Rejsereportage - Shakespeare
Rejser

Britisk landidyl: Her lever Shakespeare stadig

1. juli 2017
af Maja Kristine Lorentzen
Det er 400 år siden, William Shakespeare døde i sit hjem i Stratford-upon-Avon. Men han lever der endnu. Byen giver en unik mulighed for at lære manden bag de udødelige skuespil at kende – og naturen rundt om byder på klassisk britisk landidyl.
Midt mellem græs- og rapsmarker, der strækker sig så langt øjet rækker i county’et Warwickshire, ligger en lille by med en stor historie. Husene er hovedsagligt hvide med sorte bjælker, og blåregn pryder mange facader. Umiddelbart ligner Stratford-upon-Avon en typisk britisk landsby. Men kigger man nærmere på butikker og skilte, opdager man, at det samme velkendte navn går igen og igen: Shakespeare.
For 453 år siden blev den kendte skuespilforfatter William Shakespeare født her, og 54 år senere døde han her. Og det er bestemt ikke noget, byen lægger skjul på. Stratford, som byen kaldes i daglig tale, er velbesøgt af Shakespeare-fans fra hele verden, som gerne vil lære manden bag de udødelige manuskripter at kende. Vidste du, at Kirsten Olesens yndlingsforfatter er Shakespeare? Læs interviewet med hende her

Shakespeare fra vugge til grav

Jeg er på en guidet tur rundt i byen, og dagen starter, hvor det hele begyndte – nemlig ved hans fødested. Det gamle bindingsværkshus på Henley Street står i dag, næsten som det gjorde, da faderen til Romeo & Julie, Othello og Macbeth sagde sine første ord. Her boede han med sin far John, der var handskemager, sin mor Mary og sine syv søskende. Inden frokost skal jeg også nå at besøge "New Place”. Det er dét hus, som Shakespeare købte til sin kone og børn i Stratford, efter han havde fået succes med sine skuespil i London. Før da havde familien boet hos enten hans forældre eller svigerforældre. Han var gift med den 8 år ældre Anne Hathaway, og sammen med hende fik han sin ældste datter Susanna og tvillingerne Hamnet og Judith. Elsker du England? Så læs også denne rejsereportage til Sydengland, der blandt andet byder på Downton Abbey I dag står huset desværre ikke længere. I stedet er der en smuk engelsk have, hvor det er markeret på jorden, hvor huset var. De frivillige guider er ivrige efter at fortælle om Shakespeares sidste hjem – det var nemlig også i det hus, han døde i 1616. Hans grav kan du besøge i byens kirke, Holy Trinity Church. Det meste af familien er begravet indendørs, og du skal give en lille donation på 3 pund til kirken for at se graven.

Afternoon Tea

Det vil næsten være ærgerligt at besøge England uden at få Afternoon Tea. Fem minutters gang fra ”New Place” ligger ”Hathaway Tea Rooms”, som er et af byens bedste steder til netop det. Fingersandwiches, scones, lækre kager samt en hel kande te til hver med gratis refill byder anretningen på, og det hele smager skønt - se billede af anretningen i galleriet ovenfor. Kan du ikke spise det hele, så pakker tjeneren gerne resterne ned i en boks til dig. Hvad er mere perfekt til eftermiddagsteen end scones? Vi har en lækker opskrift til dig lige her. Min sidste aften i Stratford bruger jeg på at se et teaterstykke på Royal Shakespeare Theatre, der ligger ved floden Avon. Middagen inden showet spiser jeg på Rooftop Restaurant i teaterbygningen for at få den fulde oplevelse med. I denne uge er det Julius Caesar, der spiller. Teatret har ikke noget med Shakespeare at gøre, udover at det er opført i hans minde – da han selv levede, fandtes der ikke et teater i Stratford. Alligevel føles det som en god måde at runde turen af på. Og mens jeg er opslugt af skuespillernes fremførelse af snigmordet på Cæsar, et tu brute? tænker jeg på, at det da egentlig er utroligt, at en skuespilforfatter, der levede for over 400 år siden, stadig kan være så aktuel i dag.

Læs også