Stine Bosse
Kendte kvinder

Stine Bosse: Modstand gør stærk

Da Stine Bosse sadlede om for nogle år siden og forlod posten som topchef i forsikringskoncernen Tryg, var det ikke for ikke at lave noget. Hun har fortsat travlt og sidder i en række bestyrelser og laver også frivilligt arbejde. Som barn voksede hun op med en mor, der gentagne gange blev ramt af depression. Hun er ikke i tvivl om i dag, at den opvækst har været med til at gøre hende stærk. Men den har også haft en pris.

Stine Bosse, der igennem en årrække stod i spidsen for forsikringskoncernen Tryg og ofte fremhæves som en af erhvervslivets skarpeste profiler, sadlede om for syv år siden. 

Efter 23 år i Tryg, heraf 11 år som administrerende direktør, ville hun noget andet med sit liv. Ville stadig gerne være erhvervsaktiv, men ville også have tid til andre ting.  

– Da jeg stoppede i Tryg, sagde jeg udtrykkeligt, at fra nu af ville jeg lave bestyrelsesarbejde og frivilligt arbejde, og derudover ville jeg have mere tid til familie og venner – og til mig selv i virkeligheden, forklarer hun i dag, ligesom hun gjorde det dengang.   

Og så alligevel kom det frem lige før julen 2017, at de to udviklingsorganisationer, Børnefonden og Plan Danmark, fusionerer og bliver til ét under navnet Plan Børnefonden, og samtidig blev det meldt ud, at bestyrelsesformand for den nye udviklingsgigant bliver den 57-årige Stine Bosse.

Nu skal der nok være nogen, der tænker: Men hvordan hænger det sammen med, at hun egentlig sadlede om for at få mere tid til noget andet, ikke mindst mere tid sig selv? 

Men ifølge Stine Bosse selv hænger det hele ret godt sammen. For da hun i sin tid besluttede at bruge kræfter på frivilligt arbejde, var det netop Børnefonden, hun trådte ind i og blev bestyrelsesformand for. Senere er den tværpolitiske forening Europabevægelsen kommet til, hvor hun også er formand. Begge dele er ulønnet, og begge dele er nok det, hun bruger mest tid på i dag, siger hun. 

Men hendes svar til dem, der måtte undre sig over, at hun gider eller orker, er helt enkelt: 

– Hvis noget er tilstrækkeligt vigtigt, og det synes jeg, begge de to ting er, såvel Børnefonden (snart Plan Børnefonden) som Europabevægelsen, så spekulerer jeg ikke på, om det er noget, jeg får penge for. Ikke så meget som fem sekunder. Jeg gør det. Og jeg gør det så professionelt, jeg nu kan! 

Læs også: Da Stine Bosse var i Kenya

Gentagne depressioner

Men for hende selv er der heller ingen tvivl om, at det, at hun som voksen har et stort behov for at udrette noget, har en sammenhæng med hendes opvækst, hvor hun vokser op med en mor, der gentagne gange bliver ramt af depression. Allerede i en alder af syv-otte år begynder lille Stine hjemme i Gilleleje at påtage sig ansvar, der ligger langt ud over, hvad børn i den alder skal tage på sig. Det gør hun for at kompensere for de svigt, der er i hjemmet på grund af hendes ellers kærlige mors gentagne depressioner.

– Mange, der kender mig og kender min baggrund, har tit sagt: ”Det er netop derfor, du kan det, du kan, og du gør det, du gør”. Modstand gør stærk. Det er også sandt. Jeg er sikker på, at min styrke stammer derfra. Jeg er jo sådan: Når jeg ser noget, der bør gøres, går jeg straks i gang.

 

Kender du en, der elsker SØNDAG? Giv hende et abonnement på SØNDAG i julegave - fra 150 kr. >

Men prisen...

Men det har også en pris, ved hun i dag.

- En pris, som jeg egentlig først rigtigt er blevet opmærksom på her de senere år. Det var ikke et overgreb, der foregik dengang, nærmere et undergreb. For når min mor faldt ned i de huller, som depressionen sendte hende ned i i perioder, forsvandt hun fuldstændigt fra mig. Den følelse, det giver, er en enorm utryghed. En enorm fortvivlelse. Og en enorm forladthed. Det må man så arbejde med i det lille barn, man er. Derfor kan jeg også tænke nu, at: Ja, det gjorde mig stærk. Men jeg opdager mere og mere, at der også er en stor sårbarhed forbundet med det. En sårbarhed, jeg ikke har villet vedkende mig før, men som farver mig på måder, jeg først er ved at forstå omfanget af i disse år.   

