Tove Ditlevsen
Bøger

Tove Ditlevsen: Hun holdt sig i live ved at skrive

Uanset hvad der ellers skete i Tove Ditlevsens liv, om hun stod midt i ægteskabelige opgør eller var indlagt på en psykiatrisk afdeling, skrev hun; det var hendes livslyst og terapi. Og hendes ærlige ­beretninger om angst, kærlighed og ensomhed griber os stadig. Den 14. december ville hun være blevet 100 år.

"Med ingen kan man dele sine inderste tanker. Det vigtigste i verden er man alene med,” skrev Tove Ditlevsen engang.

Mange har dog igennem tiden følt sig lidt mindre alene med det allersværeste, når de læser hendes hudløst ærlige bøger og digte. Længe før det blev moderne, udleverede hun skånselsløst sig selv og skrev uden at klynke om at ville elskes og alligevel gang på gang ødelægge kærligheden, om at være angst og bange og altid bære ensomheden med sig, og om at drikke og have et misbrug af piller. Ord, der stadig holder i dag og rammer både unge og gamle i hjertet.

Hun var i øvrigt også en af de allerførste kvindelige forfattere, der skrev om hverdagen med børn, familiespændinger, drømme og gulvvask. Og om, hvor meget denne hverdag kunne give hende klaustrofobi og lyst til at flygte for at få lov til at skrive. 

”Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den, når jeg kunne se mit snit til det,” skrev hun.

Når hun alligevel ofte kastede sig ud, hvor hun ikke kunne bunde, skyldtes det, at hendes storebror lærte hende, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. En leveregel, hun synes var udmærket, hvis det da ikke lige drejede sig om at springe ud fra femte sal. Som det fremgår, havde hun også humor, rigtig meget endda.

Hun voksede op i et fattigt hjem på det hårde Vesterbro, som hun også har beskrevet i mange bøger, og ingen forventede, at hun ville blive til det store. Men hun kæmpede sig op ved at skrive og lærte at begå sig i akademiske miljøer. Samtidig blev hun ved med at lide af mindreværdskomplekser, også selv om hendes bøger solgte i store oplag. En af årsagerne til det gode salg var, at hun skrev, så alle kunne læse med, enkelt og forståeligt og samtidig poetisk raffineret. Måske derfor er hun også her i hundredåret for sin fødsel mere hot end nogensinde. Der er endda dem, der taler om en ’Tove-feber’, der har resulteret i, at flere af hendes bøger er blevet genudgivet.

Seneste har Gyldendal i ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” samlet en række af de bedste af hendes digte, heriblandt det berømte titeldigt ”Der bor en unge pige”, som til musik af Anne Linnet også er en kendt sangklassiker.

Teaterkollektivet Sort Samvittigheds populære musikforestilling ”Tove! Tove! Tove!” har også haft betydning for en genopblomstring af interessen for hende. Forestillingen, der har vundet flere priser, har gået for fulde huse landet over i flere omgange siden 2015 og kan lige nu og til ind i januar opleves igen på Det Kongelige Teater. 

 

LÆS OGSÅ: Derfor fik vi kvindernes internationale kampdag

Tre korte og så det lange

Ikke mindst problemerne med at leve i et ægteskab skrev Tove Ditlevsen råt og usentimentalt om.

Forelskede personer bør aldrig gifte sig, skrev hun bl.a. Gør de det, vil de hurtigt opdage, at forelskelsens begrænsede ordforråd, der er ens for alle, opbruges allerede på bryllupsrejsen.

Hun mente kun, det var muligt at elske en mand, hvis man gav helt afkald på at forstå ham, og denne totale mangel på forståelse ville lykkes bedst, hvis den var gensidig.

Det var skrevet med et glimt i øjet, men også ud fra bitter erfaring, for få kendte som hun ægteskabets mekanikker indefra. Hele fire gange nåede hun at være gift, og hun fik børn med tre forskellige mænd.

Den første mand, Viggo F. Møller, var mere end 30 år ældre end hende og redaktør af tidsskriftet Vild Hvede, hvor hun fik sit første digt trykt. Ifølge hende selv var hun dengang altid på jagt efter indflydelsesrige mænd, og til sidst fandt hun altså ham, som var et godt springbræt over til den litterære verden, hun gerne ville være en del af. De blev gift i en hæsblæsende fart og skilt lige så hæsblæsende to år senere.

Hendes næste mand var den jævnaldrende studerende Ebbe Munk.

Heller ikke det ægteskab holdt længe, da hun ved en fest mødte den lægestuderende Carl T. Ryberg og blev gravid med ham. Hun ville have en abort, det hjalp Carl hende med og gav hende et smertestillende stof, der havde den dejligste virkning. I bogen ”Gift” beskriver hun, hvordan det var en af grundene til, at hun giftede sig med ham. Snart udviklede hun med hans aktive medvirken et alvorlig stofmisbrug, som hun ofte senere i livet faldt tilbage i. Parret flyttede i en stor villa og fik et barn, og der gik flere år, før hun fik kæmpet sig fri af stofferne.

Derefter mødte hun sit livs allerstørste kærlighed, Victor Andreasen, som senere blev chefredaktør på Ekstra Bladet – et ægteskab, som varede i 21 år. De fik en søn sammen og levede i det nærmeste, hun nogensinde kom en egentlig glad kerne­familie. Men familie­menneske blev hun aldrig.

”Jeg forstår godt, at mange unge kvinder i dag kvier sig ved at ’stifte’ familie. Selve udtrykket har en klang af uendelighed, som når man slipper stemmen løs i en ekkodal,” skrev hun.

Lykkelig tid på Sct. Hans

Efterhånden blev ægteskabet mere og mere stormfuldt. Victor Andreasen havde elskerinder, og selv faldt hun tilbage i et misbrug af både piller og alkoholhol og var flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler. På et tidspunkt flyttede Victor sammen med en ung pige, som ifølge Tove Ditlevsen havde fået en fantastisk erotisk magt over ham. Det fik Tove til at tage en fast beslutning om at drikke sig ihjel. Hun gjorde en ihærdig indsats, som dog heldigvis blev afbrudt, da hun blev indlagt på Sct. Hans.

Her var ingen frustrerende ægtemand og ingen krav, hun befandt sig godt mellem de sindslidende og beskriver det som en af de lykkeligste perioder i sit liv. Samtidig var det også en af de mest produktive. Sætningerne steg op i hende og fejede alle tanker om elendigheden derhjemme væk.

I løbet af sit ophold nåede hun at skrive de to roste erindringsbind, ”Barndom” og ”Ungdom”.

Bagefter flyttede Victor ind igen, men fortsatte med at have elskerinder, og Tove Ditlevsen trak sig tilbage for at skrive.

”Jeg indså vel også, at det for en så rastløs og selvhævdende mand var ulideligt at være gift med en kvinde, der i stigende grad kun var lykkelig ved skrivemaskinen og betragtede adspredelser og samtaler som det rene tidsspilde,” skriver hun i bogen ”Om mig selv”.

De mange nedture sled, men var også godt stof. I den barske erindringsroman ”Gift”, som hun ifølge eget udsagn skrev på bare to måneder, giver hun en meget personlig skildring af sine tre første ægteskaber.

Til hendes forbløffelse stod folk i kø for at købe den. Ikke på grund af de gode anmeldelser, opdagede hun hurtigt, men på grund af den skandale det var, at hun gik så tæt på sine mænd. Det kom der en masse debat i pressen ud af. Ikke mindst familien til hendes to midterste ægtemænd protesterede, og balladen hang ved i årevis. En lille pige standsede mange år efter Tove Ditlevsen på gaden og spurgte med en blanding af skræk og henrykkelse, om det var sandt, at hun havde slået tre mænd ihjel.

 

Kulturredaktøren anbefaler: 7 bøger, du kan ønske dig i julegave 

Humoristisk til det sidste

Ægteskab er også emnet i den mere eksperimenterende roman ”Vilhelms værelse”, hvor de to hovedpersoner minder en del om Tove Ditlevsen og Victor Andreasen.

Victor kunne hun i det hele taget aldrig rigtig slippe. Selv efter skilsmissen skrev hun hyppigt længselsfulde og bebrejdende breve til ham, som senere blev udgivet i bogen ”Kære Victor” (1993).

Til sidst i livet indrømmede hun blankt, at hun trods sin succes var ensom.

Hun satte en kontaktannonce i Politiken og beskrev sig selv som ”52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn indenfor litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist.”

Hun oplyste ikke sit navn, men det var ikke svært at regne ud, at hun stod bag. Efterfølgende er der blevet spekuleret i,
om annoncen var et oprigtigt forsøg på at finde kærligheden igen, udtryk for selviscenesættelse eller bare er fantastisk
humor, måske var det en blanding. God humor er der også i den nekrolog, hun tre år før
sin død skrev om sig selv i bogen ”Min nekrolog og andre skumle tanker”.

 ”T.D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøger, hvoraf de betydeligste er hendes erindringer, hvori hun med skånselsløs ærlighed fortæller om de mænd, hun delte bord og seng med ud af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre forstod samtiden ikke denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med hende på gaden af frygt for at komme med i næste bind.”

I de følgende år prøvede hun flere gange at tage sit eget liv. En gang gik hun ud i skoven, proppet med piller, men blev bange for mørket og lagde sig i udkanten. En hundelufter fandt hende, og hun blev reddet. Også det gav årsag til en masse skriverier om hendes ansvar som offentlig person.

Selv gav hun bagefter udtryk for, at hendes fortvivlelse ikke kun skyldtes, at hun var blevet skilt. Hun følte sig også udbrændt som forfatter, det måske værste af alt for en, som kun rigtigt følte sig i live, når hun skrev.   

Da hun i 1976 forsøgte at tage sit liv endnu en gang, lykkedes det. Ved begravelsen på Vesterbro mødte næsten tusinde op og fulgte hende til graven.              

Kort om Tove:

• Hun blev født 14. december 1917, opvæksten i Hedebygade på Vesterbro i København var præget af fattigdom.

• I 1937 debuterede hun med et digt i tidsskriftet Vild Hvede og giftede sig senere med bladets 30 år ældre redaktør, Viggo. F Møller. De blev
dog allerede skilt igen efter to år.

• I 1942 giftede hun sig med den jævnaldrende Ebbe Munk, som hun fik en datter med. Det ægteskab varede i tre år.

• Den tredje ægtemand var lægen Carl T. Ryberg, de fik en søn, og hun adopterede hans datter. I det ægteskab udviklede hun et alkohol- og pillemisbrug og blev i 1949 første gang indlagt på Sct. Hans Hospital. Året efter blev hun skilt.

• Den sidste ægtemand var hendes nok største kærlighed, Victor Andreasen. De fik en søn og holdt sammen gennem op- og nedture i 21 år.

• Tre år efter skilsmissen i 1973 tog hun sit eget liv.

• I alt 37 bøger skrev hun. Mest kendt og læst er romanen "Barndommens gade" fra 1943 og erindringsbogen "Gift" fra 1971.

Læs mere om: