Bøger

Læs et uddrag fra Puk Elgårds nye selvbiografi ”Se mor, jeg danser”

Med den selvbiografiske bog, ”Se mor, jeg danser”, har tv-vært Puk Elgård skrevet en hyldest til livet. Puk tager læserne med på en rejse til New Mexico, hvor hun undervejs opholder sig i en indianercamp. Her, i det særlige fællesskab med urgamle, indianske ritualer, begynder minderne fra fortiden at dukke op, og Puk sendes på en indre rejse tilbage til sin opvækst præget af forældrenes alkohol- og pillemisbrug. Rejsen, både den ydre og den indre, gav hende stof til den bog, hun nu er aktuel med. En bog med det klare budskab: Du kan godt vælge din egen vej trods store udfordringer. Husk dét: Du kan godt! Her er et uddrag. Fra en dag, hvor minderne taler.

Puks bog  "Se mor, jeg danser" udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof d. 17/1 2019. Vi har fået lov til at bringe et uddrag her: 

"Kanden med iste er tom.

Jeg smider min håndboldtaske.

Den kurer hen ad gulvet med en skrabende lyd.

Jeg skynder mig at åbne skabet.

Den brune taske er lynet op.

Poserne ligger spredt rundtomkring.

Jeg får øje på låget til vodkaflasken.

Jeg tager i døren ind til køkkenet. Den er låst.

Der ligger et gammelt kohorn i vindueskarmen.

Det er fra en rigtig ko, og jeg ved ikke,

hvor vi har det fra, men det er der, vi gemmer nøglen.

”Nøglen ligger i hornet,” siger min mor altid,

når jeg skal komme hjem og være alene.

Det har hun ikke sagt noget om i dag.

 

Jeg hiver kohornet ned fra vindueskarmen

og hælder nøglen ud.

Mine hænder ryster, da jeg låser op.

Der er mørkt i huset.

Jeg kalder.

”Mor?”

Intet svar.

 

Jeg tænder lys. Først i køkkenet. Så i gangen.

Mit hjerte hamrer.

”Mor?”

Nu kan jeg se hende.

Hun ligger på den brune sofa.

Hun ligger på siden.

Hendes mund er åben, og hun har badekåbe på.

Jeg kalder på hende igen.

Hun reagerer ikke.

Jeg rusker i hendes skulder.

Hun reagerer ikke.

 

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: Fortiden fik mig ikke 

 

Jeg løber ud i køkkenet og åbner skabet med piller.

Så snart jeg løfter pilleglasset, ved jeg besked.

Det rasler ikke. Det er tomt.

21.

Der var 21, da jeg tog til håndbold.

Nu er de alle sammen væk.

Der er et andet pilleglas i skabet.

Det er piller for hjertet, siger min mor.

Hun plejer at tage en om dagen.

Jeg har ikke talt de piller.

Men der er ikke flere i.

Jeg tør ikke gå ind i stuen igen.

Måske er hun død.

Jeg løfter røret på den røde telefon og ringer til Solveig.

Hun er sygeplejerske og min mors gode veninde.

 

Jeg fortæller, hvad jeg ved.

Piller og vodka.

”Ring efter en ambulance,” siger Solveig.

Jeg siger ikke noget.

Jeg vil ikke have nogen ambulance.

Jeg er bange for lyden.

Stilheden er vat i vores æske.

Jeg svarer ikke Solveig.

”Jeg ringer,” siger hun. ”Bliv hos din mor.”

Hun skal til at lægge på.

”Solveig? Vil du ikke godt spørge dem,

om de kan komme, uden sirenen er tændt?”

 

KØB et abonnement på SØNDAG – lige nu kan du vælge imellem velkomstgaverne: 2 x Södahl sengesæt eller Clarins skønhedspleje

 

Claus er i Kibbutz. Jeg ved ikke, hvor min far er.

Jeg tror ikke, han bor her længere.

Men jeg ved ikke, hvor han bor i stedet for.

Jeg sætter mig og venter. På gulvet i køkkenet.

Med ryggen op mod ovnen.

Jeg vil ikke ind i stuen, hvor hun ligger.

Jeg vil ikke vide det, hvis hun er død.

 

Nu kan jeg se de blå blink. De lyser rummene op.

De banker hårdt på døren.

De venter ikke på svar, men kommer bare ind.

De har en båre med. Den er på hjul.

Jeg peger mod stuen.

De tænder lys. De taler højt til min mor.

”RUTH! RUTH! RUTH!” siger de igen og igen.

Pludselig siger hun en mærkelig lyd.

En dyb brummen.

Hun er ikke død.

 

De hiver hende op af sofaen. Hun protesterer.

De to ambulancemænd tager hende i hver sin arm.

Hun hænger og dingler mellem dem.

De trækker hende ned ad gangen.

”Du skal gå, Ruth. Gå på dine ben. Gå nu. Brug benene!”

De hiver hende frem og tilbage.

Fra den ene ende af gangen og hen til den anden.

 

De tager hende ud på badeværelset.

De tvinger hende til at kaste op.

Båren står ved siden af køkkenbordet.

Det ser så mærkeligt ud.

De blå blink drejer rundt på væggene.

De kommer ind i køkkenet med hende.

Nu har hun åbne øjne.

”Vi tager din mor med,” siger den ene.

De sætter hende på båren.

Pludselig kigger hun direkte på mig.

”Hvorfor ringede du efter ambulancen?

Tænk, at jeg skulle opleve den her ydmygelse

fra min egen datter.”

Mit hjerte går i stå.

Synker ned og lægger sig i bunden af min krop.

Hun taler med fine-dame-stemmen.

Hun er vokset op i Gentofte og Jægersborg.

Min mor taler kun på den måde,

når hun er gået i stykker.

Så finder hun fine-dame-stemmen frem.

Hun har aldrig før brugt stemmen mod mig.

Hun nægter at lægge sig ned på båren.

Hun sidder ret op, da de løfter hende ud af køkkenet.

”Jeg vil gerne bede om mine sko,” siger hun og peger.

Den ene ambulancemand rækker hende skoene.

Hun tager dem på. Badekåbe og gule stiletter.

De smækker døren til ambulancen og kører med hende.

 

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål til Puk Elgård

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg tør ikke være i det tomme hus.

Jeg sætter mig op på køkkenbordet.

Sætter fødderne ned i vasken

og holder rundt om mine knæ.

Jeg kigger på huset overfor.

Der bor Inge og Poul. De er lige flyttet til byen.

Inge og min mor taler godt sammen.

Inge er lærer, og hun har kulørte bomuldsbluser på

og ingen bh.

Hun har helt kort hår. Som en dreng.

Poul er næsten to meter høj og har et stort skæg.

Han har en meget lys latter.

Den starter inde i brystet, og så stiger den i bølger.

Lidt som en hest, der vrinsker.

 

Jeg banker på deres dør. Inge kommer ud.

”Hvad sker der ovre hos jer?” siger hun.

Hun åbner døren helt og lægger armen

omkring min skulder og trækker mig ind i deres køkken. Der er stearinlys og klassisk musik.

Poul sidder ved køkkenbordet

og spiser hjemmebagt rugbrød med spegepølse på.

”Min mor er blevet hentet af en ambulance,” siger jeg.

Jeg føler mig forkert i deres lune køkken.

Beskidt på en måde.

Inge fører mig ind i stuen.

Jeg sætter mig i den store lænestol i karnappen

og får et tæppe omkring mig.

Hun rækker mig en kop te.

Hun sætter sig ved siden af mig.

”Hvordan har du det?” spørger hun.

Jeg stirrer på hende. Ser på hendes mund.

Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er nogen,

der har spurgt mig om det før.

 

Jeg kunne svare så mange ting.

Jeg kunne fortælle hende, at jeg er bange.