 

LÆS OGSÅ: Modgang: Når voksne mister forældre

Det ultimative svigt

Stine var syv år, da hendes grundvold rystedes af hendes mors første depression. Siden vekslede det imellem lykkelige og glade tider og tider, hvor hun ikke kunne nå sin mor. Hvert andet eller tredje år røg hendes mor ned i en depression. Og da Stine var 27, tog hendes mor sit eget liv. 

På det tidspunkt havde Stine gennemført sin jurauddannelse på Københavns Universitet, var lige blevet ansat i Tryg, var gift og mor til to små piger på fem og tre år.

– Èn ting var, at jeg savnede min mor og gik og endevendte, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Men jeg var også enormt vred. Det var jo det ultimative svigt: Hvordan kunne hun gøre det?! Jeg fattede det ikke. 

For Stine er det væsentligt at få sagt, at psykologhjælp var det, der fik hende videre.

– Det er mit bedste råd til alle, der kommer ud for noget så voldsomt: Lad være med at tro, at du kan klare det selv. Man skal have et sted, hvor man kan betro sig. For man får de mærkeligste tanker. 

– Jeg kommer kørende på motorvejen en dag, cirka et halvt år efter min mors død, da tanken pludselig slår ned i mig: ”Hvor er det fantastisk. Nu er jeg fri for at spekulere mere!” Jeg havde jo spekuleret på hende evig og altid, både fordi jeg elskede hende, og fordi jeg ville beskytte hende. Og så pludselig dér på motorvejen får jeg en følelse af total frihed. Men bliver også straks ramt af en overvældende skyldfølelse.

– Jeg ringer til psykologen og er ude af den, for sådan må man da ikke tænke. Men hun ler blot og siger: ”Selvfølgelig tænker du sådan. Det er helt almindeligt. Det er bånd, du nu har løsnet”. Og så faldt jeg til ro. At have en, der på den måde ved, hvad tingene drejer sig om, er helt afgørende. Det kan man ikke lægge over på sin mand eller kone eller søster eller veninde og forvente, at de forstår.

 

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: Modstand får en vilje frem i mig

"Tvangsmodnet" 

Tabet af en mor vil aldrig kunne vendes til noget positivt. Der vil altid være et savn. Måske også altid en følelse af svigt. Men tabet kan bruges til noget konstruktivt, mener Stine. 


– Når man bliver tvangsmodnet i en alder af 27, for det blev jeg jo, jeg blev mindst ti år ældre på ingen tid, kan man lige så godt vælge at bruge det til noget. Jeg er ret sikker på, at det var derfor, jeg blev leder tidligt. Min empati blev udviklet med et brag. Jeg fik en modenhed, der ellers ville have taget lang tid at tillægge sig.

Vreden mod hendes mor og den beslutning, hun tog, har Stine dog ikke kunnet slippe.

– Man siger jo, at man har de døde med sig altid. Og jeg er nødt til at sige til min mor en gang imellem stadigvæk: ”Jeg kan simpelthen ikke forstå, at du kunne være så dum at gøre det!” For hun elskede jo livet, når hun ellers kunne finde ud af det, og det var gudskelov tilfældet de fleste stunder. 

– Da jeg stoppede i Tryg, tvang jeg også mig selv til at tænke mere over mit liv. Inden da havde jeg altid travlt. Nu er jeg i gang med at tage mig lidt af min egen Lille Stine og ikke bare være Stærke Stine eller Handle-Stine.  

Stine i stikord:

* Født 1960. Mor til 
to døtre. Har fire 
børnebørn og et femte på vej.

* Uddannet cand.jur. fra Københavns 
Universitet, 1987.

* Bestyrelsesformand for: TELE Greenland, Nunaoil A/S, BankNordik Group. 

* Bestyrelsesmedlem i: The GIIN, Allianz Group, TDC, adjungeret professor på CBS.

* Var nr. 22 på Top 50-listen i Financial Times over de mest magtfulde erhvervskvinder i verden i 2010. Forlod forsikringskoncernen Tryg i 2011.

* Udnævnt til ridder af Dannebrog i 2008. 

 

Læs mere om: