SØNDAG møder Connie Nielsen i forbindelse med Liberty
Selvudvikling

SØNDAG møder Connie Nielsen: Jeg elsker at være i Danmark

23. februar 2018
Af Pernille Magaard Bøgh
foto: Martin Høien
Mange kender hende fra store hollywoodfilm som ”Gladiator” og ”Wonder Woman”, men selvom Connie Nielsen til daglig bor i USA, kan hun slet ikke undvære sit Danmark. Nu er hun tilbage på dansk tv i DR’s nye serie ”Liberty”.

SØNDAG møder Connie Nielsen

Danmarks Radios nye store TV-satsning, mini-serien ”Liberty”, der har premiere 25. februar, bygger på Jakob Ejersbos roman af samme navn, som er sidste del i hans berømte Afrika-trilogi. Det er vist ingen hemmelighed, at der høje forventninger til dramaserien. Måske fordi Connie Nielsen, Danmarks egen hollywoodstjerne fra Nordjylland, har en af hovedrollerne.

https://imgix.femina.dk/soe1808-connie-og-pernille.jpg

SØNDAGs journalist Pernille Magaard Bøgh har mødt Connie til en snak på Rungstedkund nord for København.

Ingen dikkedarer

Sidst Connie Nielsen var en del af en dansk produktion var i 2004, hvor hun medvirkede i Susanne Biers film ”Brødre”, som sikrede hende en Bodil-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

Hvordan var det at være en del af en dansk produktion igen?

- Jeg tror, størrelsen på omklædningsrummene er den største forskel, griner Connie og forsætter: Det var bestemt ikke luksuriøst i Tanzania, hvor optagelserne er lavet - det er helt sikkert. Selvom vi for det meste var i Afrika, var det virkelig dejligt at arbejde for en dansk produktion. Det hele er afslappet, stille og roligt. Der er ingen dikkedarer, samtidig med, at der er en dyb form for ærlighed på dagsordenen, når vi arbejder. Det elsker jeg ved de danske produktioner.

Har du en personlig dansk favorit-skuespiller?

- Jeg føler mig vildt heldig, fordi jeg tidligere har arbejdet sammen med dygtige skuespillere som Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen. Det samme gør jeg i ”Liberty”, hvor jeg spiller sammen med Carsten Bjørnlund og Sofie Gråbøl, som er nogle fantastiske skuespillere. Desuden synes jeg også, at Thure Lindhardt er SÅ dygtig. Jeg følger med i danske tv-serier så godt, som jeg overhovedet har mulighed for, og nyder at se de danske skuespillere.

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: Jeg var meget mærkelig som barn

Fokus på bæredygtig udvikling

Da Connie Nielsen blev spurgt, om hun ville medvirke i "Liberty" var hun slet ikke i tvivl om, at hun ville sige ja.

Først og fremmest fordi hun har læst trilogien, som hun var fuldstændig forgabt i, og er kæmpe fan af Jakob Ejersbo. Den berømte skuespiller havde dog svært ved at se, hvordan bogen ”Liberty” kunne blive til en tv-serie:

- Bogen fortæller historien på en oblik måde, hvor meget af oplevelsen ligger i den rytme, som Jakob Ejersbo skriver i. Derfor kunne jeg ikke se, hvordan nogen skulle oversætte bøgerne til en tv-serie. Jeg syntes også, karaktererne ville blive svære at lave og kunne ikke helt gennemskue, hvilken karakter jeg skulle have. Men da jeg læste manuskriptet, syntes jeg, Asger Leth, som er hovedforfatteren, virkelig havde skabt en nøgle, så karaktererne blev levende. Menneskerne var virkelig genkendelige for mig, fortæller Connie - Til trods for deres ret ekstreme opførsel, pointerer hun.

Men for det andet, og især, fordi hun ønsker at sætte fokus på bæredygtig udvikling i Afrika, som hun har kæmpet for siden 2010, hvor Connie etablerede projektet "Human Needs Project" i Kibera, en af verdens største slumbyer, der ligger i udkanten af Kenyas hovedstad, Nairobi. Og behovet for hjælp oplever man i ”Liberty”, hvor vi følger en dansk og en svensk familie, der på forskellige måder arbejder med udviklingsmidler. Serien zoomer ind på netop kultursammenstød, rigdom versus fattigdom, udnyttelse, håb og forråelse i Tanzania i slutningen af 1980’erne.

https://imgix.femina.dk/soe1808-connie-og-pernille-2.jpg

Connie som Katrina

Connie har rollen som den svenske kvinde Katrina Larsson i dramaserien, der bag det smilende og imødekommende ydre er en sand matriark. Hun forholder sig benhårdt og kynisk til de omstændigheder, der kan true hendes familie eller levestandard.

Hvad synes du om din rolle som Katrina?

- Jeg synes, hun er fuld af power og meget interessant at spille, fordi hun jo i virkeligheden er en form for kvinde, jeg ser som en fange af patriarkatet. En kvinde, som ikke ser hendes egen kapacitet og handlekraft.

Var rollen svær at spille, fordi den måske er langt fra din egen personlighed?

- Nej egentlig ikke, for jeg forstod hende – jeg kunne mærke hende. Først og fremmest var hun vanvittig godt beskrevet, og så var det interessant at bruge min fantasi og at lægge personlige følelser ind i en kvinde, de har nogle behov. Men jeg er virkelig forskellig fra Katrina, understreger Connie.

LÆS OGSÅ: Liberty-aktulle Sofie Gråbøl: Det har altid provokeret mig, når nogen siger, at det er en gave at blive syg

Nordjysk stjerne

51-årige Connie Nielsen er født og opvokset i den nordjyske by Elling uden for Frederikshavn. Hun bor i dag i San Fransisco, Californien, men har taget næsten alle sine danske traditioner med sig. ”Jeg er dansker”, fastslår Connie. Og faktisk kan hun ikke undvære Danmark i lang tid ad gangen:

- Jeg kommer ofte til Danmark, fordi jeg ikke kan undvære min familie og venner. Faktisk har jeg været her fire-fem gange de sidste syv måneder. Jeg elsker at være her, og specielt den danske natur, er jeg vild med – og selvfølgelig vores kultur og kunst. Jeg tager altid på Louisiana og forskellige gallerier, når jeg er i Danmark. Om sommeren tager jeg ”hjem” til Nordjylland og om vinteren er jeg for det meste i København.

Og til slut:

Kan vi glæde os til at se dig i flere danske produktioner?

- Jeg har ikke nogen specifikke planer endnu, da jeg har gang i nogle andre projekter. Men jeg elsker at arbejder her – så selvfølgelig.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også