At min mor brugte fine-dame-stemmen,

og at jeg har dårlig samvittighed over,

at jeg ikke vidste, hvor mange piller der var

i det glas med hjertemedicinen.

Jeg kunne sige, at jeg savner min far.

At jeg føler, at alle dem, der skulle passe på mig,

er gået fra mig.

 

Men jeg siger ikke noget.

”Hvis du får lyst til at snakke, så siger du bare til.”

Inge tager en striktrøje over skuldrene.

”Du sover her hos os i nat.

Jeg går lige over og slukker og låser hos jer.”

 

Fra karnappen i Inge og Pouls hus

kan jeg se Inge gå over vejen.

Hun går ind.

Det ser anderledes ud,

når jeg sidder her og ser det på afstand.

Det er, som om jeg ikke bor der.

Jeg kan se lysene slukke, et efter et.

Huset er tomt. De, der har forladt det,

har også forladt mig,

men når jeg sidder her på afstand,

er det, ligesom om det er mig, der er gået.

Det hjælper.

Jeg har opdaget, at der findes andre mennesker.

Mennesker, der åbner døren, hvis man banker på. "

Vil du gerne læse hele Puks selvbiografi? Du kan få fat i bogen lige her: KØB BOGEN HER

Puk i Punkter: 

• Puk Elgård, født 1968 i Hørsholm, flyttede som barn med sine forældre til den lille by Elbæk ved Horsens, hvor hun voksede op.

• Debuterede som tv-vært i 1995 i DR-programmet Børne1eren og har lavet tv siden.

• Er pt. vært på Go' morgen Danmark på TV2.

• Danner par med fhv. jægersoldat, coach, rejseleder m.m. Lothar Friis, og sammen har de sønnen Robin på 18.

• Er brevkasseredaktør på Familie Journal.

• "Se mor, jeg danser" er hendes anden bog. Den første, "Ellen – 100 år med lyst til livet", udkom i 2009.

5 spørgsmål til Puk

Hvorfor har du skrevet bogen?

I første omgang må jeg vel indrømme, at jeg har skrevet bogen for min egen skyld. Jeg havde brug for at få defineret nogle ting i mit liv og finde ud af, hvorfor jeg har haft nogle svære perioder. Jeg har altid skrevet meget. At skrive hjælper mig til at finde ind til kernen. Jeg besluttede at skrive bogen, og først da den var færdig, ville jeg tage stilling til, om den var værd at forstyrre andre med. Da jeg så, hvor meget tavsheden havde ødelagt for os alle, blev jeg enig med mig selv om at dele min historie.

Hvordan var det for dig at skrive den?

Det har været hårdt. Meget hårdt. Bogen har været længe undervejs. Jeg har ikke haft modet før. Det lyder som en stor kliché, men hvor har jeg grinet og grædt under skriveprocessen. Mine forældre har været døde i mange år, og i den tid, jeg har skrevet, har de stået helt levende for mig, og det har været meget bevægende at bringe dem til live igen og bruge tid sammen med dem.

Hvad ville du som voksen-Puk sige til barnet Puk?

Ikke noget. Man forstår alligevel ikke tingene på forhånd. Man er nødt til at gå dem igennem selv. Jeg ville bare give hende en krammer.

Hvad ville du sige til din mor og far, hvis de levede i dag?

Det ved jeg ikke. Jeg fik sagt det meste, mens de levede. Jeg var den eneste i vores familie, der talte og satte ord på de ting, der foregik. Jeg var omkring mine forældre, mens de levede, og jeg var hos dem, da de døde. Jeg holdt meget af mine forældre og forstod den smerte, de bar på.

Hvad er det bedste råd, du vil sende din egen søn ud i livet med?

Han skal ikke være bange for livet, og han skal gøre sig umage. Roen finder man i at vide, at man gjorde det så godt, man kunne. Så gør det ikke noget, at det hele ikke lykkes.  

Læs mere om: