Bodil er bedemand: Jeg får meget mere, end jeg giver

For fire år siden besluttede Bodil, at hun ville forlade tøjbranchen for altid og i stedet blive bedemand. Hun var på det tidspunkt 56 år, men i stedet for at gå på efterløn og definitivt sige farvel til arbejdsmarkedet, mente hun sagtens, hun kunne nå at lære et helt nyt fag. Kærligheden til netop det fag opstod, da hun i en periode var frivillig på det lokale hospice, og da embedet som bedemand ikke kræver nogen officiel uddannelse, kontaktede Bodil en række bedemandsforretninger i håbet om at få en praktikplads. Efter mange forsøg lykkedes det, og Bodil blev en del af Unik Begravelse i Aarhus, som er eget af Mette Marie Nikolajsen. Og det samarbejde forløb så godt, at Bodil efter sin praktiktid blev fastansat. Hun har været ansat lige siden, og hun holder fortsat meget af sit job, fortæller hun.

– Der er ikke to dødsfald, der er ens. Eller to familier, der er ens. En opgave begynder for mig, når en familie ringer og ønsker min hjælp. Når jeg kommer ud til familien, er min største opgave at fornemme stemningen og mærke, hvem jeg skal tage mig af først. Det handler for mig om at få dem til at forstå, at alle de ting, de gerne vil ordne lige nu og her, dem skal jeg nok tage mig af. Og efter kort tid kan jeg se, at folk begynder at slappe af, for nu ved de, at der er styr på det.

– De skal jo bare sørge for at være i savnet og sorgen af det menneske, der er død. Det er deres primære opgave, så ordner jeg alt det andet.

Kirsten Olesen: Jeg var sikker på, min mand ikke skulle dø

Mange bolde i luften

Kontrasten mellem Bodils tidligere job og jobbet som bedemand er i den grad til at få øje på. Alligevel fortæller Bodil, at der er flere af de ting, hun lærte som indkøber, som hun bruger i dag.

– I Dansk Supermarked lærte jeg at have mange bolde i luften på en gang. Og erhvervet som bedemand kræver, at du i høj grad evner at koordinere og organisere. Men faktisk bruger jeg mest af alt min evne til at aflæse andre mennesker. Som indkøber skulle jeg også kunne aflæse mine leverandører og forstå, hvilke mennesker, jeg havde at gøre med. Og det gør jeg jo også som bedemand – forsøger at forstå mennesker.

Malene Schwartz om tabet af sin mand: Det tog mig ti år at komme igennem sorgen

En personlig afsked

Når Bodil kommer ud til en familie, beder hun altid om at se et billede af den afdøde, hvis vedkommende altså ikke endnu befinder sig i hjemmet, fortæller hun.

– Det er ret vigtigt at få set afdøde, for hvem er det egentlig, vi sidder og snakker om? Det er jo et menneske. Jeg ser også en stor opgave i at give de pårørende præcis den afsked med afdøde, som de ønsker. Hvor skal det foregå? Havde afdøde en yndlingsblomst eller et yndlingscitat. Jeg forsøger at få så meget personlig ind i ceremonien som overhovedet muligt, sådan de pårørende forstår, at det er deres afdøde, de tager afsked med og ikke bare en død krop i en kiste.

Ibi Støving: Jeg har selv været død i to minutter og døden nær to gange

Har selv mistet

Og selv om Bodil har mistet både sin søn og sin far, så har det ikke afskrækket hende fra at arbejde med døden og al den sorg, som følger med. Tværtimod.

– Jeg ved, hvor vigtigt det er at få taget ordentlig afsked med de mennesker, der betyder noget for os. Men jeg går ikke og bliver ked af det, hver gang jeg er på arbejde. Det er jo ikke mine kære, det handler om, og det er jeg meget bevidst om.

– Jeg tror, det bedste ved mit job er, at jeg kan mærke, folk slapper af, når jeg kommer ud. Så kan de få lov til at være i sorgen og være der, hvor de allerhelst vil være. Det gør mig glad at se, at jeg kan tage over og hjælpe mennesker, som står midt i noget svært. Og uanset hvilken type mennesker jeg står med, og hvor meget de måtte føle, jeg hjælper dem, så får jeg altid mere, end jeg giver.