Fritid

Der findes kun 6 danske kvindestatuer

Ud af mere end tusind danske statuer er kun seks kvinder. Læs her, hvor du kan finde dem

Selvom Danmarks mest kendte statue, Den lille havfrue, er kvinde, er kvinderne langt i undertal, når det drejer sig om at være repræsenteret ved statuer i Danmark.

Ligesom det er tilfældet med Den lille havfrue, findes der en del danske statuer af kvinder, der ikke har levet i virkeligheden, som gudinder, sagn- og eventyrfigurer.

Når det kommer til statuer af navngivne, danske kvinder findes der faktisk kun seks styk i hele landet.

Samme statue i tre byer

Eller rettere sagt findes der otte, men det er kun fordi, der er opstillet kopier af den samme Anna Ancher-statue tre steder i landet.

Den oprindelige i bronze er lavet af den kvindelige billedhugger Astrid Noack i 1939 og står ved Skagens Museum. De to kopier står ved henholdsvis Holstebro Museum og Statens Museum for Kunst.

Dronninger af bronze

De kongelige kvinder udgør halvdelen af de navngivne kvindestatuer, og der står således bronzestatuer af tidligere danske dronninger i tre forskellige byer.

Caroline Amalie ved Rosenborg Slot i Kongens Have i København, Dronning Dagmar på Slotsbanken i Ribe og Margrete I til hest foran shoppingcenteret RO’s Torv i Roskilde.

Anne Marie Carl-Nielsen er kvinden bag både dronning Dagmar og Margrete I, selvom sidstnævnte først blev opført i 2006 på grund af finansieringsproblemer.

Sønderborg fik en kvindelig ringriderstatue trods stor utilfredshed fra mændene. Læs historien her

Statue af en nulevende kvinde

Siden opførslen af Margretes rytterstatue har Roskilde fået endnu en statue af en dansk kvinde, endda en nulevende.

I 2010 blev statuen af en siddende Lise Nørgaard afsløret på byens gågade, og hovedpersonen selv var selvfølgelig til stede. Statuen er lavet den fynske kunstner Mette Agerbæk.

Skolelederen tæt på sit livsværk

I 1916 blev en statue af skoleleder Natalie Zahle opført i Ørstedsparken i København, kun et par år efter hendes død. 

Statuens placering i Ørstedsparken betyder, at den står tæt ved den skole, hun etablerede, og både en lærerinde og en elev pryder monumentet.

Kilde: Inge Adriansen, museumsinspektør Museum Sønderjylland Sønderborg Slot og forfatter til bogen 'Erindringsster i Danmark'.