, siger Dinah Rosengreen, 51, som i knap tre år har arbejdet som socialrådgiver på et privat krisecenter på Sjælland.

– Jeg er med til det første møde, hvor vi skal finde ud af, om vi kan tilbyde den pågældende kvinde en plads. Vi skal bl.a. sikre os, at hun ikke har et misbrug eller en ubehandlet psykisk lidelse, for så  kan vi ikke hjælpe hende. Det vil fylde alt for meget – også i forhold til de øvrige beboere.

Dinah Rosengreen er glad for sit job – selv om det er krævende. Det er fælles for de kvinder, der bor her, at de har været udsat for vold i deres nære relationer – det kan være en voldelig mand, ekskæreste, bror eller far.

– Når en voldsramt kvinde kommer, er hun i total opløsning. Hun er blevet gennembanket, men også kørt psykisk ned. Hun græder, blikket flakker. Hun er hamrende bange for, om hun bliver fundet, eller hun ikke kan flytte ind her.

Efter den første samtale – som Dinah altid har med en anden ansat – går de to kolleger ud af møderummet for at afklare, om den pågældende kvinde opfylder betingelserne for et ophold. Det vil hun i de fleste tilfælde gøre, men ikke, hvis kvinden er det, man kalder for ”familiesammenført”.

Den største udfordring

– Det er den største udfordring, jeg har. At jeg nogle gange må afvise en kvinde, uden at jeg ved, hvad der kommer til at ske med hende, fortæller Dinah.

Reglerne i Danmark er sådan, at hvis en kvinde er familiesammenført, har hun fået opholdstilladelse, fordi hun er gift med en mand, der kan forsørge hende. Skulle det vise sig, at forsørgeren udøver vold, er der ingen hjælp at hente. De danske kommuner vil ikke betale for kvinden. Hun falder ned mellem to stole – den danske udlændingepolitik på den ene side og menneskerettighedskonventioner på den anden.

– De eneste muligheder, kvinden har, er at gå tilbage til den mand, der mishandler hende, eller rejse hjem, men det kan hun heller ikke, fordi hun ingen penge har, eller hjemlandet er krigshærget. Jeg har meget svært ved at give slip på en kvinde med blå mærker efter kvælertag, som har levet i isolering og under kontrol, fordi hendes mand ikke har tilladt, at hun kom uden for hjemmet. Jeg bliver drænet og trist, fordi jeg føler afmagt. Det er de sager, der er sværest for mig. Jeg ved ikke, hvor den kvinde havner. Går hun bare tilbage og bliver gennemtæsket? Vi skal da for pokker hjælpe hende!

 

LÆS OGSÅ: Tanja hjælper prostituerede: Den lykkelige luder findes ikke 

At bryde mønstret

Da Dinah Rosengreens arbejdsplads er en privat virksomhed, der skal have økonomien til at løbe rundt, er de nødt til at have kvinder boende, kommunerne vil betale for.

– Det er en svær lovgivning, og det hele er kompliceret, og det går imod mine værdier som kvinde og menneske, at vi ikke kan hjælpe en kvinde i nød.

Der er heldigvis også positive historier. De handler om, at det kan lykkes at få en voldsramt kvinde ud i et nyt liv.

– Man kæmper sgu for, at det kan lade sig gøre. Det, der gør, at jeg kan holde til det, er, at det for det meste lykkes at bryde mønstret. Forleden var jeg på besøg hos en kvinde, som er flyttet ud af centret og har fået en lejlighed, hendes søn bor der, de har venner på besøg, og hun er startet på en uddannelse. Det er stort at være vidne til en kvinde, der går fra at være en puppe til at blive den smukkeste sommerfugl. Der er ikke længere noget, der tynger hende, eller nogen, der sætter sig på hende.

– For mig er håbet det vigtigste. Selv med bittesmå skridt kan man bringe sig fremad. Der kommer dyk hos kvinden, hvor hendes tro på fremtiden er præget af mismod, men vi er der for hende, og vi bliver ved med at indgyde håb og tro på, at hendes liv kan forandre sig. Den proces betyder alt for mig. At de her kvinder får rejst sig. At de får deres værdighed tilbage og finder ud af, hvem de er. I alle år har de her kvinder fået at vide, at de er grimme, lede, uduelige og dumme, og når de så forlader centret, udstråler de en stolthed og en skønhed – det er meget stort at være vidne til.

Kender du en, der elsker SØNDAG? Giv hende et abonnement på SØNDAG i julegave - fra 150 kr. >

Sådan passer jeg på mig selv

”Jeg taler hver dag med mine kolleger. Vi tager en kop kaffe og vender situationen. Jeg modtager også supervision, hvor jeg bliver støttet, så jeg kan hjælpe andre. Når jeg kommer hjem, gør jeg noget fysisk, for jeg har brug for at få dagen ud af kroppen. Jeg bliver utidig, hvis jeg ikke går med hunden, til gymnastik, yoga eller ”dance fitness”. Jeg husker også at dele de gode historier, for de er der også. Jeg trives ikke med, at ”det hele er så skrækkeligt og forfærdeligt”.
Vi har faktisk succeshistorier.”

Vi er faktisk ret seje

Lise-Lotte Folman er stolt over, hvad hun selv og hendes kolleger formår at udrette af hverdagsmirakler på Hvidovre Psykiatriske Center.

