Det fantastiske naturfænomen \
Rejser

3 efterårsperler i Danmark

Sort sol over Vadehavet i det sydvestlige Jylland, jazz-festival i en nordjysk landsby og keramik-festival på Bornholm længst mod øst. Efteråret er spækket med spændende begivenheder, der indbyder til nærmere bekendtskab. Tag med på tur Danmark rundt.

Sort sol over marsklandet

En time før solnedgang går det løs.

Stære i 10- ja, 100-tusindvis samles og danner de mest forunderlige, evigt foranderlige luftformationer, før de søger overnatning i rørskoven.

Enorme organiske silhuetter stiger op og falder ned igen, hvirvler rundt… sort sol.

Efteråret er højsæson for at opleve det fantastiske fænomen, skabt af stære. Så hvorfor ikke kombinere naturoplevelsen med et besøg i Danmarks ældste by Ribe, der i år fejrer 1.300-års jubilæum.

Ribe å ved skibbroen

Ribe er en af vore mest stemningsfulde byer med brostensbelagte gader, velbevarede huse med smukke røde tegltage, Ribe Å og det imponerende vartegn Ribe Domkirke.

Dertil kommer, at byen har en dramatisk historie, der omhandler vikinger, konger og dronninger, biskopper, landsforrædere, hekse, stormfloder og ildebrande.

Og så er Ribe porten til hele vadehavsområdet, som strækker sig både mod nordvest og sydvest under den uendelige himmel.

Ribe Domkirke, som stod færdig-bygget i midten af 1200-tallet, er Danmarks eneste 5-skibede kirke.

Skal ses både for sin rige historie og for de pragtfulde malerier og mosaikarbejder, kunstneren Carl Henning Petersens har udført i koret 1982-87.

Vadehavscentret i landsbyen Vester Vedsted 9 km sydvest for Ribe er et besøg værd - både for at blive klogere på alt fra tidevand og trækfugle til Danmarks nye nationalpark.

Sort sol kan opleves adskillige steder i marsken. Arrangeres bl.a. af Vadehavscentret og Sort Safari, der har ture næsten hver dag i hele oktober måned. Læs programmet på www.sortsafari.dk

Læs meget mere om Ribe-historien, aktiviteter, restauranter m.m. på: www.visitribe.dk

HER KAN DU BO I RIBE

Ribe Byferie er faktisk en hel lille by i byen med i alt 94 funktionelle ferieboliger i fine gavlhuse, hvis arkitektur på én gang er nutidig og respekterer byens historiske særpræg.

Ligger på grænsen mellem den gamle bydel og Nationalpark Vadehavet. Lejlighederne har alle moderne faciliteter, inkl. gratis trådløst internet.

Jazz ved Vesterhavet

Jazz i forsamlingshuset Klitgården i Tversted

Lange traveture langs kilometervis af bred sandstrand, hvor vestenvinden rusker og kan bide lidt i kinderne - på den go'e måde.

Bagefter hjem til hotelværelset - et varmt bad, en god middag og så til koncert i hyggelige omgivelser med navne som Chris Minh Doky Band, sangerinden Indra, Stefano Bollano eller Sæby Big Band. Lyder det ikke forjættende?

Landsbyen Tversted ligger i Tannisbugten, 15 km nord for Hirtshals og 35 km sydvest for Skagen.

Som de selv siger på stedet: "Hvis du kører lige igennem Tversted, ender du i havet".

Det har de helt ret i, for Vesterhavet er kun et par kilometer væk.

Tversted er mest kendt for stranden, klitterne og plantagen. Men den årlige jazzfestival Jazzy Days er et af landsbyens nye markante pejlemærker.

Festivalen varer fra 16.-23. oktober 2010. De fleste koncerter holdes i forsamlingshuset Klitgården. Program og billetbestilling på www.jazzydays.dk eller Tversted Turistbureau

Isager Strik - navnet i sig selv borger for innovativt strikdesign i høj kvalitet.

Sammen med datteren Helga har Marianne Isager butik i Tannis-by lidt nord for Tversted, hvor du både kan købe garner, opskrifter og færdig strik. Åben man.-tors. kl. 11-13 og de fleste lørdage fra 14-16.

Ørnereservatet. Man kan ikke andet end blive fascineret, når man kommer tæt på de store nordiske rovfugle som kongeørn, havørn, jagtfalk og vandrefalk. Og det gør man i Ørnereservatet øst for Tversted. Mød Frank Wenzel og hans rovfugle kl. 15 hver dag i efterårsferien.

Stokmøllen Østerklit er Danmarks eneste fungerende stokmølle.


Læs flere rejseguider her

Efter at være brændt ned og genopbygget er møllen nu åben året rundt. Men der er ingen kørevej til møllen. Parker ved P-pladsen ved Tversted Søerne og følg skiltene. Hvis du er heldig, har møllelauget gang i møllen.

Mere om Tversted og omegn på turistbureauets hjemmeside: www.tversted.dk

HER KAN DU BO I TVERSTED

Hotel Tannishus er hotellet i Tversted.

Det oprindelige hotel blev bygget kun 200 meter fra Vesterhavet i slutningen af 1800-tallet.

Dengang kom gæster fra nær og fjern for at opleve kontrasterne mellem det forblæste, hvide klitlandskab og det frodige bagland med kløfter og dale, søer og åer.

Siden er der bygget til og om på hotellet, som i dag råder over 103 ferielejligheder. Hertil kommer restaurant, indendørs swimmingpool og trådløst internet.

Efterår på Bornholm

Sig Bornholm, og billeder af røgede sild, rundkirker og bløde klipper træder frem på nethinden.

Men Danmarks østligste ø - nå ja, Christiansø ligger endnu længere østpå - er ikke klippegrund alene.

Faktisk er undergrundens gode ler i århundreder blevet brugt til stentøj og keramik, og i dag er Bornholm i høj grad også kendt for sine mange dygtige kunsthåndværkere.

Dette efterår kan man oven i købet se værker af ikke færre end 110 af de førende danske og internationale keramikere, der udstiller som led i keramik-biennalen European Ceramic Context.

Biennalen, der varer frem til 7. november 2010, vil gennem udstillinger, foredrag og kurser tage pulsen på den europæiske keramikscene netop nu.

Oplev det bedste europæiske keramik på "to knivskarpt censurerede udstillinger", som det hedder i programmet.

De holdes på:

Bornholms Kunstmuseum - et af vore flotteste kunstmuseer højt over Helligdomsklipperne mellem Gudhjem og Allinge på øens nordøstside. Her vises værker af de 30 mest anerkendte europæiske kunstnere, der arbejder med keramik.

Grønbechs Gård i Hasle - den hyggelige historiske købmandsgård, der nu fungerer som fast udstillingssted for bornholmsk kunsthåndværk. Her præsenterer unge kunstnere under 35 år nye strømninger og deres bud på nutidig keramik.

HER KAN DU BO PÅ BORNHOLM

Siemens gaard ved havnebryggen i Svaneke

Hotel Siemsens Gaard på Havnebryggen i Svaneke havde sin storhedstid som købmandsgård fra 1650 til begyndelsen af 1900-tallet.

I 1930'rne blev gården bygget om til hotel, og efter nænsom restaurering fremstår Siemsens Gaard i dag som et moderne og tidssvarende hotel med en god restaurant og en fantastisk udsigt over Østersøen.

Læs mere om: