Annas Brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Kan jeg ignorere min mors sidste ønske?

"Kan jeg tillade mig at følge mit eget ønske og dermed ignorere min mors ønske, den dag hun er død?" Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna,

Min kære gamle mor på 89 år har nok ikke langt igen.

Hendes helbred er stille og roligt blevet dårligere det seneste års tid, så efterhånden ligger hun mest i sengen, og hun er blevet meget skrøbelig og sart, selv om hun heldigvis stadig er kvik og frisk i replikken.

Jeg er enebarn, og hun og jeg har heldigvis nået at tale om alt det, vi begge synes er vigtigt at få talt om. Der er ingen dumme ting, der er fejet ind under gulvtæppet, og hun er også afklaret med, at det formentlig snart er slut. 

Jeg kommer til at savne hende voldsomt – men kan glæde mig over alt det, vi nåede at opleve sammen, både os to alene (mine forældre blev skilt, da jeg var tre, og dengang stod en enlig mor meget alene med alting), og os to sammen med min mand og vores to børn og fem børnebørn.

Forkæl dig selv og få SØNDAG leveret hver uge. Køb et abonnement her

Min mor har bedt om at blive brændt og komme til at ligge i ”De Ukendtes Grav” – og jeg har lovet at efterkomme hendes ønske. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere ønsker jeg at have et lille sted – et sted med en sten med hendes navn på, placeret dér, hvor hendes urne er sat ned – så jeg fortsat kan opsøge hende og få mig en god ”snak” med hende.

Jeg har spurgt hende en enkelt gang, om det ikke kunne være en god idé, men hun sagde nej. Hun mener, at det kun vil være godt for mig i kort tid efter hendes død – og at det derefter blot vil være en belastning og en pligt.

Mit spørgsmål til dig – særligt som tidligere præst – er derfor: Kan jeg tillade mig at følge mit eget ønske og dermed ignorere min mors ønske, den dag hun er død? Min mand siger ja, begge vores børn siger nej.

Snart alene

 

Kære Snart alene,

Ak ja. Den generation, din mor tilhører, vil ikke være til besvær. Hverken i livet eller i døden. Og det kan godt være svært at navigere i som døtre og sønner, der sådan set synes, det er mest til besvær, når vi ikke må hjælpe – eller i det mindste mindes dem på en måde, der kræver bare lidt af os.

Det, man i folkemunde kalder ”De ukendtes grav”, omtales i kirkeligt sprog efterhånden mest som ”Fællesgraven.” Det er et særligt område af kirkegården. Mange steder er det smukt anlagt med en fælles sten placeret i midten, indgraveret med en poetisk sætning, der rammer menneskelivet ind.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg har solgt arvesmykkerne

Men som pårørende kan du ikke være med til at sætte urnen i jorden på fællesgraven og heller ikke efterfølgende få at vide, hvor på området det lige præcis er, din mors urne er sat. Så vidt reglerne i hvert fald. Det er muligt, at en venlig graver hist og her ser hen over en paragraf eller to …

Hvis din mor er frisk nok til det, så synes jeg godt, at du kan tillade dig at tage en lidt grundigere snak med hende omkring det her. Forklar hende, hvor meget et lille gravsted med en sten vil betyde for dig og den sorg, det bliver at undvære hende, når hun dør. Det er muligt, hun stædigt holder fast på sin beslutning, men uanset hvordan du så ender med at imødekomme den, så husk, at det vigtigste for din mor aldrig har været, hvor hendes jordiske rester ligger, men derimod DIG og den kærlighed, der er imellem jer.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min mands søster nedprioriterer vores børn

Det er rigtigt, at man som pårørende skriver under på, at alle beslutninger omkring en bisættelse eller begravelse er i overensstemmelse med afdødes ønsker. Men når det er sagt, så er det et godt spørgsmål, hvorvidt et gravsted er for den dødes skyld – eller for de levendes?

Jeg hælder klart til det sidste.

Kærlig hilsen,
Anna

 

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: [email protected].

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.