Når Lise-Lotte Folman har fortalt om sit arbejdsliv, bliver hun stille. Hun er rørt. Efter et par sekunders tænkepause forklarer hun:

– Det rammer mig, når jeg fortæller, hvad det egentlig er, jeg står model til i mit arbejde. Hvad jeg og mine kolleger magter og rummer, og hvad vi byder os selv i arbejdet med så syge mennesker.

Lise-Lotte har lige fortalt, hvordan en arbejdsdag kan forme sig på den lukkede afdeling. Det er godt nok en af de ekstreme arbejdsdage, men hvorom alting er, det er en arbejdsdag. Og sådanne ekstreme dage er slet ikke så ualmindelige.

Lise-Lotte Folman, der er 58 år, er social- og sundhedsassistent på et lukket psykiatrisk center.

LÆS OGSÅ: Anne-Lise er vågekone: De kan mærke, at vi er der

Når hun møder på job, må hun låse sig ind med koder og nøglekort og sætte en overfaldsalarm fast et synligt sted i sin bukselomme.

På afdelingen er døre, vinduer og skabe aflåst, og tv-skærme er overdækket med pansret glas. Den bagerste del af afdelingen er afskærmet med ekstra lydisolerede døre. Det er her, hvor Lise-Lotte Folman i nogle dage er fast vagt for en manisk og psykotisk patient.

Lise-Lotte må sidde vagt uden for patientens dør eller gå med hende til toilettet eller dagligstuen. Udfordringen med patienten er, at hun vil have alt muligt ind på sin stue – blandt andet tøj, slik, drikkevarer, computere, ledninger, mobiltelefoner og iPad. Men på afdelingen er reglen, at patienter kun må have et stykke elektronik på deres stue ad gangen, blandt andet af sikkerhedsmæssige hensyn.

– Det gav så mange konflikter, og det var meget voldsomt. Hun kørte på os uafbrudt. Råbte op om, at vi var uduelige, og at vi ikke egnede os til jobbet. Det var psykisk terror på højt plan. Hver gang jeg mødte på arbejde, begyndte hun: ”Hvorfor skal du altid komme”. Det var så personrettet, at det gik lige i mellemgulvet. Patienten var så ubehagelig, at der var nogle fra personalet, der ikke kunne klare det. Jeg synes, jeg klarede det godt, men fik også mange hug. Man er brugt efter otte timer. Det er nok det værste i psykiatrien, når man skal løse den her slags opgaver.

 

LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan føltes det at blive udsat for mobning på jobbet 

Du må ikke blive immun

Lise-Lotte Folman, der betragter sig selv som erfaren og robust, siger, at den periode krævede, at hun passede på sig selv, så grænserne for, hvad der er normalt og rimeligt, ikke begynder at flyde:

– Det er lige før, at det at blive kaldt ”din beskidte luder” er det rene ingenting. Patienterne kan jo godt råbe: ”Tag din lortemedicin selv, din fucking skizofrene møgluder”. Vi må som plejepersonale aldrig synes, det er okay – eller overhøre – at blive kaldt sådan noget. Vi må aldrig blive immune, for så mister vi os selv. At blive truet, slået eller spyttet på er nedværdigende og aldeles uacceptabelt.

Der er heldigvis også succeshistorier:

– Det er en kanon oplevelse, når det lykkes mig at få en patient ud af sengen eller i bad. Måske tænker man, hvor svært kan det være, men vi er helt dernede, hvor det at komme i bad og få rent tøj på, er en succes. Vi ved godt, det hjælper – de ved ikke, det hjælper. Vi møder patienter, der kommer her og er ravende psykotiske, og vi kan tænke, ”hvad skal vi dog gribe i” for at kunne komme i kontakt med dem. Det er også en succes for mig, når de forstår, at jeg ikke vil dem noget ondt, men at jeg bare gerne vil hjælpe dem.

Nogle patienter har vrangforestillinger. Andre føler sig forfulgte. Andre igen er maniske eller lider af storhedsvanvid. Patienterne bliver medicineret for at komme i balance, så man kan komme i kontakt med dem.

– Den største udfordring er ofte tiden. Psykiatriske patienter er en udstødt gruppe. De har brug for at mærke, at vi vil dem. Vi ved, hvor vigtige nære relationer er, og hvis der er noget, den her patientgruppe ikke har, er det relationer. Når de er dårlige, isolerer de sig. De er ikke i stand til at tale med nogen, og det kan være svært at komme ud af den hule, de har været i. Derfor har vi brug for meget tid for at knytte relationer, og det er frustrerende, når jeg ikke har nok tid sammen med dem.

– Psykiatrien er nedprioriteret, og vi må bruge tid på dokumentation og registrering. Det skal gøres. Men jeg bliver frustreret over, at jeg ikke har mulighed for at udføre den gode psykiatriske sygepleje. Det er virkelig ulempen ved mit job.

 

LÆS OGSÅ: Disse tre kvinder kæmper for kræftramte kvinder

Sådan passer jeg på mig selv

”Jeg taler meget med mine kolleger og beder om hjælp, når situationer bliver for svære. Vi er i personalegruppen gode til at observere og reflektere. Jeg siger også stop i forhold til patienterne. Nogle gange holder jeg armene op foran mig og råber ”stop” eller klapper hårdt i hænderne, hvis en patient kører løs på mig. Det signalerer: ”Du kan ikke tale til mig, som det passer dig”, og det er effektivt. Det er en måde at markere, hvor min grænse går, og hvad jeg vil finde mig i. I fritiden løber jeg og dyrker yoga, hvilket giver mig ro og overskud.”